»Hold øje med fuglene. Når ravnene flyver højt, er der storm på vej,« siger min kusine med et smil, da jeg bekymret spørger til vejret. Jeg er ankommet til Nuuk samtidig med et stormvarsel, og fordi vejret i Grønland kan skifte meget pludseligt, er jeg ikke helt tryg ved at gå fra bydelen Nuussuaq gennem passet i fjeldet og ind til centrum. Min kusine griner overbærende: »Det her er ingenting. Bare vent.«
Jeg er i Nuuk for at deltage i Suialaa Arts Festival, Grønlands største kulturbegivenhed, som finder sted hvert andet år. Indtil i år hed festivalen «Nuuk Nordisk», men har med denne femte udgave skiftet navn til det, der på grønlandsk betyder »en mild brise« og stammer fra poeten Frederik ‘Kunngi’ Kristensens digtsamling Ippassaq Ullumeqarani Aqagu (2007).
Navneskiftet følger af en debat på en tidligere festival, hvor det blev problematiseret at omtale Grønland som en del af Norden. Geografisk set er der langt fra Skandinavien til Grønland, og såvel Grønland som Sápmi er i egen selvforståelse knyttet til de nordiske lande gennem et kolonialt bånd. Ud over de grønlandske kunstnere trækker årets festival en del navne fra Sápmi, men også canadiske inuit fylder i programmet. Norden er altså dømt ude, og Suialaa er nu en festival, der koncentrerer sig om oprindelige folks kultur i området omkring Arktis.
Jeg går langs hovedvejen, der skærer sig gennem fjeldet, og ned til Nuuk Kunstmuseum, som har til huse i en tidligere kirke, et grønmalet træhus med spir. Op ad facaden langs et højt vindue snor sig en række rensdyrgevir, et værk af den samiske superstjerne Máret Ánne Sara, som for tiden indtager Turbine Hall på Tate Modern, London. For det utrænede øje ligner det trofæer af den slags, man ville forvente at finde over kaminen i en jagthytte, men den, som ved noget om rener, ser eftersigende, at disse har levet et godt liv. Ved meget renopdræt skærer man nemlig gevirerne af dyret før slagtning, og at gevirerne fortsat sidder fast på hovedskallen vidner om, at dyrene stammer fra en samisk flok.
Kunstmuseets udstilling under festivalen hedder Inuussutigut // Ealát (Gennem Nuuk // Livsgrundlag) og består af grønlandske og samiske kunstnere, der arbejder med arven fra oprindelige kulturer. Her får jeg min første lektie i et kunstbegreb, der på flere punkter adskiller sig fra det europæiske. I såvel samisk som grønlandsk kultur er der traditionelt ikke nogen meningsfuld skillelinje mellem kunst og det, vi i en europæisk kontekst ville kalde håndværk, design eller dekoration. Og selv om festivalprogrammet forsøger at kategorisere de enkelte indslag som henholdsvis billedkunst, performance, teater eller noget helt tredje, skal det vise sig, at langt det meste befinder sig i en form for hybrid imellem flere genrer.
Grønlandske Arnajaraq Støvlbæks værker centrerer sig om de perler, man anvender i kraven på den kvindelige grønlandske nationaldragt. Støvlbæk har optrævlet sin bedstemors perler og sat dem sammen til lange kæder, som hænger fra museets loft og ender i en bunke på gulvet. Nationaldragtens perlekraver følger ikke et bestemt mønster, men er individuelle visuelle fortællinger om ejerens ophav, og i de lange perlekæder er tydelige forskelle i farvenuancerne fra kæde til kæde. Som sådan et helt enkelt og kraftfuldt billede på, hvordan grønlandsk kultur befinder sig et sted imellem tradition og nutid.
Kunsten at overleve
En god andel af værkerne i særudstillingen er blevet til i et samarbejde med det samiske kunstnerkollektiv Dáiddadállu. Ann-Sofie Kallok har eksempelvis skabt en serie beklædningsstykker et sted imellem smykker og harnisk, primært bestående af de neonfarvede gummireb, man bruger i renopdræt. Udtrykket er funky, nærmest futuristisk, og det er formentlig også pointen. Her går det traditionelle håndværk hånd i hånd med moderne materialer og spejler, hvordan et traditionelt samisk liv med dyrehold ikke blot hører fortiden til.
»Albertslund, bare med bjerge,« kommenterede en ven mit første instagramopslag fra Nuuk af de fredede boligblokke fra 1960’erne, der fortsat udgør en stor del af byens boligmasse. Observationen er ikke helt forkert: 60’ernes hastigt opførte etagebyggerier ser påfaldende hjemlige ud, her mellem fjelde og isbjergene på fjorden. Det danske fylder stadig meget i Nuuk, hvor man køber Dancake og Arla-mælk i Brugseni, og selv om mange stednavne efterhånden er ændret tilbage til grønlandsk, bor jeg eksempelvis på Børnehjemsvej – et vejnavn, der unægteligt fremkalder ubehagelige koloniale associationer.
I anledning af festivalen er blokkenes store gavle udsmykket med bannere af Arnajaraq Støvlbæk og canadiske Julie Grenier, der begge har fotograferet smykker, perler og den slags småting, man finder i skufferne hos afdøde slægtninge. Der sker noget sjovt, når det fotografiske medie kommer ind imellem os og perlerne. Hvad mon det betyder for kommende generationer, når vi i dag digitaliserer vores minder frem for at gemme dem i skuffen?
Hvis blokkene bringer mindelser om den københavnske Vestegn, så er vi med kulturhuset Katuaq ude i den type blæret arkitektur, man finder i gentrificerede havneområder i større danske byer. Bygningen, som er beklædt med træ uden på, bugter sig som en bølge, mens indersiden er hvid og højloftet som et moderne vestligt museumsrum. I den ene ende af det enorme rum er der imidlertid noget andet i gang.
Som en lille, trodsig intervention i alt den pæne, europæiske hvidhed har den samiske kunstner og arkitekt Joar Nango skabt en grønlandsk version af sit mobile bibliotek over samisk arkitektur, Girjegumpi (2018- ), der blandt andet har været vist i den nordiske pavillon på den 18. Venedig arkitekturbiennale. Biblioteket, et blødt rum med rensdyrskind og gulvpuder, udgør festivalens talkscene, og den hyggelige, småkaotiske opbygning fremstår som en hyldest til den helt særlige opfindsomhed, som gør det muligt for samer og inuit at klare sig i omgivelser med knappe ressourcer.
Festivalens højdepunkt var uden tvivl talkprogrammet i kulturhuset Katuaq. De fleste samtaler bygget op omkring møder mellem grønlandske, canadiske og samiske kunstnere og kulturarbejdere, en dialog mellem frænder om oprindelig kultur før og nu. Af samtalen mellem Nivi Christensen (Nuuk Kunstmuseum), Dine Arnannguaq Fenger Lynge (NANU – Sami Arts International) og Lindsay McIntyre (Inuit Art Foundation) lød det blandt andet, at det, de oprindelige kulturer omkring Arktis har til fælles, er en udpræget kollektiv tænkning og en holistisk tilgang til viden.
I Arktis lever man af den jord, man jager eller holder dyr på, bemærkede Fenger Lynge, hvorfor bæredygtighed er en livsnødvendighed og kunsten en motor for social retfærdighed. »Kunsten er«, sagde hun »research i at overleve, skabe viden, huske, forbinde og heale. Det er ikke et eller andet koncept. Det er dét, vi gør hver dag.«
Flere af de netværk og organisationer, der deltog i talkprogrammet, var udløbere af samtaler på tidligere års festivaler. Fordi kunstscenerne omkring Arktis er små og relativt isolerede, er et mødested som Suialaa centralt for at udveksle erfaringer om at leve som oprindelige folk på tværs af de koloniale landegrænser. Her kan man skabe sine egne fleksible strukturer, der tager udgangspunkt i oprindelige folks verdensbillede frem for at vente på, at man bliver inkluderet i sammenhænge, der alligevel ikke tager hensyn til minoriteternes behov. »Inklusion implicerer, at det ikke er strukturerne, der skal ændres, men den, der skal inkluderes,« lød det blandt andet.
Hvor europæerne bygger arkitektur eller strukturer, der, groft sagt, skal stå for evigt, så er det i oprindelige folks kultur underforstået at man er omstillingsparat, mobil og klar til at ændrer det, der ikke fungerer. Derfor, og på grund af knaphed på ressourcer, vil oprindelige folks kunstværker ofte være små i skala og have karakter af interventioner i allerede eksisterende strukturerer.
Et fællesværk af samiske Susanne Hætta og grønlandske Lisbeth Karline Poulsen på kunstmuseet, har netop karakter af sådan en intervention. I et lille lokale har de skabt endnu et blødt rum af rensdyr- og sælskind, godt fyldt op af puder og udstoppede objekter, der kan krammes, nusses eller ligges op ad. Værket tager udgangspunkt i den norske Sannhets- og Forsoningskommisjons rapport fra 2023, der skulle kortlægge konsekvenserne af den såkaldte «fornorskning», som det samiske folk har været underlagt og give bud på en fremtidig forsoningsproces.
Kun få af rapportens anbefalinger er efterfølgende ført ud i livet, fortalte Hætta i en talk, hvor hun også nævnte, at forsoning er en klodset term. »Forsoning får det til at lyde som om, den norske stat og det samiske mindretal er to lige parter, men der er ikke tale om en uenighed. Der er tale om et kolonialt overgreb,« sagde hun. I lighed med det samiske mindretal i Norge, venter det grønlandske folk stadig på forsoning, efter et foreslag om en tilsvarende komité i 2014 blev afvist af daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt.
I værket Inunngorsimanngitsut (De ufødte) fra 2025, af Lisbeth Karline Poulsen om den såkaldte spiralskandale, indgår én blodrød perle for hvert barn, der ikke blev født som konsekvens af den danske stats politik. Fra 1966 frem til 1970 fik op imod 4.500 kvinder, ca. halvdelen af alle fertile kvinder i Grønland, opsat en spiral uden deres samtykke, og man anslår at havde det ikke været for spiralkampagnen, ville det grønlandske befolkningstal have ligget på 100.000 mennesker, altså 43.000 mere end i dag.
Derfor klinger det hult i grønlandske ører, når man i dag afviser drømmen om selvstændighed med den begrundelse, at den grønlandske befolkning er for lille til at kunne opretholde et funktionelt samfund. At den danske statsminister for nylig var i Nuuk for at undskylde for kampagnen, er kun et mindre plaster på såret. Umiddelbart ligner Poulsens værk et rent politisk statement, men da jeg talte med hende, fortalte hun, hvordan den rituelle proces med at trække de helt utroligt mange perler på snore, selve tilstedeværelsen med materialet, havde været en afgørende for den konkrete erkendelse af såvel det store antal som den sorg, overgrebet vakte i hende.
I løbet af festvalen glider den tilgang til materialitet og ritual langsomt ind i mig. I en meget rørende performance på kunstmuseet inviterede Máret Ánne Sara en gruppe scenekunstnere til at interagerer med hendes værker. To dansere undersøgte gennem bevægelser og åndedræt materialer som sennagræs og rensdyrmaver og det føltes som om deres kroppe gik i ét med det organiske materiale i en dans, der lignede en kombination af ballet og trommedans. Og jeg ved ikke, om det er den store mængde fællesskab og bløde rensdyrskind, der langsomt fordriver min europæiske kynisme, men jeg tager mig selv i at blinke en tåre væk, da lørdagens talkprogram åbner med tændingen af den traditionelle tranlampe qulleq til tonerne af en samisk joik.
Med egne stemmer
Nuuk Lokalmuseum Nuutoqaq ligger i kolonihavnen, hvor gamle pakhuse og historiske bygninger såsom dansk-norsk missionær Hans Egedes hus fortæller om en tid, hvor skibene med varer fra Danmark udgjorde Nuuks forbindelse med omverdenen. At træde ind på museet føles som at gå ind i en skolestue fra 50’erne med knirkende trægulve, sort-hvide fotografier og forklarende plancher om byens historie.
Jeg er mødt op til en visning af dokumentarfilmen Grønlands hvide guld, instrueret af Claus Pilehave og Otto Rosing, der som bekendt blev fjernet fra DRs platform efter en hidsig offentlig debat i Danmark om kolonial økonomi og forkerte udregningsmetoder. Det er den kun tredje screening i Nuuk, og det er tydeligt at mange ser filmen for første gang denne eftermiddag. En pige ved siden af mig bryder ud i gråd ved dokumentarens slutning, og bliver straks omfavnet af sin sidemand.
Til den efterfølgende debat bliver det klart, at filmen betyder noget ganske andet i Grønland end i Danmark. Ifølge co-producent Michael Rosing fortæller filmen en historie, som alle i Grønland kender, men som har været tabubelagt så længe, at det vækker voldsomme følelser at se det på det store lærred. Det handler i første omgang ikke om de økonomiske beregninger, men om selve muligheden for at fortælle sin egen historie. Ifølge Rosing viser den danske reaktion på filmen tydeligt, at vi endnu ikke nået en postkolonial tid, men at koloniseringen fortsat pågår.
Filminstruktør Vivi Volt fortæller, at hun for første gang i sit liv var nervøs for sin sikkerhed, da hun kort efter filmens premiere skulle rejse til København, mens David Heilmann Ottoson, også grønlandsk filminstruktør, kaldte det danske fokus på tallene – og den efterfølgende anklage imod DR for at have publiceret filmen lige op til det grønlandske valg – for »bevidste afledningsmanøvrer.« Debatten sluttede med en enighed om, at hele affæren tydeliggør et behov for yderligere understøttelse af den grønlandske filmindustri. Vi kan ikke regne med DR, lød det.
I Danmark er den grønlandske rapper og lokale superstjerne Tarrak kendt fra endnu en DR-dokumentar, den knap så kontroversielle Kampen om Grønland fra 2020, hvori han fortæller om at være blandt de første i sin generation, der tog de traditionelle inuittatoveringer til sig. Fra scenen på det gamle gymnasium i Nuuk samplede han lydbidder med eksempler på dansk racisme, og leverede en totalt overlegen opvisning i, hvordan det grønlandske sprog er perfekt at rappe på. På dette tidspunkt i festivalen havde jeg helt overgivet mig, og smeltede ved synet af grønlandske teenagere, der skrålede med af deres lungers fulde kraft på hittet Tupilak.
Således sluttede årets Suialaa, som den var begyndt: Varmt som et rensdyrskind og i arm i arm med frænder fra hele det arktiske område. Og stormen? Den forsinkede et par kunstnere, som sad fast i Reykjavik, mens enkelte aldrig nåede frem. Vi andre klarede den med lidt fleksibilitet – som man nu gør i Arktis.
