Nikolaj Kunsthal forsøger at lave billedkunst ud af Lars von Triers film, men ender som akavet reklame for geniet.
Angharad Williams’ tavse filmstribe skærer igennem Simians mørke rum som en lysende antitese til tidens konstante plapren.
Panteha Abareshis uforlignelige udstilling sætter den funktionsnedsatte krop i fokus. Dog må man omgå en didaktisk æstetik for at tilgå det radikale materiale.
Med sød minimalisme og masser af hovedpersonvibes uddeles bløde lussinger på Louisiana.
Med Riget Exodus genskaber Lars von Trier sit nikotingule billede af Danmarks største hospital. Satiren fordrives desværre af diverse forhistoriske blikke på verden.
Fra et skybrud af postmodernitet er kælderen hos Simian oversvømmet af Torben Ebbesens værker. Her skal man druknes lidt for at komme nogen vegne.
I Jakob Kudsk Steensens digitale sump behøver du ingen waders. Trods imponerende teknologi føles naturen på de store skærme velfriseret som en parcelhusplæne.
Med en eminent skulpturel thriller om verden efter mennesket gør Pierre Huyghe boet op.
New Red Order forvandler Charlottenborg til et laboratorium for afkolonisering med en optimistisk udstilling, der giver tro på, at oprindelige folkeslags erkendelser kan redde verden fra undergang.
Ed Atkins og Steven Zultanskis teaterstykke Sorcerer lader den ressourcestærke københavner skære i sig selv med sløve knive. Uden blod for hyggens skyld.
Jo mere vi kommunikerer og udveksler, jo mere forventer vi at kunne forstå alt øjeblikkeligt. Lige dér står Haegue Yangs transkulturelle skulpturer.
Som et kunstnerisk fossil uden bremseklods tordner Frederik Næblerød afsted, nu med egen realityserie på TV. Hvis han kører hurtigt nok, kan han måske vende tiden.
Regeringens plan att förvandla Moderna Museet till en myndighetskoloss är ogenomtänkt och vårdslös.
En kaffekopp møter høyteknologiske missiler på et messebord i Nikita Teryoshins utstilling på Fotografihuset.
Thora Dolven Balke og Lila de Magalhães skaper en helhet som skjærer i øynene på Entrée i Bergen.
Det private er poetisk i Lene Adler Petersens tidsløse fotografier af samhørighed og fremmedgørelse.
Kunstkritikk støttes av
