At alting her i verden afgiver en lyd, er en pointe, den danske lydkunstner Jacob Kirkegaard har vendt tilbage til mange gange. Måske fordi det er så vanskeligt at forstå, ikke bare tekniske begreber som resonans, frekvenser og otoakustiske emissioner, men også lyd som sådan. At der, selv i et tomt rum i den forladte radioaktive zone omkring Tjernobyl, er lyde der kan optages og spilles tilbage og optages igen, indtil hele rummet begynder at synge i sine egne lange, bløde frekvenser.
Værket Aion fra Tjernobyl er et ud af i alt fem, der indgår i udstillingen alt & intet på ARoS, som alle arbejder med at iscenesætte den lyd, som vi normalt har svært ved at forholde os til. Det er lyde af fravær, af grænser, overskridelser og energi. Med poetisk forståelse og en videnskabelig tilgang til reallyde åbner Kirkegaard vores øre for akustiske rum, der ellers sjældent er tilgængelige.
Jacob Kirkegaard (f. 1975) dimitterede fra Akademie für Medienkunst i Køln i 2006 og har tidligere udstillet på blandt andet MoMA i New York, KW Institute for Contemporary Art i Berlin og Mori Art Museum i Tokyo, samt herhjemme på Arken, Louisiana, Museet for Samtidskunst – og nu altså udstillingen på ARoS, som åbner i morgen
Hvordan er udstillingen struktureret? Er der et overordnet tema eller ud fra hvilke kriterier er værkerne sammensat?
Udstillingen består af de fem værker, som jeg synes er mine stærkeste. De arbejder alle med lyde, som kan være svært tilgængelige og med tematikker, som er aktuelle, men som det kan være vanskeligt at forholde sig til. Through the Wall, tematiserer eksempelvis den mur, som israelerne er igang med at bygge i Palæstina. Jeg boede i Berlin ved jubilæet for Berlinmurens fald, hvor man fejrede den frie verden og det er jo paradoksalt, når man samtidig oplever, at der bliver bygget mure i andre dele af verden. Lige nu er den problemstilling særligt aktuel i USA, hvor Trump vil bygge endnu en mur. Derfor syntes vi, at det var et relevant værk at tage med på udstillingen på ARoS, hvor der helt fysisk bliver bygget en mur igennem udstillingsrummet. Da jeg var i Palæstina for at optage murens egen lyd, oplevede jeg, at lydene modsat menneskene frit kunne bevæge sig tværs gennem muren. Mennesker bygger så mange mure imellem sig, ikke kun fysiske men pointen er, at lyden ikke kan spærres inde. Det synes jeg, er en rar tanke.
Udstillingen rummer desuden Isfald, hvor du kan høre lyden af is, der smelter. Når en gletcher falder ned i vandet giver det et kæmpe brag, og det er en fysisk og sanselig oplevelse, som ligger langt fra statistikkerne. For mig personligt er det værk en måde at forholde sig til den globale opvarmning på, men jeg kan godt lide, at værket har den åbenhed, at det bare handler om at lytte. Jeg tror, at mange opfatter det at lytte som noget meget abstrakt, for det er jo tit via tal og billeder, at man præsenteres for konkrete beviser på, at der er sket en udvikling.
Opfatter du Isfald og Through the Wall som politiske værker?
Ja, men jeg ikke er ude på at fortælle folk, hvad de skal synes. Jeg vil bare gerne sætte fokus på de ting, som interesserer mig – og med «interesserer» mener jeg noget, som gør mig bange eller som jeg ikke forstår. Nogle gange reagerer folk på Isfald ved at sige «Hvor er det dog frygteligt!», men det er deres oplevelse, og sådan vil jeg meget gerne have, at det bliver ved med at være. Det, jeg synes kunst skal – i hvert fald min kunst – er at give plads til, at beskueren selv kan mærke efter. Jeg synes, der er alt for meget her i verden, der prøver at få dig til at føle på alle mulige måder.
Arbejder du udelukkende med lyd, der allerede findes, eller ligger du selv noget til lydbilledet?
Jeg arbejder med den lyd, der allerede er tilstede, men jeg optager og forstærker den gerne. Et eksempel er værket Aion fra 2006, hvor jeg optog resonans i forladte rum i Tjernobyl. Jeg optog den ambiente lyd af rummet og spillede den tilbage i det samme rum, mens mikrofonen igen optog. Derved begyndte rummet at resonere i sin egen frekvens. Der er jo lyd i alt, også i fraværet.
Hvad sker der med sådan et værk, når det afspilles i et andet rum? Er det noget, man skal forholde sig særligt til, når man installerer værkerne?
Lyden i Aion er optaget i Tjernobyl, og de toner, der opstod der, resonerer ikke nødvendigvis med rummet på ARoS. Men jeg har tidligere lavet noget lignende live, blandt andet i Rothko Chapel i Texas Det lyder ret vildt, når det afspilles i det rum, hvor resonanstonerne er optaget, fordi det faktisk er rummet, der spiller. Det er noget helt andet end at afspille et stykke musik derhjemme, fordi det primært er rummet selv, der skaber lyden. Jeg har også lavet værket, Black Metal Square, hvor jeg arbejder med lyden af tre sorte metalplader i forskellig størrelse og tykkelse, som resonerer i forskellig frekvens. Jeg optager lyden af den enkelte plade med en kontaktmikrofon, og spiller den tilbage i pladen, indtil der opstår den samme form for resonans. Det er et lille lukket kredsløb, der resulterer i, at hver plade begynder at vibrere i sin egen tone, fordi pladerne går i svingninger med sig selv. Jeg er meget interesseret i det, der allerede findes og som jeg får frem i lyset ved at spejle eller forstærke det
Hvordan forholder man sig som komponist til det, at der allerede er en lyd i alting?
Det gælder for alt i verden, at det er i vibration, og det er netop det, jeg synes er spændende. Jeg tænker mig selv som en kurator af lyd, lige så meget som en komponist, der sidder og udtænker et stort, kompliceret værk. Kunsten er at lytte og mærke efter – at forholde sig til, hvad der allerede er i verden – frem for at påtvinge den en-eller-andet. Jo mere, jeg selv tier stille og lytter til verden, jo mere fortæller den mig også om, hvordan jeg skal skabe mit værk. Det er de lyde, jeg optager, der kommer til at forme værket.
Men du kan vel ikke undgå selv at komme til at påvirke lyden?
Nej, jeg er helt klart medspiller, idet jeg lytter til noget, kuraterer det eller sætter det ind i en kontekst. Det er lidt også det, titlen på udstillingen alt & intet refererer til, for med lyd er det netop ikke enten-eller. Det er ikke sådan, at der enten er stilhed eller lyd, men hvad du oplever afhænger af dig og din perceptionsevne. Bare fordi du ikke kan høre det, betyder det jo ikke, at det ikke findes.
Kan du huske, hvornår du første gang blev opmærksom på, at alting afgiver lyd?
Min første oplevelse af at lytte til stilhed, var da jeg som barn fik et såkaldt samtaleanlæg i gave. Det var en slags walkietalkie med en mikrofon i den ene ende og en højttaler i den anden. Kablet var lige nøjagtig langt nok til, at jeg kunne gemme mikrofonen i køkkenet og sidde inde på mit værelse og lytte til, hvad der foregik. Jeg håbede lidt, at min fars kone ville begynde at synge eller noget andet pinligt, mens hun troede, at ingen hørte hende. Der kan jeg huske lyden af rummet: den der susen fra plastikapparatet og lyden af tomheden. Det var nok første gang, jeg blev opmærksom på det at lytte.
Ud over lyden, så indeholder dine værker også et visuelt element. Hvordan undgår du, at det visuelle kommer til at modarbejde det billedskabende i lyden?
Det auditive er hovedelementet, og derfor betyder det meget at den visuelle side ikke bliver for fortællende. Med Isfald arbejder jeg eksempelvis rumlig med lys og materialer, for at få beskueren til føle sig absorberet af værket. Jeg vil gerne nedbryde den måde, man kan blive selvbevidst på, når man er i en museumskontekst, for så tror jeg, at man tydeligere kan mærke, hvad lyden helt fysisk gør ved kroppen.
Det interessante ved lyd er, at den helt konkret får kroppen til at vibrere og den direkte påvirkning, synes jeg er interessant at arbejde med i museumskonteksten. Man ved, at et billede hænger et bestemt sted, og derved bliver det på en måde ufarligt, men lyden kan komme alle steder fra. I en visuel sammenhæng kan du altid bare kigge væk eller lukke øjnene, og det kan man ikke på samme måde med lyd. Lyd har en styrke, som kan være fantastisk, men også meget intimiderende.
Billeder taler rent kulturelt til os på en måde, som vi er tunet ind på at forstå og aflæse, og sådan har de færreste det nok med lyd. Derfor er billedmediet i mine værker også helt minimalt, men jeg har egentlig ikke noget imod, hvis nogle også opfatter mine ting som visuelle. Jeg har en baggrund i musik, men jeg er også blevet træt af den lidt snævre måde, man definerer et bestemtfelt på. Musik kan lige så vel være lyden fra omverdenen, eller det, man ikke kan høre. Vi ved, at vi har et sanseapparat, som har nogle begrænsninger, så der er jo en kæmpestor verden, som vi ikke umiddelbart kan mærke. På den måde handler mit projekt om, at udvide den måde, vi mærker verden på. Jeg tror, at hvis vi bliver bedre til at mærke verden, så kan det hjælpe os til at forstå den bedre og handle mere i overensstemmelse med den.
