Jeg vælter ud af Flixbussen i København efter 34 timer med transeuropæisk offentlig transport fra Norditalien og haster hjem for at skifte tøj, så jeg kan nå ind på Overgaden for at se Panteha Abareshis udstilling inden lukketid. Mit humør er forfærdeligt, min dårlige fod er hævet og kroppen gør ondt, men jeg cyklede trods alt også hele vejen derned, altså til Bezzo fra Nykøbing Falster, i en ny bedste personlig tid. Og så bliver det vist næppe mere able-bodied og kropsprivilegeret end det. Det viser sig også at være en ringe tilstand at se en udstilling i, der handler om krop, men jeg er efterfølgende vendt tilbage med lavere puls og roligere sind, så denne tekst kan tilnærme sig en større faglig troværdighed.
Den canadiske kunstner Panteha Abareshi har en blodsygdom, der forårsager en funktionsnedsættelse af kroppen. Abareshi, der bruger pronomen de/dem, laver kunst, der handler om at have et fysisk handicap. Smerte, behandling, indlæggelser og et behov for hjælp fra andre, er livsvilkår for Abareshi, og det bliver hurtigt tydeligt, at de med udstillingen vil fortælle os om disse vilkår; om alt det, mennesker uden funktionsnedsættelser ikke ser, og alt det, som samfundet ikke vil se.
Udstillingsdesignet er konventionelt; skulpturer på sokler, nogle på væggen og et enkelt hængende fra loftet. De er alle lavet til udstillingen og består af forskellige medicinske redskaber; anatomiske modeller, slanger, sprøjter, spænder og måleapparater, sat sammen i instruktive forløb, der stiller skarpt på en kropslig problemstilling eller erfaring. Netop den didaktiske fremstilling er et bærende element i værkerne, fx i skulpturerne OBJECT DESIRE og MAKING USEFUL (OF DECAY), hvor formstøbte spænder, der skal sættes fast på ben og fødder, opsættes i positioner, der insinuerer en seksualiseret, feticheret og fastspændt position af en krop, der ikke er der.
Længere inde i udstillingen kan man med to funktionsdygtige hænder bestyre håndholdte diasfremvisere og se billeder af såkaldt crip porn; en pornografisk genre, hvor den alternativt funktionsdygtige krop er selve begærsobjektet. Der foregår eksplicit seksuelle ting, fetichiseringer af kroppe med handicap, men værkerne italesætter også ideen om, at et aktivt sexliv er en menneskeret for alle.
Abareshis kunst er båret af utvetydige statements og skulpturelle punchlines, der ofte også udpensles i værkets titel. Nogle steder er det decideret skrevet ovenpå skulpturerne, som værket ANATOMICAL MODEL, hvor der med lys simuleres en brand i et lille plastikhus, som penetreres af slanger, sprøjter og væskebeholdere. På taget står skrevet: «I WILL NEVER KNOW PEACE IN THIS BODY» –og man forstår øjeblikkeligt, hvad denne skulpturelle dialysemetafor vil fortælle.
Mange af værkerne rummer denne form for overskrivning, der henviser os til at læse forholdsvist direkte, og derfor ikke nødvendigvis tænke eller føle i samme omfang. Indhold og aflæsning serveres samtidigt, hvilket kan gøre det svært selv at nå til et fordøjende erkendelsespunkt. Kunst fungerer jo bedst, når erkendelsen sker i mennesket, der oplever og ikke står skrevet ovenpå selve værket, men når jeg nu går rundt her på mine to privilegerede ben, kan det være de æstetiske spilleregler, må genopfindes en smule. Man skal i hvert fald have med i sin oplevelse af værkerne, fra hvilken position Abareshi har lavet dem; fra en udfordret kropslighed, en seng, mellem indlæggelser og nogle vilkår, man som able-bodied kun kan tilnærme sig, men aldrig forstå til fulde.
Som mange af værkerne peger på, er man som person med funktionsnedsættelse underlagt et voldsomt magtregime fra både loven og hjælperens side. Den hjælp, du kan få, er både bestemt og udført af nogle andre. Jeg arbejder selv som hjælper og møder dagligt dette komplekse forhold mellem omsorg og magt. Den netop vedtagne rammeaftale på handikapområdet, der i bund og grund vil spare på udgifterne til hjælp for dem, der har allermest brug for det, er et udtryk for et samfund der stadig ikke har en særlig empatisk forståelse for kronisk syge kroppe. Mennesker er reduceret til økonomiske variabler; udgifter, der skal forhandles.
Hvilke kroppe, der overhovedet har adgang til O-Overgaden, lader også til at være et centralt element i udstillingen. De elstolsbrugere, jeg arbejder for, kan desværre ikke se udstillingen, fordi O-Overgaden ikke har nogen lift, men kun en mobil trappekører. Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, hvor få udstillingssteder i Danmark, der har handikapvenlig adgang. Jeg har medskyldigt nok selv drevet en udstillingsplatform, som var totalt utilgængelig for kørestolsbrugere og folk med nedsat bevægelighed. Men Overgaden er i gang med en lang og prisværdig proces om at ansøge om tilladelse til at etablere lift og elevator trods lovgivning omkring den bevaringsværdige bygning.
Apropos fremtid. Abareshi går ikke ind i en tekno-emanciperet fremtid for kroppen, hvilket ellers er en både spændende og foruroligende retning med exoskelet, robothjælp og hvad man ellers kan forestille sig kan approprieres fra den militære sektor. Værkernes æstetik og materialitet trækker tværtimod tilbage i tiden, måske for at understrege en forældethed, hvad angår behandling, politik og emancipation af anderledes kroppe i samfundet. Selvom jeg klart mærker en form for æstetisk allergi mod mange af de materielle valg, som gamle computerkeyboards og afsyret træ, er det en tydelig pointe, at alt denne analoge æstetik skal give os en følelse af forældethed, udgåethed, det skal være besværligt, og du må godt føle ubehag.
Udstillingens relevans er uafviselig, den tapper ind i en evigt aktuel problemstilling, og den viser nuancer fra subjektets oplevelser med en krop i ufrivillig smerte. Værkerne er didaktiske, så meget at de risikerer at overillustrere og bremse tænkerækken. Paradoksalt nok står de stærkest, når ekstrafortællingen er med; de nuancerede overvejelser, som kunstneren skriver så indlevende om på deres instagram. Lidt som et overraskende kommentarspor, der i gamle dage kunne få selv den mærkeligste DVD-film til at blomstre, er det som om, værkerne med ekstramaterialet vibrerer eklatant mellem det politiske og det levede liv.
