Kødets tale

I en storstilet installation af silikoneskulpturer finder Marie Munk en usædvanlig vej ud af teknodeterminismen.

Installation view, Marie Munk, Big Energy, Gl. Holtegaard, 2022. Foto: David Stjernholm.

Gud, Krop og Data er den hellige treenighed, der holder sammen på den danske kunstner Marie Munks anden soloudstilling på en dansk kunstinstitution, denne gang på Gl. Holtegaard. Siden Marie Munk for få år siden tog afgang fra Royal College of Art i London, har hun konsekvent udforsket problemstillinger indenfor bioteknologien. Hun arbejder primært med silikone, som hun bruger fermt til at skabe hyperrealistiske, men dog sært fremmede udgaver af kropslige teksturer. På Gl. Holtegaard fortsætter hun sin afsøgning af forholdet mellem mennesker og teknologi, når hun indtager museets barokarkitektur med Big Energy, en omfattende installation, der er gennemsyret af netop det materiale, der er blevet hendes kunstneriske signatur.

Værket iscenesætter ​​et imaginært datacenter, der fremstår som en krydsning mellem et bizart tempel og en besynderlig slagterbutik: linjer af organisk udseende tråde, der minder om navlestrenge eller tarme, angiver omridset af en korridor, der sætter rammerne for den besøgendes bevægelse gennem værket. Over korridoren er et monteret et nedsænket metalloft med firkantede udluftningsventiler, der brummer kraftigt i baggrunden.

Big Energy udfolder en lineær fortælling, der følger værkets arkitektur. Efterhånden som den besøgende bevæger sig gennem installationen, begynder de kropslige elementer, der til at begynde med var organiseret i et fungerende system, at løsrive sig, for til sidst at overtage selve systemet. Den røde, blodlignende væske, der misfarver ventilationsristene i loftet, bliver gradvist tykkere, og et tilsyneladende organisk stof sprøjter ud af dem. Samtidig fører navlestrengene, der nu fremstår som om en usammenhængende masse af sammenfiltrede tarme, den besøgende ind i det sidste udstillingsrum. Her står fire store klumper kød fremstillet af silikone rundt om en globus lavet af samme materiale. Disse organer uden kroppe er kronet med små kunstige stearinlys og indrammer, hvad der kunne se ud som et nyreligiøst kultsted.

Religion er jo netop det tredje element i Munks fortælling. Gennem hele installationen repræsenteres dette aspekt af små plastiklys, der gør de kødlignende silikonetarme til hellige kandelabre. På trods af sin fremtrædende rolle ser det dog ud til, at religion som begreb er den mindst ændrede af de forskellige kræfter, der er i spil her; den forbliver på sin vis en ubestridt magtfaktor samtidig med, at menneske og teknologi smelter stadigt tættere sammen. Af formidlingsteksten erfarer jeg, at Munk er delvist inspireret af begrebet «dataisme», som er udarbejdet af bestsellerhistorikeren Yuval Noah Harari i dennes bog Homo Deus (2015). Ifølge Harari udvikler teknologien sig hen imod at give mennesket dataskabte superkræfter, og samtidig bliver AI til en ny kraft, magt eller guddom, der kan tilbedes.

Den dystopiske tanke om et scenarie, hvor teknologien påvirker de demokratiske processer ved at rette sig direkte mod og manipulere individuelle profiler, er en kilde til alvorlig bekymring – og er allerede en realitet, sådan som man så det afsløret på globalt plan i forbindelse med Facebook-Cambridge Analytica-dataskandalen. Imidlertid bygger Hararis dataisme-begreb på en implicit bevidsthedsforståelse, der primært definerer mennesket som en sofistiket databehandlingsmaskine, hvis frie vilje går i opløsning, når det stilles overfor mere avancerede databehandlingskræfter.

Denne antagelse hviler på en forståelse af spørgsmålet om forholdet mellem sind og krop, hvor intelligensen simpelthen kan afkobles fra den kropsliggjorte bevidsthed, og dermed fejer den flere årtiers filosofisk debat om spørgsmålet om kropsforankring (såkaldt «embodiment») til siden. Af samme grund risikerer henvisningen til Harari også at skubbe Munks bemærkelsesværdige indsats lidt for tæt hen imod et forenklet billede af en række meget komplekse problemstillinger. Desuden er jeg ikke overbevist om, at Hararis teknologiske determinisme går godt i spænd med værket. Tværtimod ser jeg i Munks værk et potentiale for en uventet genbekræftelse af kødets uregerlige magt i modsætning til en teknologisk forståelse af kroppen som en samlet funktionel enhed, der er sammensat af rent beregnelige data.

Installation view, Marie Munk, Big Energy, Gl. Holtegaard, 2022. Foto: David Stjernholm.

Flere elementer i værket indikerer, at en mere givtig læsning kunne ske gennem linsen af ​​den såkaldte «body horror»-genre. Først og fremmest er der noget filmisk over installationens scenografiske og fortællende træk. For det andet minder Munks stoflige gengivelse af kødet stærkt om David Cronenberg-film som Videodrome (1983) eller The Fly (1986), hvor den canadiske instruktør arbejder med groteske forløsninger af angstfyldte forestillinger om kroppen og dens forhold til teknologi. Det er i særdeleshed slående, at et kollaps og sammenfald mellem menneske og maskine ligger i selve kernen af det, som body horror pirker til hos sine medieforbrugende tilskuere. En tilsvarende kropsligt forankret oplevelse står centralt i Munks udstilling og er, vil jeg mene, dens vigtigste træk, da jeg tager del i udstillingen med modstridende følelser af afsky og tiltrækning. I kontrasten mellem disse to følelsesmæssige tilstande bliver udstillingen levende for mig og går helt bogstaveligt i maven på mig.  

De komplekse problemer, der er på spil her, befinder sig fint i denne uforløste tilstand og sætter en absolut velkommen tvetydighed i spil i forhold til udstillingens lidt forsimplede symbolverdener. Man kan stadig spørge, hvorfor formidlingsteksten hævder, at Munks værk giver et billede af fremtiden uden at forholde sig til dets klart anakronistiske futurisme, der minder om 1980’ernes gyserfilm. Måske drejer det sig blot om en forpasset mulighed, ikke mindst fordi den allerede forældede dikotomi mellem det kunstige og det naturlige, menneske og maskine, i selvsamme årti blev smidt ud af vinduet af tekster som Donna Haraways, der lagde kimen til nye tankesæt.

Forholdet mellem kroppen og teknologien og dets konsekvenser for vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske, har været på både den teoretiske og kunstneriske dagsorden gennem årtier – endda i stigende grad efterhånden som disse forbindelser bliver mere og mere komplekse. Marie Munks værk kan siges at udgøre et bidrag til dette undersøgelsesfelt, for så vidt det peger på, hvordan kødets rædselsvækkende og rodede udsigelseskraft kan tale til fordel for en radikal teori om den kropsforankrede erfaring. Rent bortset fra installationens imponerende omfang og tekniske udførelse, mener jeg, at dette er værkets mest værdifulde og originale idé og håber, at kunstneren vil fortsætte med at udforske denne tanke i fremtiden.

Marie Munk, installation view, Big Energy, Gl. Holtegaard, 2022. Foto: David Stjernholm.

Leserinnlegg