Jeg har bestilt en abrikosjuice og en espresso. Er kommet alt for tidligt i lufthavnen. Fra bordet, hvor jeg sidder, kan jeg se bjerge og udgangen fra den lille lufthavn i Pisa. Turister vælter ud af bygningen og videre ind i taxaer. Mange amerikanere. Italien er fyldt med amerikanere for tiden. Europa er så billigt for dem, alt er halv pris for dem. Europa er som en gigantisk, smuk grænsekiosk.
De sidste måneder har jeg været på residency i Pietrasanta. Jeg laver bronzeskulpturer på et værksted, der har produceret værker for kunstnere siden renæssancen. Nu skal jeg til Paris ligesom en god del af kunstverdenen. Art Basel Paris åbner om et par dage. Min telefon bipper allerede løs: «Er du i Paris? Hvad skal du tirsdag? Skal vi følges til VIP preview?» Alt summer. Tjenesterne. «Kan du få mig ind dér, så får jeg dig ind her.» Noget for noget. «Please kom til min åbning onsdag, der er gratis drinks!».
Kiss and fly, står der på et skilt tæt på mit bord. Det skilt findes i alle lufthavne verden over. Det er universelt. Kys og flyv. Et hurtigt kys i farten. Højest 10 minutter må du parkere. Ikke et dybtfølt kys, men derimod et kys som handling. Ligesom et kindkys også er en gestus. En hilsen. I lang tid troede jeg, at man rent faktisk kyssede på kinden, når man gav et kindkys. Sådan ægte læber mod kind, hvilket ofte var akavet. Det var alt for intimt. Der gik for lang tid, før jeg forstod at kysset skulle være ud i luften. Kort og målrettet på hver side af ansigtet.
En begivenhed som Art Basel Paris er selvfølgelig en anledning for en masse omkringliggende udstillinger, performances, fester. Sådan er det. Den store sten sprøjter og skaber bølger, når den rammer vandet. Men hvad sker der i så landskabet?
På Bourse de Commerce fylder endnu en historisk udstilling hele bygningen, og denne gang er minimalismen foldet ud. Det giver mening. Der er minimalistiske tendenser overalt i samtidskunsten. Jeg havde glædet mig til at se Anne Truitts værker. Hendes stil og farveholdning har været refereret af mange unge kunstnere de sidste par år, så helt oplagt at tage den praksis frem. Men værkerne er placeret op ad væggene og får slet ikke lov til at blive arkitektur i rummet, og det er symptomatisk for udstillingen. Værkerne dør, når de ikke får plads. Når man stiller for mange objekter i samme rum, er det ikke minimalisme længere.
Til gengæld var det fedt for en gang skyld at se On Kawaras dato-malerier udstillet sammen med deres æsker, der som bekendt er foret med et udklip fra en lokal avis fra den dag og det sted i verden, han befandt sig, da det blev malet. Jeg nærstuderer en tysk vejrudsigt fra 1999 og en reklame for en film i New York Times, der havde premiere i 1975. Begivenheder og medier definerer tiden, og hvad vi husker fra den. Nede i den store rotunde i den gamle børs er nogle gæster gået ind i en af Meg Websters store jordbunker, Mound (1988). En kustode kommer løbende med pensel og kost og får hurtigt styr på den minimalistiske præcision igen. Alt er under kontrol.
Det nye Fondation Cartier er lige åbnet. Fondation Louis Vuitton har åbnet den til dato mest omfattende Gerhard Richter-udstilling på en måde, der er svært at forestille sig at nogen statslig institution ville kunne gøre det. Bourse og Lafayette er på kort tid blevet nogle af de vigtigste institutioner på forholdsvis kort tid. Det private dominerer scenen mere og mere, og jeg kan blive bekymret for udviklingen, hvor offentlige institutioner svigter på grund af manglende økonomisk velvilje til kunst og kultur fra politikere, imens det private og kommercielle gradvis overtager dagsordenen.
Et par dage inden messerne åbner, vågner jeg til nyheden om tyveriet på Louvre, i alt ni smykker fra Napoleons tid er stjålet. En broche, en tiara. Tyveriet skete i museets åbningstid og virker som et bestilt job. Der sidder mange rige og historieinteresseret mennesker ude i verden, som ville betale mange penge for hemmeligt at kunne eje Napoleons blingbling. Når man nu er i gang med at røve et af verdens mest beskyttede museer, forestiller jeg mig ikke, at de smykker er de mest værdifulde objekter der er, så det virker ikke som noget tyvene har tænkt sig at sælge videre.
Alle taler om, at kunstmarkedet er stagneret. Megagallerierne lukker afdelinger. Det siges også, at samlere køber mindre kunst skabt af nulevende kunstnere. På grund af krig, recession og fremtidsfrygt investerer folk i sikre værdier, guld, mursten og kunstnere, hvis navne for længst er blåstemplet af kunsthistorien. Derfor sælger gallerierne klassikere som aldrig før. Andre siger det modsatte; at samlere aldrig har købt mere ung kunst, som de gør nu. De vil ikke have de ultradyre ting, men vil investere i fremtidens stjerner. Som altid er der nok flere sandheder.
Stemningen er opløftet til åbningen af Precious Okoyomons udstilling i Mendes Woods pariserafdeling. Søde bjørne iført blondeundertøj og med ild i øjnene poserer i erotiske positurer med skarpe klør. Malerier på glas er installeret i væggene og oplyst indefra, så farverne funkler. Skulpturenes motiver går igen i tegninger og malerier, men her sat ind mellem flammer og natur. Især motivet med udstillingens første bjørn, der viser sit røvhul, går igen flere steder.
I al sin brutalitet og dirty pop er Okoyomans udstilling forunderligt dragende; som portaler til en virkelighed, hvor vores kulturs infantile seksualisering af alt peger mod en anden logik eller hierarki. Bjørnene virker ikke som ofre, men mere som utopiske figurer frigjort fra menneskerlige normer og omgivet af en verden, der er ved at brænde sammen. Til udstillingen er der en lille gratis lyserød og hjerteformet publikation med en tekst af Okoyomon. Her står der blandt andet:
So
I let go
Of the fear that eats the soul
To release
Into
In the burning world
Humble child
legs spread apart
EXPOSED
hole to the sun
BANISH THE PREMORDIAL FEAR
BANISH THE DARKNESS THAT BLINDS LIGHT
The fire is here now
Burning
And
the flowers still dancing
In love the love of the sun
Jeg tager udstillingens ild med ind i resten af ugen og menneskemængderne, der flyder rundt i byen fra sted til sted. Fra åbningen af den meget Reena Spaulings’ske gruppeudstilling med Reena Spaulings hos Galerie Hussenot til Meriem Bannanis udstilling på Lafayette Anticipations med 200 klipklappere, der spiller en slags mekanisk stomp-koncert, til newyorker-udstillingstedets Jenny’s «one-night only gay group show… in a cave». Jeg har en følelse af at være til åbningen af en biennale. Udstillinger bliver til fester. Alle steder er pakket. Hele tiden lidt tømmermænd og hele tiden på vej.
Da jeg endelig besøger den store messe, Art Basel Paris, er det første gang, jeg er tilbage i det store smukke rum på Grand Palais efter renoveringen. Stemningen er let. Og der er måske lidt mere Picasso, end der plejer, og måske heller ikke vildt mange yngre kunstnere. Og kun tre gallerier fra Norden; Christian Andersen fra København, Standard (Oslo) og Andréhn-Schiptjenko (Paris/Stockholm). Og måske er hele messen lidt mere konservativ og sikker, men sådan synes jeg, det har været i flere år efterhånden.
Jeg kigger på Megane Brauers smukke collager af ting, der glimter sat på skumplader hos Air de Paris. Jeg går igennem gangene med de yngre gallerier. Maxwell Graham fra New York har en flot stand med kun tre værker, hvor et af dem er et fascinerende gelatinesølv-print af Zoe Leonard, der forestiller en rustning i en montre.
Louis Vuittons langvarige samarbejde med Takashi Murakami er også præsenteret her, blandt andet med en kæmpe kulørt blæksprutte med lange fangarme, som får mig til at tænke på samarbejder mellem brands og kunstnere. En personlig favorit er Louise Bourgeois’ med Absolut Vodka fra 1998: en edderkoppe-skulptur, hvor der præcis kunne hænge en vodkaflaske i midten. Det var dejligt bizart. Som om vodka-edderkoppen kunne komme løbende efter dig og tvinge dig til at drikke af den.
På min sidste dag i Paris skal jeg til åbningen af Pompidous fire dages festival, der markerer den fem år lange nedlukning på grund af renovering af det ikoniske museum. Jeg mødes med nogen venner og bliver checket ind på pladsen foran museet. Vi har fået rød farvekode, der indikerer, hvor vi skal stå under Cai Guo-Qiangs fyrværkeri-værk The Last Carnival på hele museets facade.
Det starter med brændende ildskrift inspireret af den sidste nadver med motiver fra museets samling. Et blinkende portræt af Frida Kahlo og Duchamps pissoir, der snurrer rundt. Derpå eksploderer facaden i forskellige akter. Første akt er sort. Det er uhyggeligt. Store sorte røgskyer fylder hele himlen og luften omkring os. Det brydes af skarpe hvide lysglimt, og ender med en gigantisk eksplosion af farver. Det er så omfattende, at jeg har svært ved at begribe det. Første del med de kunsthistoriske motiver virkede næsten for pædagogisk, men anden del var både utrolig skræmmende og smuk. Det lignende vitterligt, at bygningen sprang i luften, hvilket føles som et modigt træk vores tid taget i betragtning. Jeg sætter pris på at de turde.
Da vi kommer ind på museet, spiller den franske popstjerne Christine and The Queens en koncert iført sit karakteristiske røde jakkesæt. Hele bygningen er omdannet til en klub. Jeg går op på 5. sal og kigger udover Paris, der ligger og ulmer. Eiffeltårnet står derude som et ekko fra en verdensudstilling, der engang var. Det genopbyggede Notre Dame til den anden side. Jeg har svært ved at forestille mig et museum i Skandinavien fejre sig selv på denne måde. Det er svært ikke at blive forelsket i Paris.
Jeg har også svært ved at forstå, at den hardcore kunstscene kan holde til tempoet. I sidste uge var det Frieze Art Week i London, i næste uge er det Artissima i Torino. Det er mange af de samme gallerier og samlere, som suser rundt i verden, mens dyre ting bliver markedsført og skifter hænder. Det er ekstremsport, en udholdenhedsdyst. Det er underholdende og problematisk og sjovt.
Jeg synes virkelig ikke kunstugen var deprimerende, tværtimod. Jeg har også svært ved at tro, at krisen er så entydig, som den bliver formidlet. Det er et paradoks at markedet har det svært, samtidig med at interessen for samtidskunst aldrig har været større. I Paris fornemmer jeg en slags optimisme. Scenen koger. Måske fordi Paris er det eneste sted, jeg kan komme i tanke, som er så godt gearet til alle de her spektakler. En glamourøs infrastruktur. Uendelige modeuger og Art Weeks. Det føles ikke påklistret eller kunstigt her. Det er, når byen inviterer spektaklet ind, at den lever allermest.
