Mon kronprinsen egentlig havde tænkt særlig grundigt over teksten, da han citerede Lars Hugs «Mon de kan reparere dig» (1987) i sin tale til kronprinsesse Mary ved brylluppet i 2004: «Kom lad os gå kom lad os se / Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed» Sådan sagde han, og alle græd lidt, fordi det var så smukt.
Men Hug sang videre: «Som regnen falder ned til blomsterne / faldt du i armen på mig. /Som vinden hvisker/ I mit øre / Svæver du nu væk fra mig»
Vægtløsheden er det, der får den anden til at svæve som vinden, væk. Omkvædet og kronprinsen taler på vegne af et jeg, der hellere vil tilslutte sig vægtløsheden, skind og ben, kropsløs og ureparerbar, end se den anden forsvinde. Det er på den måde de sammen skal gå og se de tusind verdener. Her er der tale om evindeligheden, efterlivet.
Jeg sad i Tegel lufthavn på vej mod København den uge Chile var gået i brand. Min veninde Maria kunne ikke sove selvom det var midt om natten på den anden side af jorden. «Jeg tror jeg har hjemve», skrev hun midt i al euforien, volden, oprøret, udmattelsen. «Send mig noget musik. Hvad hører folk i Danmark.» Det samme som de plejer, tænkte jeg, men spurgte i stedet: «Hvad med den, jeg godt kan lide fra Medina?», og citerede; «jeg har virkelig brug for mit åndedrag / tror du tog det med dig»
«Åh den, 12 Dage. Hun er så fatalistisk.»«Okay, så ikke mere af hende. Lars Hug?» Vi sætter begge «Mon de kan reparere dig» på, lukker verden ude fra hver vores hjørne: «Hvordan mon det går / Mon de kan reparere dig / det kan de nok / Mon du blir rask igen»
«Gud, den handler jo om AIDS,» lød det fra Santiago. Det var dér, det gik op for os, at det er en sang om at miste, ikke, som Frederik og Mary, om at få hinanden. Som svar på spørgsmålet om hvorvidt de vil kunne reparere det elskede dig lover det sidste vers lige så stille, at «det kan de nok». Det er det sidste, man siger til nogen inden de falder i søvn for aldrig at vågne igen.
Den måde nogen kan falde ned i armene på en, ikke i forelsket hengivelse, men fordi de ikke kan stå, minder mig om David Wojnarowiczs erindringer Close to the Knives (1991). Beskrivelserne af de AIDS-ramte venner og elskere, der svinder ind, snubler, må støttes. «By the last weeks of his life he’d lost most of the feeling in his legs, and when he could get himself to his feet, he would fall endlessly forward, arms spinning like windmills until one of us would grab him, and guide him.»
«Som regnen falder ned til blomsterne.»
Og Felix Gonzalez-Tores’ Untitled (Portrait of Ross in LA) (1991), en 79 kg tung bunke af slik, kunstnerens AIDS-syge ven Ross’ idealvægt. Gonzalez-Torres sørger for at bunken holder sin vægt, selvom publikum spiser af slikket, og selvom Ross i L.A. svandt ind til en vind der hvisker i øret: ingenting.
Og Derek Jarmans Blue (1993), halvanden time i ultramarinblå, den sidste farve man ser inden man mister synet, som Jarman f.eks. gjorde som følge af AIDS-relateret sygdom. Det er vel ikke tilfældigt, at det, Hugs fortæller drømmer om at gøre i en evindelighed, er netop det: gå og se. Længslen efter en kærlighed, der ikke er lig med opløsning.
Som Hug synger andetsteds er «lykken lunefuld» og «livet meningsløst hårdt». Hvor er det sært, at de affekter, vi samles omkring og som lindrer mod hjemve ofte er brutale og sorgfulde. Og det uanset om man så sidder helt mutters midt i en revolution, eller i Tegel, det satans skur, eller til royalt bryllup i Fredensborg Slotspark, og sammenligner en kropsligt fuldendt kærlighed, med en, der blevet grebet af blæsten.
Måske Frederik faktisk havde tænkt over teksten, men havde konkluderet at samhørigheden alene, det kollektive, der trods alt ligger i det triste, er nok til at bryde den eksistentielle isolation. Det er også interessant, at Medinas 12 Dage, taget ud af kontekst, ligedan kan minde om Wojnarowicz: «når du forlader mig om lidt så vælter jeg vælter jeg». Al kærlighed handler om at lade sine grænser opløse, om at forsvinde lidt i den anden, og væk. Ross in L.A. tematiserer jo heller ikke bare AIDS, eller døden, men alle former for tilstedeværelse, korporlighed og savn.
Men det, jeg egentlig vil sige her, er noget om, hvordan musik, med sit jerngreb om vores minder, formår at rumme andre tider og steder – ja faktisk lade sit eget indhold overrumple af vores personlige tilknytning til den.
I sommer så jeg Augusto Alves da Silvas værk Iberia (2009) på Serralves-museet i Porto. I et enormt rum blev en serie af over 5000 fotografier af affolkede spanske landskab projiceret op på bagvæggen. De syv-otte stole der stod i midten af lokalet så små og skrøbelige ud. Diasshowet var ledsaget af musik, der spillede live fra tilfældige spanske radiostationer. Først fik en countrysang hvert fotografi til at ligne en tese om det smukke og det ensomme. Det næste nummer var Katy Perry. Hvor er det egentlig frygteligt, som hun skråler. Den skingrende masseproduktion fik udsigterne til at virke banale, billige endda. Da havde jeg også set temmelig mange af dem, var blevet vænnet til hvor stor himlen er, og bakkerne i det fjerne. Følelserne ebber ud.
Som titlen antyder, er Alves da Silvas’ værk et portræt af den iberiske geografi. Men monotonien og det flygtige og upersonlige i musikken får portrættet til at klinge hult. Når det går op for en, at musikken er tilfældig og illoyal, og ikke på nogen meningsfuld måde er indlejret i landskabet, er værket forbi. Enhver sang er både ude og hjemme, kærlighed og sorg, din og ingens. Bedrager musikken os, eller er vi for blåøjede i vores tilgang?
Måske er det smukkeste eller mest ærlige ved musikken, popmusikken i særlig grad, forræderiet. Det løfte om følelsesmæssig intimitet, der iscenesættes og siden afsløres som faksimile – den skuffelse er jo ægte, og mimer tabet af det fælleskab vi er kommet til musikken for at læge. I det omfang sange og billeder binder sig til vores subjektivitet bliver de til metaforer, dybt personlige projektioner. Nej, metaforer er vi nødvendigvis alene om. Alt andet svæver væk.
– Kristian Vistrup Madsen er dansk forfatter og kunstkritiker bosiddende i Berlin. Han er uddannet fra Goldsmiths og The Royal College of Art i London. Han er en regelmæssig bidragyder til Kunstkritikk og magasiner såsom Artforum, Frieze og Spike.
