Hvilke udstillinger vil vi særligt huske fra kunståret 2020? I dag svarer kunstkritiker Louise Steiwer.
En kunstnerisk parade og healing skal fjerne AKB Lundtoftegade fra den såkaldte ghettoliste. En liste, som har haft skæbnessvangre følger.
Bløde menneskekroppe har vanskelige kår i Piotr Łakomys stramt konceptuelle udstilling på det nye Simian i København.
Sexlegetøjet har ordet i Maja Malou Lyses udstilling på Brandts, hvor 00’er-æstetik og opgøret med den puritanske del af feminismen fylder mere end kroppen selv.
Professorer på Det Kgl. Danske Kunstakademi erklærer deres mistillid til skolens rektor. «Autoritær og uklar», lyder det om Kirsten Langkildes ledelsesstil.
Festens frisættende potentiale er omdrejningspunktet for Esben Weile Kjærs fremragende performance, der tegner et billede af millennial-generationen mellem angst og selvfremstilling.
– Vores fornemmelse er, at vi kun ser toppen af isbjerget, siger Nis Rømer fra BKF, der i dag offentliggør en række beretninger om seksuelle krænkelser i kunstlivet.
Coronakrisen viser os, at samfundskontrakten mellem stat og individ kun gælder for nogle grupper – lød det på UKKs debat om, hvordan vi organiserer en mere inkluderende kunstscene.
Sammy Baloji trækker komplicerede, smukke og smertelige tråde fra kolonitid til samtid, fra DR Congo til min iPhone.
Klassiske medier og sarte tematikker sætter grundtonen i afgangsudstillingen fra København. Det indadvendte og omsorgsfulde er svaret på en truende tid.
Kritikken er flyttet fra dagbladene til nichemedier. Det bør få konsekvenser i et nyt medieforlig, mener Kamilla Löfström fra Forenede Kritikere.
Kris Lemsalu og Kyp Malone blander religiøse referencer og shamanistisk metaforik i en hæsblæsende, neonfarvet genforhandling af forholdet mellem død og genopstandelse.
Lys er immaterielt, men utstillingen om fenomenet på Astrup Fearnley Museet framstår som en rekke enkeltverk med skalkede luker imellom.
Utstilling om makt og undertrykkelse på Tromsø Kunstforening sitrer av smittende fysisk ubehag.
Hvem tager ansvaret på sig, når verden synes at løbe amok? Kåre Frang tegner et præcist portræt af tidens flossede nervesystemer.
2026 framstår Isa Genzkens assemblage som uppriktigt vackra ikoner. Skönheten blir något att hålla fast vid när världen inte längre kan greppas.
