Når vi taler om, hvad kunsten betyder på et samfundsmæssigt plan, så taler vi altid om tal: Økonomiske rammevilkår, offentlige tilskud, besøgsstatistikker og kvantitative målingsapparater. Vi taler sjældent om, hvad vi kvalitativt får ud af kunsten, og nærmest aldrig om, hvad kunst betyder for den enkelte kulturforbruger. Det er i hvert fald den grundlæggende antagelse, forud for onsdagens debat med den mundrette titel Samtale med kulturministeren på Christiansborg om kunstens betydning, som Bikubenfonden og Artweek har arrangeret med udgangspunkt i en netop udkommet rapport fra Bikubenfonden.
Godt 150 mennesker siver langsomt gennem metaldetektor og taskescanner ved Christiansborgs hovedindgang, ned gennem den sommerferietomme vandrehal for at finde sig til rette blandt enorme vægmalerier, tunge træmøbler og imponerende lysekroner. Jeg genkender enkelte billedkunstnere og ikke så få repræsentanter for diverse fonde og kulturinstitutioner blandt det publikum, der primært ser ud til at have arbejdsrelaterede grunde til at være mødt op. Det skyldes givetvis også tidspunktet; det kræver fleksible (og/eller prekære) arbejdsforhold at gå til paneldebat klokken tre på en helt almindelig hverdag.
Arrangementet lægger ud med to velkomsttaler af henholdvis Jan Falk Borup, direktør for Artweek, og Lean Milo, kulturordfører for Moderaterne, der begge forsøger at give et bud på, hvad kunsten betyder for os allesammen. «Kunst stiller spørgsmål til, hvad det vil sige at være menneske,» lyder det blandt andet. «Kunsten skaber sammenhængskraft i samfundet og forbinder os på tværs af tid og sted,» bliver der også sagt. Og: «Kunsten kan give nye erkendelser og indsigter.» Det er tydeligvis ikke nemt at svare substantielt på den slags spørgsmål i en velkomsttale på knap fem minutter, men den højstemte – til tider lidt luftige – tone skal vise sig at være gennemgående for eftermiddagens arrangement.
Lidt nemmere går det for Hannah Heilmann, der præsenterer sit værk Face Suit (2014), som blev skabt til en udstilling på det hedengangne Toves Galleri, og som nu er rykket ind i en vinduesniche på Christiansborg. Med afsæt i det konkrete værk – en slags heldragt i silke med prints fra Heilmanns eget facebookfeed, havfrueflæser og et par klapstole som fødder – taler hun om, hvordan den billedkunstneriske proces kan være en slags «følehornsarbejde med samtiden og fremtiden» og om, hvordan et gammelt værk kan føles som en samtale med et yngre selv og med andre kunstneriske praksisser.
Den egentlige anledning til debatarrangementet er Bikubenfondens undersøgelse Kunstens betydning i samfundet, som præsenteres af Peter Kirkhoff Eriksen, udviklingspartner i fonden. Undersøgelsen er et værktøj rettet imod det politiske niveau, fortæller han, og den skal give et sprog og en viden om, hvilke potentialer, der ligger indenfor det billedkunstneriske felt. Et sprog, der vel at mærke ikke udelukkende er af økonomisk karakter, og en viden, der tager udgangspunkt i den enkelte borger møde med kunsten. «Den er en samtalestarter,» som Eriksen formulerer det.
Undersøgelsen – der udført af analyseinstituttet Seismonaut i samarbejde med ni kommuner, og som kan læses i sin helhed på Bikubenfondens hjemmeside – baserer sig på data fra 200 kulturbrugere. Den er indsamlet gennem interviews med og observationer af besøgende på ni forskellige kunstinstitutioner, og opstiller et såkaldt «betydningskompas.» Kompasset er visuel model over de fire primære forskellige former for betydning, som kunsten har for de beskuere, der har deltaget: Følelser, tanker, inspiration og dannelse. Med «følelser» menes der, at beskueren kommer i en særlig stemning, har en sanselig oplevelse eller mærker en følelsesmæssig reaktion i mødet med værket. «Tanker» dækker over oplevelsen af at blive spejlet som individ eller kollektiv, samt at blive udfordret og opleve, at et værk skaber friktion. «Inspiration» forstås både helt konkret som en lyst til selv at udfolde sig kreativt, men også at få aktiveret sin fantasi eller få fornyet energi, mens «dannelse» handler om at udvide sin horisont, få nye perspektiver eller opleve at et værk kvalificerer en samtale.
Undersøgelsen er rig på citater fra kulturforbrugere, der sætter ord på, hvad de mener, de får ud af at opleve billedkunst, og det er fin og rørende læsning. Lige så fint er det, når Eriksen fortæller, hvordan deltagerne i undersøgelsen har givet udtryk for, at samtalen om kunst i forbindelse med undersøgelsen i sig selv oplevedes som værdifuld. «Folk vil altså gerne samtalen,» konkluderer han.
Nu er vi fremme ved arrangementets hovedattraktion, en paneldebat mellem Jakob Engel-Schmidt, kulturminister fra Moderaterne, Hannah Heilmann, billedkunstner og lektor på Det Kgl. Danske Kunstakademi, Stine Høholt, direktør på Kunstmuseum Brandts og Søren Kaare-Andersen, administrerende direktør i Bikubenfonden. Moderator Lene Johansen lægger blødt ud med spørge til, hvilke kunstværker, der har haft særlig betydning for deltagerne.
Stine Høholt fortæller om sit første møde med H.A. Brendekildes maleri Udslidt (1889), som findes i Brandts faste samling, Søren Kaare-Andersen nævner Claudia Comtes ME WE (2020), der står på Roskildefestivallen, mens Hannah Heilmann anbefaler en nyudgivet plade af en kunstner, hvis navn jeg ikke får fat i. Kulturministeren har formentlig lært af sin forgænger Joy Mogensen (der som bekendt i et interview med musikmagasinet Gaffa fik sagt, at hendes yndlingsalbum er Absolut Music 2), at man ikke skal svare alt for direkte på den slags spørgsmål. I hvert fald fortæller han i stedet, hvordan Carl Blochs malerier indgød nationen fornyet håb efter nederlaget til Tyskland i 1864 og pointerer dermed, at kunsten kan hjælpe os med at finde løsninger på store samfundsmæssige problemer.
Herfra forgrener samtalen sig ud i overvejelser om alt det, kunsten kan betyde for forskellige grupper af borgere. Kulturministeren nævner en idé om at give mere plads til offentlig kunst i socialt belastede boligområder, så beboerne kan opleve skønhed og andre perspektiver, uden at de behøver at gå på museum. Museumsdirektøren oplever, at kunsten giver de besøgende inspiration og personlig udvikling, men også at kunsten kan være et redskab til at øge trivslen blandt unge. «Kunsten skaber en reflektion omkring ens eget jeg og en tro på, at verden kan se anderledes ud,» siger Stine Høholt.
Hannah Heilmann synes, at spørgsmålet om kunstens betydning i samfundet er vanskeligt for en billedkunstner. Hvis man skal være god til sit arbejde – «følehornsarbejdet» – så skal man ikke fokuserer for meget på endemål og nytteværdi. Hendes primære erfaring omkring, hvad kunsten betyder for beskueren, kommer derfor fra de samtaler, hun har haft med besøgende på hendes egne udstillinger. «De starter altid med at sige, at de synes, det er lidt mærkeligt, og at de nok ikke forstår det. Men når vi taler videre, så viser det sig, at de har følt og oplevet alt muligt i mødet med værket,» siger hun.
Efter denne lille detour vender samtalen tilbage til, hvordan kunsten kan hjælpe os med at tackle store samfundsmæssige udfordringer. Netop dét, mener kulturministeren, har været fraværende i den politiske debat igennem de seneste 50 år. Her har politikerne opfattet kunst og kultur som «krymmel på lagkagen,» siger han og fremhæver, at det nye regeringsgrundlag ligger langt mere vægt på Danmark som kulturnation, end det tidligere har været tilfældet. Det sker, ifølge ministeren, blandt andet fordi store omvæltninger i vores omverden har gjort det tydeligere at kunsten har en betydning. Han nævner Ukraine som eksempel på, hvordan man i krig går målrettet efter at ødelægge andre landes kulturinstitutioner, fordi man ved, at det er grundlaget for den nationale identitet, man ønsker at udviske. Og endelig taler han om de to års corona-nedlukninger og om, hvordan vi allesammen er blevet mere bevidste om, i hvor høj grad kunst og kultur skaber fællesskaber og trivsel.
«Hvad er det så kunsten konkret skal gøre, for at løse alle de komplekse udfordringer, som vi som samfund står overfor,» spørger moderatoren kvikt, hvortil Engel-Schmidt svarer, at kunsten sådan set ikke skal gøre noget som helst. Politikerne skal ikke spænde kunsten for en eller anden vogn, for det sker helt af sig selv. «Til gengæld skal man som politiker sikre, at der er midler til kunsten og at borgerne har adgang til den. Når vi ved, at 30 procent af befolkningen har et meget beskedent kulturforbrug, der ikke er skærmbaseret, så er det en politisk opgave at gøre noget ved det,» siger han, og nævner Moderaternes forslag om et kulturpas til unge som en mulig løsning.
Søren Kaare-Andersen siger, at Bikubenfondens undersøgelse netop handler om at give politikerne et sprog de kan tale om kunstens betydning med. «Vi skal lære at tale om kunst i et normalt sprog,» siger han, og langer ud også ud efter kunstinstitutionernes indforståede formidlingstekster, der kan være med til at fremmedgøre beskueren fra værket.
Hannah Heilmann tager ordet og pointerer, at det bedste vi kan gøre for kunsten, er at sikre at der er så stor mangfoldighed i kulturtilbudene som muligt. Hun mener ikke, at det er et problem, at der findes kunst, som er meget vanskeligt tilgængeligt, så længe der også findes alt muligt andet. «Når vi taler om kvantitet, så taler vi ofte om, at vi gerne vil have noget kunst, der kan sætte et stort aftryk på så mange som muligt. Men det er måske en forkert tilgang, for der findes ikke en kunst, som rammer alle,» siger hun og foreslår i stedet at vi holder os for øje at vores samfund er komplekst, at der er mange forskellige måder at tænke på, og at det er vigtigt, at der er kunst, som repræsenterer dem alle.
Et spørgsmål fra salen går på, om kunst behøver at have et specifikt formål, for at have en værdi, og det bruger Stine Høholt til at fremhæve fire gode argumenter for, hvorfor kunsten er vigtig. Først og fremmest er kunsten vigtig i sig selv, pointerer hun, men der er også et demokratisk argument, der blandt andet handler om trivsel og dannelse, et oplevelsesøkonomisk argument, som fokuserer på fællesskaber og lokalmiljø og et historisk argument, der går på vores evne til at forstå vores kultur og dermed os selv.
Kulturministeren er enig: Kunsten er vigtig i sig selv, men den har også en lang række positive bivirkninger. Dem skal vi kunne italesætte, uden at blive skudt i skoene, at vi spænder kunsten for en vogn. Hannah Heilmann smiler og siger, at det kan være fint nok at spænde kunsten for en vogn af og til – bare det ikke sker hele tiden.
Eftermiddagens eneste rigtig kritiske spørgsmål kommer fra Esben Danielsen, der er direktør i Kulturens Analyseinstitut. Han mener, at det er kunstigt at opstille et modsætningsforhold imellem kvantificering og kvalificering af kunstens betydning. Tværtimod mangler vi tal på, hvad kunsten gør og skal, siger han, og pointerer, at kulturlivets største problem, når det skal have politikere i tale er, at vi har for få tal – ikke for mange.
Det er Jakob Engel-Schmidt ikke uenig i, for når man eksempelvis sidder i en finanslovsforhandling, så er det et ret godt argument at kunne nævne, at for hver krone, vi bruger på kultur, så får vi fire kroner igen. Det skal ikke være styrende for samtalen om kunstens betydning, men vi er nødt til at have statistikker, der kan klargøre, om man bruger pengene rigtigt. Søren Kaare-Andersen og moderatoren protesterer derimod: «Vi har masser af tal!» siger Kaare-Andersen. «Det vi mangler, er en debat om, hvad kunsten gør ved os allesammen.»
Således slutter dagens lidt luftige og flyvske debat, og der inviteres til vin og mere uformel samtale i vandrehallen. Jeg smutter i stedet hjem og læser videre i Bikubenfondens undersøgelse:
«Når jeg først har set værket, så mister jeg det aldrig igen. Det er med mig. Og det har den betydning, jeg giver det,» svarer en kvinde, 64 år, Arken, til undersøgelsens spørgsmål. Det er da klar tale.
