En ny triennale, der vil aktivere publikum og anspore til en fornyet interesse for samtidskunst i regionen. Sådan præsenterer kunstmuseet ARoS planen for den enorme udstilling, der også bliver museets bidrag til Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017.
Triennalen har fået titlen The Garden – End of Times, Beginning of Times og vil fokusere på «på afbildninger af naturen op gennem historien.» Udstillingen spænder over en tidsperiode på godt 400 år, hvis startpunkt ser ud til at være sammenfaldende med den ældste del af museets egen samling og hvis slutpunkt findes et sted ude i en ikke nærmere defineret fremtid.
The Garden falder i tre dele; The Past, The Present og The Future fordelt i en fire kilometer stor ‘kunstzone’, der strækker sig fra museets egne sale ud i byrummet og videre ud langs Aarhus Bugt. Det betyder også, at man efter fire udstillinger ikke viderefører samarbejdet med det anmelderkritiserede australske udstillingskoncept Sculpture by the Sea, men i stedet benytter stranden som en del af den nye triennales udstillingsrum.
Den første triennale er kurateret af museets egne ansatte, der ud over direktør Erlend G. Høyersten består af Lise Pennington, Jakob Vengberg Sevel, Anne Mette Thomsen, Ellen Drude Skeel Langvold, samt tidligere overinspektør Marie Nipper. På kunstnerlisten finder man en temmelig broget skare, der spænder fra Poussin, Hammershøi og Asger Jorn i The Past, over Ismar Cirkinagic, Fujiko Nakaya og Cyprien Gaillard i The Present, til Katarina Grosse, Rirkrit Tiravania og tegnestuen BIG i The Future.
Med så bredt et oplæg er det umiddelbart vanskeligt at danne sig et overblik over, hvad man egentlig skal forvente sig. Kunstkritikk har stillet idemanden bag den nye triennale, direktør Erlend G. Høyersten, er par spørgsmål.
Hvilke danske eller udenlandske biennaler eller festivaller har I haft som forbillede for AroS-triennalen?
Vi har ikke haft nogle klare forbilleder i form af andre festivaler, men vores motivation handler om, hvordan vi som institution er en del af byen og den offentlige sfære.
Med triennalen prøver vi at skabe forskellige former for møder, hvor publikum kan diskutere, forstå og få indsigt i kunsten. Det skal ikke bare være for folk i kunstkredse, men et forum for at opbygge nogle kompetencer for at se på kunst hos alle de mennesker, som bor i regionen. Nogle vil være mere interesserede i Poussin og Lorrain og i den historiske udvikling, der er inden for temaet, end i samtidskunsten. På den måde åbner den brede historiske udstilling måske op for, at en bredere målgruppe kunne finde interesse for samtidskunsten.
Både tema og måske især den tidsperiode, som triennalen spænder over, virker umiddelbart forholdsvis bred. Hvordan skaber I et klart sigte med så stort et materiale?
Udstillingen handler grundlæggende om, hvordan mennesket igennem tiden har omdannet naturen – ud fra hvilke idealer, det er sket og om, hvad disse idealer siger om menneskets tænkning. Vi har ikke nogen ambition om at vise det hele, for det ville være en illusion, hvis vi påstod, at vi kunne skabe en fuldstændig historie. Vi skærer nogle tværsnit i historien og giver vi publikum mulighed for at fordybe sig i nogle forskellige elementer. Denne tilgang forudsætter, at publikum aktivt deltager i tanke- og skabelsesprocesserne. Som institution har vi en forpligtelse til at pirre folks kunstinteresse, og derfor er vi interesserede i forskellen på at være passive modtagere og aktive medspillere i forhold til kunsten og samfundet.
Hvordan ser I på triennalens fremtid og institutionens rolle i denne? Er det planen, at ARoS skal vedblive med at have det kuratoriske ansvar eller kunne i forestille jer at tage eksterne kræfter ind?
Pointen med ARoS-triennalen er, at den er et forslag til Danmark. Jeg har ingen ambition eller behov for, at det skal vedblive med at være en ARoS-triennale eller at vi altid skal have det kuratoriske ansvar. Det er bare en helt pragmatisk måde at få skudt noget igang på, fordi vi allerede har en organisation og nogle kompetencer på området. I stedet for at bruge lang tid på at argumentere for, hvorfor det er en god ide, så vil vi hellere vise det. Show, don’t tell, ikk? Triennalen skal først og fremmest være et bidrag til det kunstneriske økosystem i Danmark. Det handler om, hvad vi kan gøre for kunsten for at den kan få den respekt og plads, den skal have. Vi ved, at kunsten er under pres rent politisk, at Europa bliver mere og mere polariseret, og at kulturinstitutioner er nemme ofre for nedskæringer. Derfor ønsker vi at gøre kunsten til en uundværlig del af samfundet, for hvis institutionerne sidder og venter for længe, så kan det være for sent for vores legitimitet, relevans og plads i samfundet. Det handler om, at sætte et aftryk i et Europa, som desværre ændrer sig i en forkert retning.