Pernille Albrethsen, f. 1971, kritiker, forfatter og redaktør for Kunstkritikk i Danmark. Cand.mag. i Moderne kultur fra Københavns Universitet og New York University. Virker også som kunstkritiker på Weekendavisen.
De danske sommerudstillinger er så småt begyndt at åbne. Der er slim, tidsrejse og Poul Gernes på repertoiret. Gratis bolsjer leverer den perfekte samfundsanalyse.
– Den første udstilling skulle ikke være en præcis æstetisk eller politisk udmelding, siger Jacob Fabricius om programmet for Kunsthal Aarhus. Udstillingen Baby Doc åbner i aften.
Statens Kunstfonds samarbejde med Danmarks Radio om kunst på tv er en super idé, men ville blive langt sjovere hvis parterne arbejdede tættere sammen.
I København ligger definitionsmagten hos den selvorganiserede scene. Vermilion Sands er sidste skud på stammen.
– Bekymrende at landets hovedmuseum erhverver så få værker, siger Rune Gade, som er en af tre kritikere, der kommenterer Statens Museum for Kunsts seneste indkøb.
Statens Værksteder for Kunst flyttes alligevel ikke til Helsingør. Det blev for dyrt. Kulturministeriet vil istedet analysere andre muligheder.
Oversigten over Statens Museum for Kunsts indkøb af samtidskunst de sidste tre år.
Statens Museum for Kunst i København forsøger at indsamle repræsentativt på et minimalt budget.
Foråret på den danske kunstscene er både følsomt og fuld af optisk bedrag. Der satses på samtidskunst fra Afrika, Asien og Mellemøsten. Og så lever Danmarks længst eksisterende kunsttidsskrift endnu.
– Det blev et troværdighedsproblem at gå på arbejde hver dag, siger Stine Hebert om hendes pludselige fratrædelse som rektor for Det Fynske Kunstakademi.
Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster vælger det mest interessante fra kunståret 2015. Hver dag fra 1. til 24. december kommer et nyt bidrag. I dag: Pernille Albrethsen.
Den retrospektive udstilling er frygtet af de fleste kunstnere, men ikke af Dominique Gonzalez-Foerster, hvis retrospektive udstilling i Paris er en frygtløs omgang med fortid og fremtid.
Björn Kjelltoft kommer inte undan sitt ungdomsverk, trots att han kanske aldrig ens gjorde det.
En kritikerveterans harselas med museenes kremmerspråk og merkelappen «kulturelite» topper listen over artiklene Kunstkritikks lesere satte størst pris på i fjor.
En ny fond, et krast essay og en hyldest til et geni, der endte som akavet reklame, optog læserne i 2025.
Rutschbanor och censur, grotesk realism och kukens återkomst. Vi listar årets populäraste artiklar.
