Solnedgangen er en daglig eksplosion. Sådan er udgangspunktet for en ny serie af værker, som Anne Imhof for tiden udstiller på Galerie Buchholz. Hvilket melodrama! Tre store uspændte lærreder fylder væggen. De oliemalede solnedgange hænger lodret og ligner mest abstraktioner. Det er først, når man ser Untitled (Imagined), (alle fra 2019), to ikke just velmalede portrætter af en smuk androgyn person hængt over en ligeledes nedlagt paddehattesky, at man opdager det visuelle slægtskab mellem de to motiver. Imhof spiller højt spil, selv med hverdagen. Hendes verden består af læder og blonder, diamanter og perler, på dygtigste vis tilpasset dette lige-nu-og-her: piber såvel som e-cigaratter, en åndsvagt smuk dreng i Ferrari-sportsbukser, der poserer med en tjørnekrone, hvad ellers. Det er så sexet, at man mister pusten.
Jeg skrev engang om Torbjørn Rødlands arbejde, at det er et hundrede procent dødsdrift. Fordi Rødlands værk er fotografier, var det let at hæfte den påstand på Roland Barthes’ teori, og argumentere for at billederne repræsenterer et punctum uden studium, en slags umulighed. Når det kommer til Imhofs værkeri Imagine – en blanding af væghængte og fundne objekter, skulpturelle sokler, og live performere, der ligger eller lusker omkring – er det sværere at pege præcis på, hvori fraværet består, og hvorvidt effekten af denne totale dødsdrift er produktiv, eller ej. Jeg er heller ikke sikker på, at det er nyttigt at besvare det spørgsmål definitivt, men vil vove at påstå at levedygtigheden af et sådant paradigme desværre nok er kortlivet; bålet brænder sig selv op, og når ilden slukker, vil alt være forbi.
Med sjælden præcision formår Imhof at iscenesætte denne frygt. Altså frygten for at møde horisonten som en kollision; et Truman Show-scenarie, hvor man sejler til verdens ende for at opdage, at solnedgangen ikke er en eksplosion men et billede. Der er ikke mere at forestille sig, og udstillingens titel må i stedet tages helt bogstaveligt, og forstås som produktionen af billedlige overflader: imaging.
I de efterhånden velkendte rids-værker har aluminiumsplader med changerende skyer af orange fået ridser i lakken, for eksempel i form af kunstnerens initialer. Billeder, der ellers ville have fremstået som rummelige, fyldt af røg, eller lys, markeres som plane flader. De fungerer som en slags nøgle til resten af værkerne, idet de peger på dem alle sammen som overflader: hash-bong’erne, den enlige dollar-seddel, de nonchalante performere – de er alle allerede billeder, selvom nogle af dem bevæger sig.
Som var den en brik i et huskespil fremstår en levende kamæleon som et sublimt match til en plakat af en ung og halvnøgen Cindy Crawford, ligesom et sirligt sammenfoldet ANTIFAflag passer med en gul Lipton-dåse. Men gennem disse konstellationer virker vores minder pludselig fjerne og udtømte. Det mest fremtrædende aspekt af denne frygt for fladhed, eller eksistentiel tomhed er, hvor gennemsyret den er af begær. At blive opløst i Imhofs koreografi ser ud som en ypperlig måde at forlade verden på.
Jeg påskønner Imhofs arbejde for øjeblikkeligt at fremkalde en så stærk reaktion. Det gør virkelig noget ved en. Jeg elsker melodramaet, spændingen, og den mærkværdige humor; fornemmelsen af, at alle inderst inde undertrykker en latter. Men følelsen af tristhed og tab, der opstår af den blanding af død og begær, som giver værkerne deres tyngde, er af den hule slags; ikke oprigtig eller særegen, men generaliseret og fortumlet. Det er den følelse, som genereres i en forsamling, og som forsvinder, når masserne atter går hver til sit, med den forskel at masserne i dette tilfælde går i Balenciaga.
Orange skulpturer fungerer både som udkigsposter og sokler for performerne. Ved foden af en af dem ligger en samling genstande; to smukt udformede træpiber, og en pakke dartpile pyntet med et klistermærke, hvorpå der står «Anarchy». Er det for at sige, modsat Magritte, at det her er en pibe, men en rigtig pibe er også bare et billede, ligesom «Anarchy» bare er et ord? Og med Kerstin Stakemeier i hendes mere eller mindre uforståelige udstillingstekst: Dette er ikke en «metaforisk gentagelse»; «Imhofs kunst er ikke interesseret i at være kritisk»? Jeg mener heller ikke, at Imhofs kunst nødvendigvis bør være kritisk, men er samtidig usikker på hvilket andet potentiale, der udløses af meningsløsheden. Det er for deprimerende at være vidne til, at sprog og begær ikke bliver til tilknytning eller betydning, men bare brænder op i sin egen overflod. Som jeg ser det, findes der to løsninger: Hold op med at stirre på Imhofs cirkus, eller forlig dig med din fortsatte plads blandt publikum som en form for masochisme.
