Nye takter i Kulturministeriet

Kulturminister Joy Mogensen vil styrke ledelsen, nedsætte bestyrelser og gøre op med akademiseringen af de kunstneriske uddannelser. I bedste fald er det et opgør med årtiers teknokratisk kontrol.

«Dette er regeringens budskab,» lyder det på Kulturminister Joy Mogensens facebook-væg over et debatindlæg, bragt i lørdagens Jyllandsposten. For dem, som interesserer sig for fremtiden for Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, Filmskolen og de øvrige kunstneriske uddannelser, er det faktisk noget af et budskab. Ikke kun fordi ministeren har markante reformeringsforslag, men fordi man fornemmer, at Mogensen har forholdt sig sjældent indgående til kompleksiteten i de udfordringer, som omgærder de syv kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet; Kunstakademiets Billedkunstskoler, Den Danske Filmskole, Den Danske Scenekunstskole, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Rytmisk Musikkonservatorium og Syddansk Musikkonservatorium.

Ministeriet har for nylig iværksat en undersøgelse, som skal analysere ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer og «skabe modeller for fremtidig organisering og udvikling af de kunstneriske uddannelser.» Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Så sent som i 2017 fremlagde ministeriet en rapport, der foreslog en sammenlægning af de kunstneriske uddannelser. Det blev som bekendt – og heldigvis – ikke til noget. Men det sker måske nu. 

Pernille Albrethsen. Illustration: Jenz Koudahl.

Undersøgelsen kommer nemlig i kølvandet på de sidste par års medieombruste rektorafgange; på Det Kgl. Danske Kunstakademi (i 2018 og i 2020) og på Filmskolen i 2019. Uagtet de forskelligartede omstændigheder, som førte til rektorernes afgang, giver de tilsammen et indtryk af institutioner, der ikke fungerer helt optimalt. 

Udvalget, som skal forestå undersøgelsen, består af i alt 13 personer; rektorer, studerende, ansatte, aftagermiljøer og eksperter i ledelse og uddannelse. Dette pågår, mens man netop har offentliggjort, at CPH:DOX-direktøren Tine Fischer 1. maj sætter sig i rektorstolen på Filmskolen – og parallelt med, at ansættelsesprocessen omkring ny rektor på Kunstakademiet er i fuld gang. 

«Vi vil lave film – ikke læse om dem», stod der på bannerne, da Filmskolens elever i 2019 protesterede mod den stigende akademisering af deres uddannelse, som de frygtede ville reducere undervisningen i film som håndværk. Det var del af den omstrukturering, og begyndende akkrediteringsarbejde, som den daværende rektor, Vinca Wiedemann, var ansat til at udføre, men som hun endte med at blive afsat for.

Sandsynligvis var både de protesterende filmelever og den tidligere rektors klemte position i Tine Fischers baghoved, da hun til Politiken udtalte sin vision for skolen: «Det, som jeg allerede har været i dialog med ministeriet om, er, at de kunstneriske uddannelser skal udvikle kunstnerisk talent. Og det kan man kun ved at have en relativ praksis-nær uddannelse. Man bliver simpelthen ikke en god maler uden at male, man bliver ikke en god instruktør uden at have en praksis.»

Den ’kontrakt’ med Kulturministeriet, som Fischer hermed offentligt indgik, var allerede et varsel om nye toner, også i ministeriet – og som altså blev tydeligt med kulturministerens debatindlæg. 

«Det største problem er den glidebane mod akademisering, vores kunstneriske uddannelser befinder sig på. Der er brug for et stærkere og klart kunstnerisk og håndværksmæssigt fokus. Formålet med de kunstneriske uddannelser er ikke at konkurrere med universiteterne, men at uddanne de mest sublime håndværkere, vi normalt kalder kunstnere, fordi de har øvet sig i den færdighed det er at frembringe kunstværker,» skriver Joy Mogensen.  

Antager man, at «håndværksmæssigt fokus» ikke skal forstås i den mest fodformede forstand – altså, den som springer 100 års konceptkunst over eller forbyder læsning af teori – er det stadig en markant udmelding. Det er heller ikke nogen lille ommøblering.

Akademiseringen af uddannelserne hænger især sammen med udbredelsen af den kunstneriske forskning, der allerede udgør et stort felt, og som til dels udsprang af et legitimeringsbehov i kunsten. Man havde i sen-90’erne og 00’erne behov for at definere kunst som en slags grundforskning – ikke mindst over for resultathungrende offentlige støttegivere, som også ønskede at kunne sammenligne med andre dele af uddannelsessektoren. Heraf udsprang også den sympatiske mulighed for at kunstnere kunne tage en ph.d-grad og få ro til at udvikle deres kunstneriske projekt. Udfordringen er nu, at området er vokset til et større institutionaliseret felt i egen ret, der befinder sig et svært sted mellem akademisk forskning og kunstnerisk produktion, heraf det lidt nedladende kælenavn «Edu-Art».

I både Norge og Sverige har denne mere akademiserede tankegang allerede præget kunstuddannelserne i snart flere årtier og angår de fleste kunstneriske fag. I dansk sammenhæng er Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne nok den institution, som er mest med på vognen.

Dertil kommer, at omlægningen til Bolognamodellen – der kræver alskens reformering af uddannelserne (for at opnå akkreditering) – også har været en uheldig allieret, der i mange tilfælde har fremmet standardiseringen og bureaukratiseringen. Hertil bemærker ministeren, at en «tung akkreditering kan komme til at hænge som en bureaukratisk møllesten om halsen på især små uddannelser», samt at Bolognastandarden ikke må komme på tværs af uddannelsernes hovedopgave. Måske åbnes der her op for, at det sælsomme, tids- og ressourceædende akkrediteringsfænomen kan tænkes på en ny måde.

Det er første gang, at en nordisk kulturminister forholder sig så eksplicit til den komplekse udvikling inden for de kunstneriske uddannelser, som akademiseringen vidner om. «Kunstakademiet og andre kunstneriske uddannelser skal tilbage på det spor, hvor de hører hjemme. I kunstens verden – i stedet for at blive kvalt i et akademisk skoleridt,» lyder den slagkraftige underrubrik. Den vil dog givet også gøre nogle nervøse for, hvor vidtrækkende konsekvenser, det vil få for uddannelserne.

Det er derfor værd at notere sig, at Joy Mogensens udmeldinger også kan anskues som et opgør med årtiers teknokratisk kontrol. Hun skriver, at «tiden er løbet fra, at Kulturministeriet ansætter den enkelte leder på hver skole», at ledelseskraften skal styrkes, og at den «bør være forankret i en bestyrelse, der er kunstnerisk kompetent.»

For dem, eksempelvis Dansk Folkepartis kulturordfører, der har agiteret for en politisk udpeget bestyrelse – til en uddannelsesinstitution (!) – er det sidste dårligt nyt. For andre, som undertegnede, lyder det umiddelbart godt. I hvert tilfælde, hvis det betyder, at rektor på eksempelvis Det Kgl. Danske Kunstakademi fremover skal bakkes op af en faglig bestyrelse med et stærkt mandat i kunstscenen – og man samtidig sørger for at undgå unødig topstyring og fortsætter en god tradition for et tæt samarbejde mellem ledelse, kollegium og studerende. Det kan også afbøde for den misere, der fulgte, da Kulturministeriet i 2011 gennemtrumfede en meget kritiseret revidering af styrelsesloven, der betød, at ministeriet fremover skulle ansætte akademiets rektor. Blot ti år senere er, ’tiden løbet fra det’, heldigvis.

Hvor meget af kulturministerens indledende tanker, der bliver til virkelighed, ved vi mere om til oktober, når udvalget fremlægger resultatet af undersøgelsen.

Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet. Foto: Kristian Brasen.

Comments (2)