Jeg ankommer desværre ikke til Gl. Holtegaard i karet, men med bussen og må derfor traske gennem støvregn fra stoppestedet ved Helsingørmotorvejen. En karet havde ellers været passende, for der er inviteret til maskebal på Lauritz de Thurahs gamle landsted, der trækker arkitektoniske referencer til Solkongens slot i Versailles. Intet mindre kunne naturligvis gøre det, når man som de Thurah var nået til tops i 1700-tallets hierarkiske samfundsstruktur og havde brug for at iscenesætte sin nyvundne status gennem et fikst lille barokpalæ.
Det er netop stedets ånd af ambition, magt og selviscenesættelse, der er udgangspunktet for Frederik Næblerøds totalinstallation Masquerade; et satirisk maskebal for det bedre borgerskab og en nødvendig ventil i et gennemreguleret 1700-tals-samfund, hvor man i ly af nattens anonymitet kunne give los, vrænge af magten og give sig hen til festens anarki. Og give los, det gør Næblerød: Her er fyldt med hoffets forfængelige fjolser, hofnarrer, dæmoner og spøgelser, der danser vildt rundt imellem hinanden i seks scenografiske tableauer.
Festen starter ude på gårdspladsen, hvor elleve groteske, guldfarvede masker står i en cirkel på hver deres ultramarinblå piedestal. Allerede her fornemmer man Næblerøds karakteristiske, ekstremt energiske arbejdsproces. Det er hastigt forarbejdede værker, grove, skæve og kantede, med et udtryk der ligger sig mellem det komiske og det nærmest brutale. Når man arbejder så intuitivt og spontant, som Næblerød synes at gøre, så rammer man ind imellem plet og nogle gange helt forbi: Her på gårdspladsen udgør de elleve maskeklædte gæster en helt perfekt velkomstkomité.
Indenfor i kunsthallen møder vi udstillingens egentlige hovedperson, hofnarren, der synes at fungere som kunstnerens alterego. Den historiske hofnar havde – i sin rolle som den eneste, der ustraffet kunne gøre nar af konger og fyrster – en slags dobbeltfunktion. Dels kunne han vende op og ned på hierakier til morskab for folket, og dels kunne han gøre kongen opmærksom på, hvad folket sagde om ham, når han ikke selv var tilstede. Noget lignende kan man sige om Næblerøds bevidst antiakademiske stil og hans tilsyneladende modstand imod den alt for etablerede del af kunstverdenen. Herfra kan han række en kærlig fuckfinger til alle dogmer om god smag, og måske også få fortalt os et par sandheder undervejs.
Vi drøner ind igennem en jagtstue med helt absurde, keramiske trofæer på væggen, og videre direkte ind i fyrstens soveværelse. Fyrsten ligger i en fornem seng midt i rummet, og over ham svæver døden selv, i form af et skelet i fuld størrelse. Fra væggene storgriner myriader af hvide ansigter, spøgelser skabt af tykke lag fugemasse, der er trykket direkte ud af tuben og over på guldindrammede spejle. Det er barokt i ordets allermest bogstavelige forstand, kitschet og så meget for meget, at det nærmer sig ren komedie.
En gang, hvor en serie monokrome portrætter af aftenens festdeltagere med masker og hemmelighedsfulde smil hænger og kigger spottende ned på os, fører videre ind i endnu en bizar scenografi. Midt i rummet sidder den royale familie til taffel i hver sin ende af et langbord fyldt med neonfarvede plastikfrugter. De to mannequindukker er klædt i barokdragter og hjortegevir, og udstyret med et mekanisk snoretræk, der får deres arme til at bevæge sig langsom op og ned, som en reference til den iscenesættelse et royalt taffel udgjorde på Solkongens tid. Her kunne almindelige borgere få adgang til at overvære det spektakulære teater, der udspillede sig overalt hvor den royale familie viste sig: Èn lang iscenesættelse af magtens orden og overdådighed. Man fornemmer, hvordan Næblerød i sin rolle som hofnar og med et satirisk glimt i øjet peger på scenariet, siger til beskuerne: ‘Se det forfængelige menneske med alle dets latterlige normer og fine fornemmelser.’
Det er mildest talt ikke alle instrumenter, der spiller lige rent i aftenens orkester, men som det er med vilde fester, så bliver man alligvel revet lidt med af stemningen. Næblerød besidder præcis den rastløse energi, der skal til for at få et lidt for stift maskebal til at eksplodere i et festfyrværkeri af rendyrket kaos, og når musikken spiller, så danser man gerne med både spøgelser, dæmoner og solkonger til den lyse morgen. Og pludselig står man igen på gårdspladsen med sit græskar og blev måske ikke meget klogere på hverken magthierarkier i barokken eller den død, som hele tiden titter frem gennem de mange vanitas-symboler i Næblerøds værker. Men måske er det også narrens rolle at minde os om, at når vi alligevel allesammen skal dø, så kan vi lige så godt fyre den af, så længe det varer.
