Grønttorvet – en spirende bydel. Sådan lyder sloganet for forvandlingen af Københavns gamle frugt- og grøntmarked i Valby til et nyt bolig- og erhvervsområde. Det er næsten lidt komisk med planteanalogien, når vi taler gentrificering lige efter bogen med kulturen som gødning af den golde, postindustrielle jord. Ikke desto mindre er det realiteten – med kunstnerdrevne udstillingssteder som Røm og Pirpa i de tomme lagerbygninger.
Sidstnævnte står, sammen med kunstnerkollektivet Skulpturi, bag den nærmest biennalestore skulpturudstilling Engros med 60 kunstnere på plakaten – fra dem, der lige har taget afgang fra kunstakademiet til cementerede danske billedhuggere, som Eva Steen Christensen, Marianne Jørgensen og Kirsten Justesen.
Værkerne breder sig over et større areal af det forblæste område, der står råt som en kulisse i en storbywestern med pap og løsrevne plastikstykker hvirvlende over asfalten. Der er kunsthals-fæhige skulpturer og installationer, der blender fotogent ind i de udtjente haller, som Ellen Hyllemoses forvoksede, lidt knogleskøre teltkonstruktion og Oskar Jakobsens giftigt-grønne tårn af europaller og frugtkasser. Og der er små, nærmest undseelige indgreb i arkitektur og interiør.
Et hovedspor i udstillingen kan man dog godt massere frem og kalde for materialiserede refleksioner over Grønttorvets tilstand – og det er der en del gode eksempler på.
Lisbeth Bank har dekoreret et nedløbsrør, så det øverste stykke har fået et kødeligt, lidt betændt udtryk, der ender i en skulpturel klumpfod af buttede, naive sokler. I al sin besynderlighed bliver det et skægt kropsligt billede på transformationen af området som en form for sygdomsforløb, der medfører mutationer i dets dna.
Også Rune Bosses fluebefængte kompost af et skulptureret stilleben peger på foranderligheden – og på forgængeligheden ikke mindst. Som et stort, liggende maleri er en indrammet have med græs, frugt og grønt, der bestemt er begyndt at gå i fordærvelse. Lugten af rådne appelsiner, broccoli og artiskok siver den besøgende i møde allerede ude foran bygningen, så man tager sig selv i at tænke «stakkels kunstnerdrevne udstillingssteder nu til dags – hvad de ikke må finde sig i.» Givetvis har de sommervarme dage i maj gjort noget godt for processen.
Et værk som til gengæld gerne vil kommunikere – også med virkeligheden på den anden side af Gammel Køge Landevej, er Mikkel Carls skilt, der med store, sorte blokbogstaver skriver «we are all workers» hen over facaden på en af hovedbygningerne. Ikke så mærkeligt er det et af de indslag, der har figureret på de sociale medier i kølvandet på åbningen. Det taler lige ind i tidens varme diskurser om prekariatet og om arbejdsforhold på det kulturindustrielle område.
På en måde indkapsler det også en form for fælles udsigelse i udstillingen, selvom der ikke er nogen overordenet kuratorisk ramme – hvilket i øvrigt er befriende for oplevelsen af værkerne. Og selvom fornemmelsen for et kunstarbejderfællesskab på tværs af generationer, som udstillingen bringer for dagen, formentlig er enten momentan eller en illusion, er det altså ren fryd, når den selvorganiserede scene løfter så kæmpemæssigt et udstillingsinitiativ midt i et byfornyelsesspil, hvor det langt hen af vejen er kunstneren, der udnyttes.
