Grundet tætpakket personligt program og sporarbejde flere steder i Jylland halter jeg skamfuldt ombord på et fly med en glohed latte i hånden, København til Aalborg t/r samme dag. Jeg flyver nu indenrigs i verdens, hvad?, tredje mindste land, for at tage på Kunsten i Aalborg og se udstillingen Offspring af den franske kunstner Pierre Huyghe. Under de 31 minutter i luften når jeg at læse et par kapitler af Kim Stanley Robinsons The Ministry of the Future om jordens menneskeskabte undergang, og letargien er komplet, latten er lunken og havren laver små fordømmende øer i det beigebrune hav, som jeg hurtigt får pisket væk med et par svirp. Puha.
Pierre Huyghes udstillinger er ofte autonome systemer, der eksisterer, opererer og udvikler sig med og uden menneskelig påvirkning. Kunstneren, der behøver minimal introduktion, har de seneste 20 år stået for nogle af de mest betydningsfulde kunstoplevelser hvad angår vores forståelse for det antropocæne – altså menneskets påvirkning af jordens geologi og økosystemer.
Hele udstillingen i museets kælder er forbundet af et intelligent netværk, der bestemmer, hvornår noget tænder og slukker, hvornår værkerne påvirkes af publikum, og hvor meget plads de skal give hinanden. Rummet er helt mørklagt og alle værker lyser op.
Det bedste kunstrum er det, du nemt kan forsvinde i, så er det sagt, og jeg fornemmer hurtigt, at mørket skaber en tryghed, hvor dette kan ske komplet naturligt. Et par performere iført specielle LED-masker sidder overfor hinanden og kaster noget, der ifølge udstillingsbrochuren er en terning af rav. Maskerne, de bærer, er som en åben bog, der er blæst direkte ind i deres ansigter, de lyser op i intense glimt med tilsyneladende tilfældig rytme. Terningen, de kaster imellem dem på skift, signalerer et spil reduceret til gestik uden tydelige regler, risiko eller gevinst. Som to tørlagte posthumanister, der prøver at spille Meyer midt i den evige nat.
Ved siden af projiceres en film op på store, sammensatte paneler af semi-transparent glas. De-Extinction (2014) går helt tæt på det frosne liv, der er afbildet i forskellige fossiler. Et følsomt, mikroskopisk kamera bevæger sig henover forskellige insekter; en skinnende myre, en lang, tør orm, et stykke rav, hvor to insekter er fanget, mens de havde sex. Billederne af den mikroskopiske biologi, der var levende for millioner af år siden, parres med en mekanisk lydside, der afbryder den organiske panorering med små eksplosioner af lyd, der er skræmmende intense.
Lidt længere inde i rummet står en anden glasvæg med levende billeder på. I denne film A Way in Untilled (2012) løber hunden med det lyserøde ben rundt i udkanten af Kassel, hvor Huyghe lavede sin udendørs installation Untilled til Documenta 13; en antropocæn markering, der dengang sendte kunstverden på bagbenene, stejlende i økologisk ekstase. Myrerne kravler rundt i et af de træer Beuys plantede i Kassel i 1982, mens den voksne hund med det posthumant perfekte navn Human afvænner sin hvalp mælk fra patte. Hundenes virkelighed lever videre i filmen, men uden publikum, uden Documenta, uden ejer, i det hele taget uden menneskeligt tilstedevær.
De fritstående glasvægge, filmene vises på, opererer med en autoritær poesi, en brutal og corporate æstetik, der køligt peger på det måske mest menneskelige af alt; kapital enterprise. Glasvæggene er lavet af såkaldt intelligent glas, der kan tone op og ned alt efter behov. «Man skal opfinde virkeligheden, før man kan filme den», har Huyghe engang sagt.
Med den dekadente worldbuilding, der findes i kunstnerens film bliver glasvæggene til en slags portaler til den virkelighed, der gemmer sig bag al den data om især fremtidens verdener, vi i tiltagende grad gøres bekendte med; et skrøbeligt men virkeligt sted mellem fordums dage og videnskabens prognoser. Filmene vil fortælle os, at det modsatte af liv ikke nødvendigvis er døden, eftersom vores forståelse for liv blot er begrænset til, hvor langt vores empati rækker.
Udstillingen består kun af seks værker og ingen af dem er nye, på nær en af de velkendte akvarie-installationer, som museet har erhvervet til samlingen. Zoodram 2 er et kubisk akvarie med et flot cinematisk lys, der oplyser en stenet, vækstløs havbund i nogle dystre gråtoner, der minder om colorgradingen i filmene. Men præcis som i A Way in Untilled er det dystre miljø kun en scene for levende, farverige detaljer. I akvariet strejfer nøje udvalgte saltvandsdyr rundt, bl.a. en orangerød invertebrata, der suger sig til ruden, et par ranglede edderkopper og en lille langhornet kofisk. Den lille fisk følger med en døsig nysgerrighed mine bevægelser – som et organisk CCTV-kamera, lidt træt af verden og med meget lille harddisk.
Når erkendelsen af selv at være en truet dyreart sætter ind med pelsforskrækkelse og høj puls, bliver udstillingen pludselig til en horrorfortælling. Med hovedet helt op mod ruden i det gråtonede akvarie venter jeg blot på at blive angrebet af en lille truet dyreart, der med kulturkritisk hævn over min ignorante flyvetur måske springer op af bassinet og sætter sig på mit glade ansigt, som en sød facehugger, der vil købe verden tilbage med et forførende, giftigt french kiss.
Mine paranoide tanker bliver afbrudt, da filmene ved siden af pludselig stopper og en sagte klaverkomposition høres fra den anden ende af rummet; som om det intelligente netværk, som alle værkerne er forbundet til, kunne aflæse det milde ubehag i mine feromoner og kom til undsætning med et sceneskift.
Det går op for mig, at man gennem mørkets transparente logik kan se samtlige værker i udstillingen, hvor end man befinder sig. Lyden kommer fra værket Offspring (2018) – en svævende sort maskine hvorfra multiple spotlys og dampe udsendes ned mod gulvet under den. Maskinen er en kunstig intelligens, der producerer evigt nye variationer af Saties velkendte Gymnopédies-klaverstykker – de genkendelige elementer omformes blødt og de nye, organiske toner konservere den sensibilitet i musikken, der må siges at have med mennesket at gøre. Som om de banklån, musikken i en dansk kontekst uomtvisteligt leder tankerne hen på, nu er mellem maskine og maskine.
Selve menneskefiguren er ikke længere til stede i Huyghes kunst, men det er netop det eftertrykkelige fravær af kroppe og stemmer, der forstærker de relationelle forhold mellem værk og publikum. Udstillingen er nærmest foruroligende amoralsk, ikke umoralsk, men de kollaps af menneskets verden, der underbygger alle værkerne som en grundlæggende præmis, gennemsyrer ens eget tilstedevær med en fuldstændig følsomhed, der skriger efter det moralske anker, vi er blevet så afhængige af skal komme udefra, fra sociale medier, fra fælles horisont.
Kunst med masser af håb og svar er dejlig og opløftende, men bliver også lidt en sovepude. Som at se en TED-talk og føle, man har reddet verden med lidt erhvervelse af viden. Kunst fuld af uforløst problematik får os derimod til at tænke, og med den rolle som civiliseret spøgelse man tildeles i Huyghes kollapsende drama, skal man både tænke og føle.
Huyghe har arbejdet med antropocæne problemstillinger længe før begrebet ramte den diskursive hovedstrøm. Dengang masseudryddelse af liv på jorden føltes som en potentialitet og undergangstanken stadig var et distanceret, sexet drama. Før IPCC-rapporterne blev så dramatiske, at de færreste kunne kigge væk. Så kom Anne Imhof og lavede det hele til et spørgsmål om tøjsmag og generaliseret angst. Det er svært ikke at blive lidt kedeligt kommunistisk, som min veninde sagde forleden, da hun spurgte til mine tanker om klasse, og jeg troede hun mente stil. Vi er så sandeligt fortabte i det lange løb, men hvem siger undergangen ikke stadig er sexet? Ja okay, det siger samtlige forskere på området. Puha.
