Asger Jorn hinsides klichéerne

Den helt store fødselar i dansk kunst i år er Asger Jorn. 100 år ville han være fyldt, og det fejres på flere af de store museer med grandiost og spektakulært opsatte udstillinger. Louisiana var først af alle – faktisk også før selve feståret – med Jorn & Pollock. Revolutionære veje, i denne uge fulgte Statens Museum for Kunst efter med Asger Jorn – Rastløs rebel og Expo Jorn – kunst er fest (samt Asger Jorn Grafik) på Museum Jorn i kunstnerens hjemby Silkeborg.

Titlerne på de tre udstillinger er symptomatiske for en særlig fremherskende forståelse af Jorn her i hjemlandet. På den ene side er der Louisiana og Statens Museum for Kunst, der – med forbillede i den filmhistoriske overlevering af Che Guevara og James Dean fornemmer man – lancerer ham som et arketypisk eksempel på den visionære og frigjorte kunstner, som mytologien omkring efterkrigstidens formalistiske modernisme fetisherede, og på den anden side så er der Museum Jorn, som i forlængelse af Cobra-mytologien, præsenterer ham som essensen af et kreativt legebarn, hvis eksempel stadigt kan inspirere og anspore det kreative legebarn i os alle. Udover dyrkelsen af det mytologiske arvegods, har forståelserne det til fælles, at de sætter Jorn på plakaten som et ikon med kulturindustrielt format, der appellerer til såvel det brede kunstinteresserede publikum som til dronningebesøg på åbningen.

Men der findes også en anden Jorn og andre måder at fejre ham på. En anden mere ufordøjet og derfor mere udfordrende version af «Jorn the Poster Boy». Det er den diskursive Jorn, den spekulative og intellektuelle altmuligmand af en tænker, som på papiret forsøgte begrebsligt at forene et samfundsomstyrtende kunstnerisk og politisk projekt. Og det var den Jorn, der var på plakaten på det lille udstillingssted Bureau Publik tirsdag aften. Her havde man som del af serien «Wording Rappinghood» inviteret kunstneren Jakob Jakobsen til at præsentere en bog, som han mente var «særlig relevant for den givne situation», som Johanne Løgstrup fra bureauet formulerede det. Den bog Jakobsen havde taget med var således Jorns Værdi og økonomi udgivet i 1962 på hans forlag Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme og del af en serie på fem bøger – Naturens Orden (1962) og Ting og Polis (1964) er blandt de andre titler – som han udgav i de år.

På bogens forside har Jorn iscenesat sig selv som Karl Marx, med langt skæg og skuende ud i historiens uendelighed, men vel at mærke ikke i en entydig identifikation med ham. Tværtimod er Værdi og økonomi en kritik af marxismen, den dialektiske verdensforståelse og ikke mindst dens kunstforståelse. Som Jakobsen indledende formulerede det, udtrykker den «en tiltro til den kunstnerisk erfaring og viden», som havde været en stor inspiration for Jakobsen selv, og var det, der udmærkede Jorn særegne og stadigt relevante undersøgelse af den politisk kunstner som progressiv offentlig figur.

Efter en introduktion til de biografiske og idémæssige linjer som leder op til bogen – fra inspiration fra og venskabet med syndikalisten Christian Christensen fra hjembyen Silkeborg til medlemskabet af bevægelsen Situationistiske Internationale – gik Jakobsen over til en mere teknisk redegørelse for sammenhængen mellem bytte- og brugsværdi ifølge Marx. Til den anledning havde han taget fire hverdagsgenstande med: En såkaldt Margrethe-skål (opkaldt efter Danmarks nuværende Dronning), en træske, en lejetøjslastbil, hovedet til en stenøkse og … Karl Marx, som til aftenens arrangement havde ladet sig personificeret som kunsthistorikeren og Situationisme-eksperten Mikkel Bolt (uden method acting-fuldskæg vel at mærke).

Jorn – alias Jakobsen – gav Marx skålen og bad ham forklare tingens brugsværdi og det blev indledningen til over en times diskussion mellem de to. Marx på sin side argumenterede med filosofisk kritik, mens Jorn med skeen i hånden spurgte til eksistensen og betydningen af en kunstnerisk værdi, som ikke umiddelbart lader sig indskrive i den marxistiske dialektik, ikke lader sig ophæve af dens metafysiske logik, men ret så jordnært knytter an til en tusindårig lang historie (jf. Jorns gigantiske ufuldendte bogprojekt 10.000 års nordisk folkekunst) for at skabe og forme «enestående» ting. Modsat den industrielle ensretning rummer denne «folkekunst» en uendelig variabilitet, og det er en rigdom, som Jorn argumenterer for kan høstes med revolutionerende effekt.

Et væsentligt aspekt af dette argument er Jorn forståelse af det arbejdende menneske. Modsat den marxistiske samlebåndarbejder og dennes organisering i revolutionere kollektive aktioner, forstod Jorn mere arbejdet i forhold til det enkelte menneskes evne til med kreativiteten som en særlig folkelig – det vil sige ikke markedsmedieret – og innovativ impuls at forme ting og derigennem skabe betydning. Senere – efter Jorns død – skulle denne hyldest til folkelig kreativitet mutere da Jorns kollega fra Situationisme-tiden Jens Jørgen Thorsen i 1980’erne stod på landsdækkende dansk fjernsyn og storgrinende malede med sin tissemand. Som Jakobsen med Værdi og økonomi som eksempel forklarede var Jorns folkelig kreativitet noget ganske andet end en sådanne provo-klovnerier. Snarere var der tale om en kreativitet, som kunne gøre det arbejdende menneske til en selv-organiserende producent i sit eget liv, sådan som det også havde været i flere tusinde år før den moderne industrielle revolution, som var Marxs referenceramme og horisont. Jorn skuede retro-avantgardistisk tilbage – han kaldte det selv lidt forvirrende for «konservativt» – for at tegne konturer af en ny fremtid, hvor arbejdet ikke var maskinelt, men en frigørende kreativ proces.

Efter en times tid kom publikum med i diskussionen og mod slutningen kom snakken ind på Jorns fascination af Norden, som arnestedet for denne form for kreativitet. Jakobsen indrømmede, at det var nogle af de passager i Jorns tekster, som han ofte sprang henover, men – som en af publikummerne med reference til Ting og Polis forklarede – gik fascinationen også på en særlig politisk kultur med udgangspunkt i tinget som et uhierarkisk eller om man vil kommunistisk form for diskussionsforum.

Jakobsens forbehold er relevant al den stund, at der ikke desto mindre i denne fascination er en parallel til den romantiske forestilling om Norden som et idyllisk naturligt fællesskab som indtil for nyligt kendetegnede den danske venstrefløjs EU-skepsis, som Jorn gennem sit medlemskab af det kommunistiske parti var en erklæret del af. Det er en skepsis, som blokerede for skabelsen af en progressiv international vision, hvilket indirekte bidrog til det nationalpopulistiske og fremmedfjendske Dansk Folkepartis fremgang op gennem 1990’erne frem til dets dominans af dansk politisk som støtteparti til VK-regeringen fra 2001 til 2011. Det er selvsagt en udvikling som man ikke skal holde Jorn ansvarlig for. Tværtimod synes der at være vigtige pointer at hente ved at se på forskellene mellem Nordens betydning i Jorns kunstneriske projekt og den samtidig venstrefløjs politiske forestillinger om et nordisk fællesskab.

Som titlerne på de tre udstillinger på Louisiana, Statens Museums for Kunst og Museum Jorn taler deres tydelige sprog om, er klichéerne om Jorn mange. De – klichéerne – blev imidlertid udfordret denne aften på Bureau Publik, og man gik hjem med en fornemmelse af Jorn som en stor, ambitiøs og original tænker, der stadig har meget at tilbyde diskussionen af kunstens forhold til det politiske.