«Er du svimmel, hvor fedt!» tænkte jeg, på vej hjem fra åbningen af udstillingen This’s and That’s. Jeg varfornøjetogopløftet af den kaotiske performance, der færdiggjorde installationen af Amy O’Neills værker. Men hvad havde jeg egentlig oplevet? Og hvor blev det efterfølgende af?
Amerikanske O’Neill har tyve års international karriere bag sig og udstillingen i kældergalleriet OSLO på Den Frie er hendes første soloprojekt her i landet. Hendes praksis er forankret i skulptur- og tegning kombineret med tidsbaserede medier som lyd, film og performance. Det er også grundelementerne i This’s and That’s, som er skabt i samarbejde med billedkunstner Gianna Surangkanjanajai og kurator Line Ebert.
Udstillingen udspiller sig i et halvfærdigt konstruktionsskelet med rumdelende bjælker og mdf-plader. Hjemmelavede klædedragter af genbrugsstof, plastik, påtrykt alskens farver, mønstre og billeder fra populærkultur – fra Beethoven over Dracula til Garfield – hænger på vægge og fra loftet. En diasprojektor blæser snapshotfotos op på væggen af personer iklædt de udstillede dragter i diverse offentlige rum, på en motorbåd, foran Den Frie, og i et atelier foran to kultegninger på lærred, som nu hænger her på endevæggen i udstillingen. Tegningerne forestiller personer, der ligger apatisk hen. Ved siden af den ene er der tegnet et tarotkort: El mundo al reves (Verden omvendt). Kortet, fortæller internettet mig, betyder mangel på succes, en følelse af at sidde fast, at tingene ikke udfolder sig, som de burde.
Ifølge den lille udstillingsfolder, udformer This’s and That’s sig efter brætspillet Slanger og stigers logik. Et spil baseret på held, hvor terningekastets udfald betinger dine bevægelsesmuligheder og afgør, om du støder på slanger (nedtur) eller stiger (optur). Uden at kende til hverken slange-spillet eller tarotkort, kan jeg godt se, at en art kontrolleret tilfældighedsprincip er på færde i udstillingen. Det hele minder mig nu mere om en byggelegeplads end et brætspil. Interimistisk og med det forhåndenværende søms princip, bygger man noget op, som for udenforstående virker hjælpeløst og tilfældigt, men som i sin egen indre logik er helt meningsfuldt.
Dette var især tydeligt under åbningsaftenens performance. Ledsaget af et energisk lydspor, og iklædt klædedragter, masker og blinkende handsker, trådte et lille dusin performere lidt efter lidt ind i udstillingen. Den første afklædte sig sin klædedragt og anbragte den på et ophæng. Derefter skulle alle de andre performere hjælpes én ad gangen med at få deres dragter af og hængt op, mens de indtil da bare ligesom gik lidt rundt i vildrede blandt publikum. De ophæng, som dragterne skulle placeres på, fungerede med nød og næppe. Det var kaotisk og hjælpeløst, men på en totalt vidunderlig måde! Den store kvalitet ved en byggelegeplads er selvfølgelig, at den nærer og giver plads til legens alvorlige skaberkraft. Det var en af de bedste, mest frigørende performances, jeg har set i mange år.
Men langt de fleste besøgende får jo ikke performancen med i udstillingsoplevelsen. Og på mine næste to besøg er oplevelsen en ganske anden. Jeg har svært ved at fastholde erindringen om performancens energi og får en følelse af at stå udenfor og kigge ind gennem et hul i hegnet. Jeg kan se værkerne, men det er svært at få adgang til deres verden. Hvad er egentlig det fælles skæringspunkt for alt dette materiale, kultegninger, fotos, dragter, alverdens kultursymboler, tarotkort?
Hverken Line Eberts tekst eller Den Fries formidling af kunstneren gør mig klogere på projektet. Den første virker mere optaget af det at skrive om kunst end af at gøre noget klart for andre. Den anden består af retoriske helgarderinger, der kan betyde hvad som helst. Men jeg kan godt forstå at Amy O’Neills interesser og greb er svære at indkredse og skrive om. Det mærker jeg også selv.
Måske skal der decideret fiktion til. Amy O’Neill har selv inviteret en skønlitterær forfatter, amerikanske Jennifer Krasinski, ind i udstillingen med en vidunderlig tekst, Sun in Scorpio, Snakes in the Grass. Den bliver læst højt som en del af udstillingens lydspor og findes også oversat til dansk i udstillingsfolderen. Krasinskis tekst udgør en form for poetisk parallelformidling i den særlige form for amerikansk jokende surrealisme, eller absurdisme, som også en forfatter som Miranda July repræsenterer.
Man skal give sig tid til at lytte til Krasinskis tekst. Og til lydsporet i sin helhed, der blandt andet også kredser om stalaktithuler, vandfald og sen-halvfjerdser rock med mere. Det er, i mine ører, nøglen til udstillingen. Det er svært at hive et klart eksempel ud, men dets kredsen om at være i verden som både løsrevet og frisættende sætter noget på plads i mig.
Skæringspunktet, som jeg efterlyste tidligere, udstillingens egentlige motiv, er: Det håndterende subjekt. Som sjovt nok ikke er nogen steder at se på en almindelig udstillingsdag. Men det er fordi, det ikke drejer sig om etableringen af en ydre identitet, som Duchamps princip om at kunst er det, kunstneren siger, er kunst. En ide, som fx kunstneren Bruce Nauman bragte til sin yderste konsekvens i sine rekvisitløse atelierperformances fra slut-1960erne: «If I was an artist and I was in the studio, then whatever I was doing in the studio must be art.»
O’Neill har fat i noget af det samme, men omvendt: Her er det ikke kunstnerens identitet, der gør værket, men værket, der gør kunstneren. Kunstnerens introverte forsøg på at konsolidere sig selv igennem værket: At skabe sig en kunstnerisk skal af alverdens symboler. At bygge sig en hule, en dragt, en hud, en skulptur at blive født i og af. Som en lille eremitkrebs gemmer Amy O’Neill sig i sine eksoskelet-klædedragter, der hele tiden risikerer at gå i stykker, blive for små og derfor må tilpasses med nyt materiale, nye symboler og så videre. Hver dragt, hver bøjle, bæltespænde og maske, hvert pindeophæng i udstillingen er markeret med teksten: «Concocted by Amy O’Neill».
Billedet af en kunstner, der griber fat i alt, hvad der er at finde, for at skabe og holde på sig selv, toner frem. Pludselig er den næsten tomme titel prægnant og personlig, og den så undvigende, næsten sky udstilling nærmest manisk rørende. Bliver jeg født af alle verdens ting, eller drukner jeg løsrevet i mængden? Tarotkortets svar er: «Tålmodighed, bliv ved, mist ikke håbet». Man får kun det, man selv vil give slip på.
