Vulkankraft, ja tak!

Ursula Reuter Christiansen flår jorden og lærredet op med mytologi og historie, og lader sine kvindelige subjekter bryde ud af de nedtrykkende standarder.

Ursula Reuter Christiansen, Volcano Woman, installation view, Sabsay, København, 2019. Foto: Dorte Krogh.

Vulkanisme og feminisme har et større slægtskab end blot et suffiks. Vulkanen er en form for port ind til jordens dybere lag, ind til den evige urvarme og skorpens åbning kan betragtes som en slags ventil for det indre, geologiske raseri. Under et ophold på den kanariske vulkanø Lanzarote så den tysk-danske kunstner Ursula Reuter Christiansen (f. 1943) et allegorisk slægtskab mellem øens vulkanisme og kvindens styrke og kræfter. Kræfter, kunstneren selv med betydelig stemme siden 1960’erne har været med til at aktivere i kunsten og derved underbygget kvindens løsrivelse af patriarkatets perfide dominans i det 20. århundrede. 

I dag er Lanzarote køligere og proppet med ferie og sport, men de underjordiske naturkræfter, som øens beboere naturligvis har lært at undertrykke, ligger stadig ulmende blot et par spadestik under overfladen. Til enhver tid kan jorden flå sig selv op og sprøjte os alle til med frisk katastrofe. Heldigvis er de feministiske urkræfter ikke så afkølede i Reuter Christiansens ekspressionistiske kunstnerskab, og det er netop denne anden-bølge-feministiske drivkraft, som kunstneren cementerer i udstillingen Volcano Woman i det københavnske galleri Sabsay. 

Da jeg træder ind i det lysdæmpede udstillingsrum, møder jeg en ø af fin mørk silicium, der ligger på gulvet midt i rummet. Ovenpå er en lille, semi-transparent bygning af rødt glas placeret. Værket Glashus (1986-2019) lyser sagte indefra som en sakral arkitektur af magmatisk svamp, der popper op fra jordens indre. På væggene i resten af rummet hænger malerier, der alle portrætterer kvindeskikkelser i forskellige iscenesættelser. 

To af malerierne, Leipzig Vulcan Woman, Is this my town? Eine Wunde, Viele Wunden I og II (2019) fremstiller begge farverigt malede kvinder med kampklart kropssprog og råbende gestik. Kvinderne er netop brudt ud af en tysk by-vulkan og befinder sig mellem høje bygninger og efterkrigstid. Måske bløder de fra lårene og skuldrene, måske er det bare maling, men lærredet er i hvert fald flere steder flænset med en kniv, der får motiv og medie til at flyde sammen. De fremstår som en slags mellemeuropæiske amazonkrigere i en regnskov af ny beton og glasfacader.

I et andet værk, Menneskekværn (2003-2019), er en rød menneskeskikkelse ved at blive slugt og kværnet igennem en rusten værkstedskværn. Motivet er både manifesteret i et maleri samt en skulptur, der, som trukket ud af maleriet, gengiver den smukke brutalitet i tre dimensioner. I sidstnævnte er mennesket pustet i glas og på gulvet under kværnen ligger pædagogiske flager af glas. Det er en exceptionelt direkte logik, der styrer dette værk – og oversættelsen fra flade til rum blokerer en smule for, at det glødende menneske i maleriet kan blive et tankevækkende narrativ. 

Farven rød indgår i mange af værkerne. Rød er den ene af to farver, kroppen nemt selv kan producere og male med, hvis den gøres fortræd eller hvis den bare vil give noget af sig selv. Farven tillader også en direkte og meget korporal manifestation af følelsesspektrets højeste volumener; sorg, vrede, smerte. Følelser, som Reuter Christiansen bruger meget direkte med sine voldsomme, emanciperede figurationer. 

De fleste af de nye malerier fremstår desuden hurtigt eksekverede; som om en enkelt gennemarbejdning har været tilstrækkeligt. Samtidig demonstrerer farvepaletten en vild og ufølsom blanding af naturlige farver iblandet noget skingert og syntetisk – et farvevalg, der umiddelbart forvirrer indtrykket af motivet, men som samtidig medvirker til at håndhæve vreden i motiverne. Man bliver derfor også usikker på vredens virkelige betydning; om den er overordnet og kontrolleret, eller personlig og vild? Eller om det tvivlsspørgsmål overhovedet er relevant?

Ursula Reuter Christiansen, Leipzig Vulcan Woman, Is this my town? Eine Wunde, Viele Wunden II, 2019. Olie på lærred, 140 x 200 cm. Foto: Dorte Krogh.

Titlerne på malerierne af vulkankvinder indeholder alle spørgsmål om oprindelse. Er det min stjerne? (2019) spørger den mørke kvinde i et af malerierne, mens hun insisterende kigger ned på den hollywoodske walk of fame-terazzostjerne, hun står på, midt i et goldt vulkanmiljø. Er det min planet? (2019) spørger den blå person, der strækker ud i en brun skov.

De kondenserede og afgrænsede spørgsmål underbygger Reuter Christiansens kraftfulde udsigelsesposition. Der bliver sagt én ting per billede og brugt standhaftig banalitet med mærkbar effekt. Det føles ærligt og anti-kryptisk, og det er en af de ting hun er så god til; at lave malerier, der siger: Nej til krig. Nej til undertrykkelse. Nej til forfordelte roller. Ja til lighed og frihed. Ja til mytologi. Ja til umulig kærlighed. Som kvinden i maleriet Hertil og ikke videre (2019),der med begge arme fylder lærredet ud som for at bremse beskuerens overgribende adfærd, eller måske bare for at beskytte de velkendte Christiansenske valmuer, der både gror i maleriet og på de flamske slagmarker fra første verdenskrig. Valmuerne sørger over spildt blod, suger det i sig og omformer tabet til skønhed. Men her vogter kvinden over det symbolske råderum og besøgstid og denne gang kan vi godt fucke af.

Det er tydeligt, at Reuter Christiansen er på konstant jagt efter symboler og mytologiske subjekter, der kan hyres som agenter i den fortælling, som hun igennem et helt liv har været med til at skabe. Der er heller ingen tvivl om, at hendes kunstnerskab har bidraget uvurderligt til den historiske feminisme. At hun i disse år oplever en renæssance af betydning er bare en cementering af hendes plads i denne kanon. Samtidig er det også en cementering af den forholdsvis romantiske idé om kunsten som ventil for tilværelsens overtryk af samfundets indignation og uretfærdige normeringer. Ursula Reuter Christiansen balancerer mellem den overbevisende fortælling og de banale maleriske og skulpturelle repræsentationer, og det er netop denne balance, der skaber et indtryk af både politisk opråb og eksalteret mystik.

Ursula Reuter Christiansen, Is this my star?, 2019. Olie på lærred. 140 x 200 cm. Foto: Dorte Krogh.

Leserinnlegg