Hvor kompleks, forskruet og opsplittet verden end kan forekomme, så er det stadig et gældende princip for os mennesker, at vi alle er kravlet ud af skødet eller kødet af en kvindekrop, den menneskelige 3D-printer. Som erklæret feminist og wannabe-østrogen-junkie tænker jeg ofte, at den største sorg en biologisk kønnet mand har i livet er, at han – uanset hvor brede hans hofter og lår end er – ikke er i stand til på samme måde at printe med sin krop. Måske det forhold, at den penis-bærende mand ikke kan andet end bære en pik, er det egentlige grundlag for årtusinders kvindeundertrykkelse: en dyb misundelse over mangel på printerkraft.
Den italienske kunstner Carol Rama skubber yderligere til denne misundelse – især hendes figurative akvarel og tryk-arbejder, som er et veritabelt katalog over kroppen og dens åbninger. Disse og andre af hendes værker kan nu opleves på Den Frie Udstillingsbygning, hvor hun er i selskab med de to i denne sammenhæng noget yngre danske kunstnere Kirstine Roepstorff og Evren Tekinoktay (begge f. 1972).
Rama er nemlig født i 1918 og bærer altså næsten 100 års europæisk historie og store dele af modernitetens kunsthistorie med sig. Hun er et livstykke, som er romaner værdigt: en psykisk syg moder, faderens selvmord, udstillinger lukket ned af politiet i 1940ernes fascistiske Italien, og et samlet værk, der strækker sig fra et nærmest surrealistisk eller dadaistisk billedsprog til Arte Povera og konceptkunst. Hun var glemt af kunsthistorien og blev «genopdaget» med hæder til følge i en sen alder, da hun i 2003 modtog Venedigbiennalens guldløve for livsværket. Hun er ganske simpelt the shit og det er derfor et scoop, at man i København nu kan besigtige en mindre præsentation af hendes værker.
Udstillingen er en tre-personers-udstilling af den type, hvor der ikke umiddelbart er nogen egentlig kuratorisk krog eller decideret tematik (udstillingens pseudo-poetiske titel, Moon Skin Lucid Walk bidrager ikke her). Derfor må et centralt spørgsmål være: hvad laver Roepstorff og Tekinoktay –disse to lækkerheds-semi-youngsters i selskab med Rama?
I formidlingen af udstillingen hedder det kryptisk: «Vi har inviteret Kirstine Roepstorff og Evren Tekinoktay samt den karismatiske italienske billedkunstner Carol Rama til at udstille sammen […].» Men hvem er det «vi», som har stået for at invitere? Og nu er det ikke fordi jeg vil gå for meget i detaljer omkring denne københavnske kunsthals struktur bestående af kunstnersammenslutning, bestyrelse og kunstnerisk ledelse, men det blev opklaret for mig, at det netop er denne lidt bøvlede struktur, der ligger bag det omtalte «vi» men ydermere, at det egentlig er Kirstine Roepstorffs egen idé at vise Carol Rama. Den transparens mangler i formidlingen og jeg bliver altså som udstillingsbesøgende helt træt på forhånd, når man fra institutionen ikke udpeger et egentligt kuratorisk ansvar eller fremlægger en tydelig hensigt med sammenstillingen af kunstnere.
Til gengæld vågnede jeg op igen i mødet med de tre kunstneres frembringelser.
Roepstorff overbeviser især med flere smukke mobiler i messing, der har gang i et mix af lidt finere boligmagasin, spirituel konstruktivisme, klang-tematik og symbolistiske vagina- og øje-motiver. Derudover viser hun en del af de velkendte store collager, mindre malerier, en serie lidt klodsede vitrineskabs-objekter og helt generelt er der presset lidt for mange af Roepstorffs værker ind i udstillingen til at de rigtigt letter og spiller sammen med Ramas i skala betragtet noget mindre værker, som er placeret drypvis igennem udstillingen. Her savner jeg igen kuratoren.
På trods af at udstillingen har et begrænset antal af Carol Ramas værker til rådighed (måske fordi størstedelen af hendes produktion for tiden vises på MACBA i Barcelona i en stor retrospektiv udstilling) har man været heldige at kunne inkludere værker, der repræsenterer næsten alle kunstnerens forskellige udtryk.
Hvor Ramas figurative akvarel- og tryk-arbejder som sagt går i kødet på kroppen kan hendes mere abstrakte bricolage-værker og hendes lærreder med applikeret cykelslange-gummi bedst beskrives som en art ødipal horror-minimalisme. Cykelslangerne refererer til familiehistorien idet faderen ejede en cykelfabrik og i to værker fra 1960erne kigger klynger af glasøjne ud fra en mudret baggrund af oliemaling. Det samlede oeuvre fremstår som en langstrakt terapeutisk seance, der stiller flere spørgsmål end den giver svar. Og den åbenhed samt den humoristiske distance, i værkerne, virker som et magnetfelt på opmærksomheden, som man bevæger sig igennem udstillingen.
Hvor Ramas kunstneriske kusiner kan findes blandt Meret Oppenheim og Louise Bourgeois, kan udstillingens tredje deltager, Evren Tekinoktay, måske betragtes som en slags grandkusine eller måske snarere familiens transede grandfætter.
Tekinoktay klipper kvinde- og trans-kroppe ud af gamle modemagasiner og reklamer, og samler dem igen i sine collage-malerier og nu også GIF-fil-lignende videoer hvor stereotyp retro-kvindelighed kammer over eller imploderer og bliver netop transet og hypersexet. Det aspekt forstærkes yderligere i en ny serie af neonrelieffer med mekaniske billedelementer – lige dele Tivoli, Poul Gernes og stripklub. Værkerne hedder Elektra, Bambi, Crystal, Bunny, Egg og Harlowe og har en fugtig varme og lip sync-agtig smuk desperation som stemningen på en transbar i Istanbul.
Selvfølgelig kan man finde overlap og krydsende referencer, hvad angår formelle og tematiske lighedspunkter i de tre kunstneres arbejder, men tydeligst fremviser udstillingen, hvordan Rama har en åbenhed og en udefinerbarhed i forhold til det at skabe, som de to yngre kunstneres projekter ikke rigtigt rummer. I sammenhængen med Ramas værker fremstår både Roepstorffs og Tekinoktays bidrag, i al deres skønheds designæstetiske overbevisning, en kende todimensionelle. Men det må også have krævet mod og en rank ryg overhovedet at turde udstille side om side med denne italienske power-kvinde. Min rygsøjle smeltede om ikke andet i mødet med Carol Rama og jeg er i knæ over, at denne introduktion til hendes værker findes i København lige nu. Det er det vildeste østrogen-fix.
