Udstilling på Arken er velproduceret vold mod sanserne. Det føles som manipulation.
Odalisken er udvandret fra Lina Hashims installation. Måske i protest over, at alle synes at have en mening om den arabiske kvindes krop?
– Fotografiet er en direkte forlængelse af øjet. Det er historieskrivning fra vores eget perspektiv, siger Inuuteq Storch, første grønlandske kunstner i Den Danske Pavillon på Venedigbiennalen.
Lulu Kaalund låner fra traditionelt håndarbejde i værker, der bogstaveligt talt er fyldt med huller.
Sociale medier er ikke frie og trygge rum, hvor vi kan tale om svære konflikter, lød det på gårsdagens debat om institutionernes stillingtagen til krigen i Gaza.
Mathias Toubro genopliver ånden fra Café Krasnapolsky og prikker til nostalgien efter det, man aldrig selv nåede at opleve.
Jan S. Hansen og Lukas Danys’ drengedrøm føles som en tur på Experimentarium uden guide.
Tendensen er klar. Landsdækkende dagblade skærer drastisk på kunstkritikken. Nu følger nichemediet Kunsten.nu trop.
Carlos Amorales’ sommerfugle på Brandts letter ikke rigtig.
Apolonia Sokols holdninger til konflikten i Gaza har fået konsekvenser for hendes karriere.
2023 markerede et par tunge jubilæer for verdenskulturarven. Kunstkritikks Louise Steiwer drømte sig tilbage til Palmyra.
Kristoffer Ørums AI-genererede hiphop-historie taler ind i længslen efter et fællesskabsorienteret samfund.
Utstilling om makt og undertrykkelse på Tromsø Kunstforening sitrer av smittende fysisk ubehag.
Hvem tager ansvaret på sig, når verden synes at løbe amok? Kåre Frang tegner et præcist portræt af tidens flossede nervesystemer.
2026 framstår Isa Genzkens assemblage som uppriktigt vackra ikoner. Skönheten blir något att hålla fast vid när världen inte längre kan greppas.
– Det är lättare att få syn på det mänskliga i USA, för folk är så jävla utlämnade, säger Tova Mozard, vars film om Hollywoodstatisten Russ har premiär imorgon.
