I dansk kunstliv er der stor fokus på talentudvikling af unge kunstnere, men sjældent på hvad der sker i den anden ende. Heirloom er en ny organisation for oversete arkiver.
Seminar om offentlige mindesmærker på Københavns Universitet undgik politiske stridigheder og gav plads til at tale om nuancer og sprækker mellem statuerne og os selv.
Lille retrospektiv med Zoe Dewitt i Paris kobler queerteori og okkultisme med overraskende voldsomhed.
Tijana Mišković tror, det er muligt at formidle smertefulde erfaringer om krig og flugt – også til dem, der ikke selv har oplevet det. Hun står bag udstilling med danske kunstnere med rødder i Eksjugoslavien.
Hvor sprød kan en udstilling om surrealisme være? Den Frie Udstillingsbygning viser vejen.
– Vi starter en debat om museets rolle i en digital tidsalder, siger Diana Velasco, som står bag det første nordiske museum for digital kunst, der lanceres på Chart Art Fair.
Alex Da Cortes vrangbilleder af amerikansk kultur er syntetiske, så det hviner i tænderne, men heldigvis også med en blød melankolsk bund.
Udstillingen Mama Mia indfanger dansens intimitet, men savner popmusikkens præcision.
I Dakar kommer kunsten af en følelse af absolut nødvendighed. Det gør Dak’Art til en biennale, der holder sammen på et helt kontinent.
Kinga Bartis’ værker taler ind i tidens dominerende feminismer og surrealismer, men formår at slippe uden om alle ordene.
Anonyme voldstrusler er den foreløbige kulmination på debatten om den palæstinenske kunstnergruppe The Question of Fundings deltagelse i Documenta 15.
Afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi er en homogen størrelse med godt håndværk og indadvendte tematikker.
Robel Temesgen 60 meter lange elvemaleri utfordrer både den lineære kunsthistorien og idéen om kroppen som bildets målestokk.
Shoppingbag blir helligdom i Alice Slyngstads utstilling på Norsk billedhoggerforening.
Sarah Lucas samhällskritik blir buskis på Kiasma.
Arktisk fotoutstilling på Frakt henvender seg til et blikk som vil vite før det ser.
