Ny direktør for Nasjonalmuseet

Til skræk og advarsel.

Interview: Allis i virkeligheden

Fra Politiken 8. marts 2003, kultur, side 1

Egentlig ville Allis Helleland være husmor. Siden drømte hun om at blive præst. Men da kaldet endelig kom, kom det fra Sølvgade. Det er dybest set Gud, der har anbragt Allis Helleland i direktørstolen på Statens Museum for Kunst. Og givet hende styrke til at vende den anden kind til alle de lussinger, det indebærer.

Af Lotte Thorsen

Allis Helleland har aldrig haft et mareridt. Når hun en sjælden gang sover længe nok til at forsvinde ind i en drøm, handler den altid om en rejse gennem bløde, grønne landskaber. End ikke om natten kan mørket snige sig ind på den 49-årige museumsdirektør. »For mig er verden lys. Det har jeg arvet efter min mor«, siger hun. Allis Helleland er ikke en dame, der ligefrem skilter med sine dæmoner. Faktisk værdiger hun dem ikke et blik. Som hun siger:
»Jeg er god til at fortrænge de dårlige ting«. Der ligger en fin film af imødekommenhed, venlighed og velvilje over hele hendes væsen. Den dæmpede stemme svinder ind til en indtrængende hvisken, når hun igen og igen fortæller, hvor pragtfuldt, fantastisk eller dejligt alting er. Fra barndommen i Vestjylland over sine to ægteskaber til Rembrandt og jobbet som direktør for Statens Museum for Kunst. Hun tager imod i de farverige stuer i Hellerup et par dage efter, at kulturministeren har forlænget hendes kontrakt som direktør for Statens Museum for Kunst med fire år. Væggene er tapetseret med moderne kunst, og stuerne flyder over med lykønskningsbuketter. »Hvis man havde været mand, havde man haft vin nok til resten af sit liv«, siger hun med et lille smil. »De holder jo desværre ikke så længe«, tilføjer hun så med en håndbevægelse mod blomsterne. »Men vi stiller dem ud om natten«. Vi slår os ned i sofaen under vinduet. Hun ser godt ud. På den lidt eksklusive måde. Den unge pige er ikke ret langt væk i hendes ansigt, når den fint buede mund deler sig i et smil, der hurtigt når de grønne øjne. Der er ild i pejsen, og Allis Hellelands to teenagedøtre kommer stilfærdigt ind på strømpefødder med te, brød og pålæg. »Jeg kræver, at de hjælper til herhjemme«, siger hun. »Jeg kræver også, at de klarer sig godt i skolen. Og at de gør sig umage. Jeg kan ikke fordrage sjusk og dovenskab. Det skal de ikke komme hjem med her«. Allis Helleland har ingen forstemmende problemer. Hun har kun spændende udfordringer. Hun bliver heller aldrig sur på nogen, siger hun. Det har hun ellers haft rig lejlighed til i de ni år, hun har været direktør på Statens Museum for Kunst. Og hvor hovedstadens kunstklike nærmest har gjort det til en hobby at smide verbale tomater mod chefkontoret i Sølvgade. Den slags preller af på museumsdirektøren. For Allis Helleland har en mission. Hun skal kæmpe for det gode. I disse år er målet at glæde så mange af sine medmennesker som muligt med nationalgalleriets samlinger. Og hun er ikke selv i tvivl om, at hun er den bedste til jobbet. Uanset om kultureliten er enig eller ej. »Jeg tror, der er en gud, der leder mig og giver mig kraft og styrke hver dag. Jeg tror, at jeg er sat her for at berige og bevæge andre mennesker. Det er derfor, jeg har fået det store engagement. Og så vender jeg gerne den anden kind til, når jeg bliver angrebet«. Er det også Gud, der har givet dig jobbet i Sølvgade? »Ja. Et eller andet sted er det. Og styrken til at holde det ud er også noget, man får givet. Og det er jeg meget taknemmelig for. At jeg har den styrke«. Hoveddøren åbnes og lukkes, og nogen råber »hej«. Det er Allis Hellelands mand, der kommer hjem fra arbejde. Med norsk accent, et lunt blik og Storkøbenhavns mest faste håndtryk. »Er i ikke færdige endnu?«, spørger han. Vi er faktisk knap nok begyndt. »Nå, men jeg er altså sulten«, siger han så og griber fadet med ost og pølse og forsvinder ud i køkkenet.
VANDBORG
Allis Helleland er født og opvokset på sin fars slægtsgård i Vandborg sogn i Vestjylland. Forældrene kunne godt lide navnet Alice. Til gengæld kunne de ikke engelsk. Så de gik til præsten og bad om at få det på den danske måde. Allis. »Min familie på begge sider har i mange generationer levet i Vestjylland. Min mor er født på en gård i Vandborg. Og min far på en anden. Han overtog familiens slægtsgård, og så flyttede min mor ned til ham. Hun var på højskole i tre måneder som ung. Ellers levede de begge i sognet til de døde«, fortæller hun. Der var altid fremmede i Allis Hellelands barndomshjem. Opkrævere, folk med varer, naboer, familie eller én, der skulle lægge gift ud for muldvarperne. Og alle kom lige ind og fik en lille snaps eller en kop kaffe. Og så blev der diskuteret. Politik, religion og udviklingen af samfundet i efterkrigsårene. Allis var et nysgerrigt barn. Allerede som fire-årig begyndte hun at læse højt af Lemvig Folkeblad. Siden læste hun alt, hvad hun overhovedet kunne komme i nærheden af. Hvilket ret hurtigt var overset. Men da Allis en skønne dag var stor nok til selv at tage toget til Lemvig og gå på biblioteket, åbnede verden sig for alvor. En entusiastisk folkeskolelærer sørgede desuden for, at hun fik læst alle klassikerne. Og en skolekammerat leverede læsestof til frikvarterne – de eftertragtede kærlighedstegneserier ‘Min Melodi’. »Dem ville jeg virkelig gerne have fingrene i. Men kun i frikvartererne. Jeg turde ikke tage dem med hjem. For mine forældre var af den holdning, at vi skulle læse noget ordentligt«. Tv fik familien først sent, fordi Allis’ far mente, det ødelagde for meget. »Så vi sad i reglen rundt om bordet om aftenen og læste i hver sin bog under en lampe, mens min mor sad og syede. Det var simpelt hen fantastisk«, hvisker hun. I reolen gemmer Allis Helleland stadig en grøn poesibog, hvor hun som niårig har noteret, at livsdrømmen var at blive husmor. Det var lokalsamfundet nu ikke enig med hende i. »Du skal nok være præst, så meget som du læser«, lød standardkommentaren rundt omkring i sognet. Det var ligesom det, man forstod ved en akademisk uddannelse i Vandborg. »Det var så få, der kom videre i uddannelsessystemet. Og de, der gjorde, blev som regel lærere på Nørre Nissum Seminarium. Men at tage helt til Århus og læse på universitet – det var kun, hvis man skulle være præst«. Allis kunne sagtens se sig selv bruge sin voksentilværelse på at udbrede Bibelens budskab. Men man kunne ikke lære græsk og latin på Struer Gymnasium, der lå 35 kilometer væk. Så skulle man helt til Viborg. Og bo på kostskole. Men Allis var ikke rigtig parat til at flytte hjemmefra. Og hendes mor var heller ikke rigtig parat til, at hun flyttede. »Jeg tror ellers, jeg kunne være blevet en god præst«.
MISSIONSHUSET
I 1950’erne fungerede Vandborg Sogn som en slags lokal afdeling af West Side Story. Det lille vestjyske samfund var skarpt opdelt i forskellige grupperinger. Der var Indre Mission, som holdt til i missionshuset, grundtvigianerne, der havde deres egen valgmenighed, og så var der de almindelige folkekirkekristne, der holdt til i forsamlingshuset, hvor Allis’ forældre gik til foredrag og gymnastik. Og det var utænkeligt, at familierne giftede sig ind i hinanden. Allis Hellelands mor kom fra et radikalt højskolemiljø, mens faren var venstremand og tilhørte folkekirken. Han ville ikke løse billet til valgmenigheden og sende sine børn i friskole. Man skulle blive og præge det sogn, man levede i, mente han. Og sådan blev det. På nabogården var de indre- missionske. De havde syv børn, som alle var ældre end Allis. Hendes forældre og naboparret hjalp hinanden med landbruget og havde et fint naboskab. Men alligevel var der forskelle. Hjemme hos Allis blev der spillet kort og serveret øl og snaps. Hos naboen serverede man kun sodavand og kaffe. Kort rørte man ikke. Allis måtte gå på danseskole hos den omrejsende danselærer. Det måtte naboens børn ikke. De måtte til gengæld gå i søndagsskole i missionshuset – til stor misundelse for Allis. »De fik sådan nogle flotte glansbilleder derhenne. Og de kom på sommerlejr. For mig var den søndagsskole så attraktiv. Men min far ville ikke have, at jeg blev påvirket af den fanatiske indremissionsmand, der ledede den «. Én gang i sin barndom trodsede Allis sin fars forbud mod at komme i missionshuset. Den ellers velopdragne gårdmandsdatter VILLE af sted. Uanset hvad de sagde derhjemme. »Fordi der var en attraktion derinde«, hvisker hun. Attraktionen var en omrejsende sort missionær. »Jeg havde aldrig set en levende neger før. Og jeg måtte derhen. Jeg kan huske, at han holdt hænderne sådan op, så man kunne se hans hvide håndflader. Og så fortalte han om Afrika. Jamen, altså«. En dag forlovede Allis’ kusine sig med en ung mand fra et indremissionsk hjem. Men modstanden i de to hjem var for stor og deres baggrunde for forskellige, så forlovelsen blev hævet igen. »Det lyder som om, det var i forrige århundrede, men det var altså i 50’erne og 60’erne«, siger Allis Helleland. Mange år senere, da både Allis Hellelands far og manden fra nabogården var døde, sad de to koner tilbage på hver sin gård. »Så en dag fortæller min mor i telefonen, at hun har været med nabokonen i missionshuset til et foredrag. Hvad siger du? Har du været i missionshuset? Og ja, det havde hun, for nu syntes hun, det foredrag var så spændende, og så kunne de følges ad, og det var så hyggeligt, og Margit var også begyndt at komme med i forsamlingshuset. Så protesterede de to gamle koner mod det mønster, de var blevet sat i i alle årene. Dét synes jeg var stærkt«.
TRE BILLEDER
På væggene i Allis Hellelands barndomshjem hang der tre billeder. Et af en springende kronhjort. Et af Dybbøl Mølle. Og et af moderens højskolehold. Så det var ikke her, hun pillede kunstinteressen op. »Der boede jo mange kunstnere på egnen. De fleste kom udefra og havde deres sommerhuse i området. Så man var vant til dem. De blev opfattet som anderledes. Sære. Men flinke nok. Og lidt provokerende«. Hver eneste dag blev Allis Helleland mødt af maleren Jens Søndergaards billeder, når hun kom i skole. »De hang overalt. Dét tror jeg har været med til at påvirke mig. For jeg kendte jo naturen udenfor. Og kunne genkende min verden i billederne. Den var bare malet lidt kraftigere op«. Da Allis Helleland i gymnasiet fik en engageret lærer i kunstforståelse, havde hun allerede i årevis kigget billeder i kunstbøger fra biblioteket. Det endelige stød ind i kunstens verden fik hun, da hun fik sparet penge sammen til en tur til Firenze i sin gymnasietid. »Jeg måtte bare se Uffizierne i virkeligheden. Og da jeg så stod nede i den Botticellisal, var det bare så flot, at jeg næsten skulle forgå. Det var fantastisk«, hvisker hun igen. Allis Helleland indskrev sig på franskstudiet på Aarhus Universitet – man skulle jo også have noget at leve af – og valgte kunsthistorie som bifag. Som 18-årig fik hun sin første kæreste, der var 15 år ældre. Han var et særsyn i Lemvig. Berejst, belæst og musikalsk – og passioneret optaget af klassisk arkæologi. Om dagen sad han og kedede sig i en bank, men når han kom hjem, spillede han klaver i timevis og tog Allis med til alt, hvad der kunne opdrives af koncerter. Med sin anderledeshed virkede han lige så stærkt på Allis, som negeren i missionshuset havde gjort det nogle år før. Allis tog til Århus og læste. Tre år senere fulgte han efter, og da hun var 21 år, blev de gift. Det blev et langt franskstudie. Seks år tog det. Et semester her og der blev skubbet, fordi Allis lige skulle til Italien eller Frankrig og sluge noget mere kunst. Politisk aktiv var hun også. Hun ejer faktisk stadig en aktie i Information, som hun investerede i i de bevidste studieår, da avisen var ved at gå ned. Da hun langt om længe begyndte på sit bifag, var det »bare så pragtfuldt«. Den første uge var hun på instituttet dag og nat. Så tog hun en dyb indånding og en stor beslutning. Hun ville tage magisterkonferens i kunsthistorie. Hvilket betød seks år mere på universitetet. Hun fik studiejob på Kobberstiksamlingen i København, hvor hun var et par dage om ugen og boede ellers stadig i Århus med sin mand. »Vi havde en plan om, at når jeg blev færdig, så skulle han holde op med at arbejde i banken og hellige sig musikken og arkæologien – så kunne vi bare leve af min indtægt. Jeg havde en enorm selvtillid og en meget stærk følelse af, at det ville gå med dét der kunst«.
VOKSEN
I 1985 blev Allis Helleland voksen. Hun var 31 år og skrev flittigt på det, hun selv regnede med skulle blive en guldmedalje-afhandling om guldalderen. En torsdag aften i begyndelsen af året ringede hun til sin mand i Århus fra København for at planlægge weekenden. Aftalen blev, at de skulle se en udstilling i Viborg. Og besøge nogle venner. Fredag morgen talte de sammen igen. Han havde noget hoste og følte sig sløj og vidste ikke rigtigt, om han ville gå på arbejde. »Da jeg kom hjem til Århus fredag aften, kunne jeg næsten ikke tale med ham. Han var fjern og havde høj feber. Jeg blev selvfølgelig dødbange og skyndte mig at ringe efter en læge, som kom og gav ham penicillin mod lungebetændelse«. I løbet af natten blev han mere fjern. Til sidst ringede Allis Helleland efter en ambulance. På sygehuset konstaterede de hurtigt, at hendes mand havde meningitis. Og at han ville dø af det. »Det var ret forfærdeligt. Min verden var bare med ét noget helt andet, ikke«. I en uge lå han på sygehuset i respirator. Så døde han. »Jeg cyklede hjem fra hospitalet. Jeg kan huske, at en lastbil kom ret tæt på min cykel, og at jeg tænkte, at hvis jeg døde nu, var der egentlig ingen, der ville savne mig. Jeg havde kendt ham, siden jeg var 18 år. Det var jo mit liv. Og vi havde det fantastisk sammen. Det var jo forfærdeligt at skulle undvære ham«. Men så er den heller ikke længere. For som hun siger: »Jeg måtte jo bare se at komme videre«. Det allersværeste var faktisk medlidenheden. Naboernes og omgangskredsens omsorg. Og familiens bekymring. »De gjorde det jo i den bedste mening, fordi de syntes, det var så synd for mig. Men jeg kan ikke klare, når folk har medlidenhed med mig. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg synes, det er nedladende«. Vi ser lidt på hinanden. Så fortsætter hun. »Bare tanken om, at nogen synes, det er synd for mig – det kan jeg ikke fordrage. Og den der omklamring, det kunne jeg slet ikke tage. Ikke engang fra min egen familie, der jo var frygteligt kede af det på mine vegne. Det var meget vigtigt for mig at vise, at jeg kunne tage det her og komme videre«. Hvorfor var det sådan for dig? »Jeg tror, det er min natur, at jeg nok skal klare mig selv. Og selvfølgelig kunne jeg klare det. Jeg var ung og rask og næsten færdig med min uddannelse. Jeg havde gode chancer for at få et job, muligheder for at rejse ud i verden og ingen hindringer af nogen art«. En enkelt hindring var der nu. For guldmedalje-afhandlingen ville ikke skrives. Allis, der normalt skrev over stok og sten, kunne ikke få tre ord til at hænge sammen. »Det er jo sådan en chokreaktion. Men det irriterede mig grænseløst, for jeg ville jo gerne være færdig. Men nogen guldmedalje-opgave blev det ikke. Det kunne jeg ikke. Det blev bare et helt almindeligt speciale«.
FORELSKET
I begyndelsen af sommeren, mens der stadig kom kondolencebreve med posten, forelskede Allis sig igen. Det var overhovedet ikke comme il faut, men der var ikke noget at gøre ved det. Allis var solgt. Til en af sin første mands gode bekendte – ortopædkirurgen Håkon Helleland, der var blevet skilt om efteråret. Og som havde fire børn på 9, 10, 12 og 14 år. »Det kan man ikke dæmme op imod. Det var bare fantastisk. Helt uhyggeligt. Jeg var vild med ham. Nærmest besat. Og det var også min måde at komme videre på. Det var pragtfuldt at få ham til at blomstre igen. Og at kunne være noget for de børn. Helt fantastisk«, hvisker hun. Direktørstillingen på Statens Museum for Kunst er peanuts ved siden af den udfordring, Allis Helleland mødte, da hun fra den ene dag til den anden delte hjem med fire børn. »De lærte mig alt om det virkelige liv. Indtil da var min tilværelse meget foregået i bøgernes og musikkens og billedernes verden. Men de lærte mig jo, hvad det ville sige at omgås mennesker. Jeg kunne ikke længere have mit eget håndklæde i fred. Det blev brugt af alle, der lige kom forbi. Pludselig levede jeg midt i et stort menageri med masser af mennesker, som man skulle forholde sig til, støtte og kæmpe for. I og for sig lignede det meget det hjem, jeg var vokset op i. Med holdninger, diskussioner og liv, ikke«. Ret hurtigt blev familien udvidet med to små døtre. Og en gammel svigermor, der flyttede ned til familien fra Norge, fordi hun ikke rigtig kunne se mere. »Vi levede på en banegård. Og anede aldrig rigtig, hvor mange vi var til middag. Når man lige har oplevet døden, er sådan en livsudfoldelse jo en enorm kontrast. Hvis ikke jeg havde siddet dér med den døende mand, så tror jeg heller ikke, jeg havde oplevet mit nye liv så stærkt«. Da Allis Helleland fødte sit første barn, opgav hun sit job på Nordjyllands Kunstmuseum. Hun ville passe sit barn selv og fik hurtigt barn nummer to. I næsten tre år gik hun hjemme og fik så en stilling på Århus Kunstmuseum – og en ung pige derhjemme. »Det var nogle heftige år«, siger hun. »De lykkeligste i mit liv«.
MUSEUMSLIV
Tre år senere søgte og fik hun en stilling som udstillingsleder på Koldinghus. Her arrangerede hun blockbusters med Miro, Giacometti og russisk porcelæn. Med hendes egne ord »strømmede pengene og opbakningen ind« fra amtet, kommunen og erhvervslivet. »Jeg var der i to år. Så kom det med København«, siger hun med henvisning til den ledige stilling som direktør på Statens Museum for Kunst. »Jeg havde aldrig haft ambitioner om at skulle tilbage til det store museum. Og jeg var meget knyttet til Jylland. Men jeg vidste jo godt, hvordan det gik i Sølvgade. Og hvor meget de manglede alt det, jeg stod for: Ny kraft, ny energi, nytænkning og frisk luft. Jeg synes, jeg var nødt til at søge det. For hvordan skulle det ellers gå?«, spørger hun i en tone, som om det var et borgerligt ombud, hun refererede til. Eller et stykke humanitært arbejde. »Det nemme ville da være at blive på Koldinghus. Men jeg følte et kald. Jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre det. Min mand blev også ved med at prikke til mig og sige, jeg skulle søge. Fordi han synes, jeg har godt af at have det hårdt. Det tror jeg egentlig, han har ret i. Det der med at kæmpe ligger meget dybt i mig. Ikke at være ligeglad. I min barndom har jeg altid fået at vide, at jeg skulle bestille noget, klare mig selv og vise, at jeg kunne noget. At jeg skulle gøre mig umage og bruge mine talenter – alt det, der står i Bibelen«. Der gik lang tid, inden svaret kom. Allis Helleland var på turné rundt til Danmarks museer med en gruppe museumsdirektører fra Sankt Petersborg, da kulturminister Jytte Hilden ringede til hende. Allis og det russiske selskab var nået til Århus. Det var Jytte Hilden også. Og hun bad Allis Helleland møde op i baren på Hotel Marselis klokken 23.00. I den dunkle belysning i hotelbaren fik hun at vide, at jobbet var hendes. Det har det været siden. En tvivlsom fornøjelse vil nogle måske mene, når man tager alle de øretæver i betragtning, der følger med jobbet. Men for Allis er jobbet »bare dejligt«. »Jeg synes jo, mit liv er et eventyr. Selv de hårdeste dage. Og det rører mig egentlig ikke, hvad folk tænker eller skriver eller mener om mig. Bare jeg ved, jeg gør mit bedste«. Hvad tiden efter Statens Museum for Kunst skal fyldes med, ved hun ikke endnu. Drømme har hun stakkevis af. Én af dem går ud på at vende tilbage til barndomshjemmet og jorden i Vandborg, som hun stadig ejer. »Det betyder utroligt meget for mig, at jeg har min jord og mit hjem derovre. At jeg har et sted, jeg kan vende tilbage til og hvor jeg kender hver en lyd og hver en plet. Hvor jeg ved, at hele min slægt ligger oppe på kirkegården. Det er jo der, mit liv udgår fra«. »Og hvor jeg forstår menneskerne på en helt anden måde, end jeg forstår de mennesker, der lever i den øvrige del af verden«.

Her er min kommentar som ikke lå ute på Dagsavisens nettsider, men var på trykk i papirutgaven dagen etter ansettelsen.

Sunes arvtager

Kommentar: Nina Marie Haugen

I august 2006 sa Sune Nordgren opp som direktør ved Nasjonalmuseet. Dette skjedde på ingen måte stille og forsiktig. Nordgren uttalte klart og tydelig at det ville bli vanskelig å finne hans etterfølger. Han fikk rett. Første utlysningsrunde endte i ingenting, og den 19. desember 2006 så Nasjonalmuseet seg nødt til å midlertidig konstituere Anne Kjelberg som direktør.
Det het seg at man etter en ”helhetlig vurdering” besluttet å gå en runde til. Direktørstillingen ble utlyst på ny og styret benyttet seg av ekstern hjelp. Kravspesifikasjonene ble noe endret idet ”solid kunst- og museumsfaglig kompentanse fortsatt vil være et ønskelig, men ikke et absolutt krav”. Styret gikk bredere ut for å treffe flere kandidater. Tre hovedoppgaver ble definert for den nye direktøren “ styrke museets kunstfaglige profil, videreutvikle organisasjonen samt ivareta byggeprosjektet.
Sju søkere har kjempet om direktørstolen ved Nasjonalmuseet i den siste runden. Blant norske søkere var seniorkurator i Nasjonalmuseet Ulf Grønvold og direktør ved Bergen kunstmuseum Audun Eckhoff. To dansker ble av Dagsavisen utpekt å stå på den uoffisielle søkerlisten. Disse var Direktør ved Louisiana Poul Erik Tøjner og direktør ved Statens Museum for Kunst i København Allis Helleland. Nå er det Allis Helleland som tiltrer som ny direktør 1. august 2007.
Allis Helleland er Mag. Art i kunsthistorie, og har over 20 års erfaring fra den danske kunstverdenen med bakgrunn som museumsinspektør for Nordjyllands og Aarhus kunstmuseer og siden 1995 som direktør for Statens Museum for Kunst i København. Her har hun vært med på omfattende ombygging på 90-tallet og høstet positiv omtale for organiseringen av formidlingen. Helleland er kjent for flid, entusiasme og klare meninger. Akademisk teoretisering er hun imidlertid ingen stor tilhenger av.
Nasjonalmuseet fravek kravet om solid kunst- og museumsfaglig kompetanse i den siste søkerrunden, men har like fullt endt opp med å vektlegge dette. Nå er det klart at Allis Helleland også besitter betydelig ledererfaring. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med at hun er den personen Nasjonalmuseet trenger akkurat nå. Blant annet er det viktig at Helleland ikke hviler på gamle laurbær og bygger opp Nasjonalmuseet etter dansk lest uten nyorientering. Det burde være en sentral oppgave for Helleland i samarbeid med sine kolleger å jobbe for nye strategier og fornyelse av Nasjonalmuseet på en måte som gjør at det får en aktuell plass i kulturlivet. Her inngår å bygge en basis for aktuell forskning og debatter. Ikke minst håper jeg den nye direktøren i samarbeid med styret tør gå nye veier i forbindelse med nybygget, når enn det skulle bli aktuelt. Antagelig har Nasjonalmuseet i denne omgangen lyktes i å skaffe en organisasjonsmessig mer samlende lederskikkelse enn Sune Nordgren som fikk det til å blåse hardt. Helleland har vært kritisert for å tenke mer på besøkstall enn forskning. Det gjenstår å se om hun i sin nye direktørstol klarer å forene de to.

«Sentrale aktører i samtidskunstfeltet er slett ikke fornøyd med styrets valg av danske Allis Helleland som ny direktør ved Nasjonalmuseet. Hvorfor?» Morgenbladet skriver om reaksjonene på ansettelsen av Allis Helleland, og snakker med Mari Slaattelid, Tone Hansen, Ole Jørgen Ness, Eivind Furnesvik, Trude Iversen og Anniken Thue

Svensken, dansken og nordmannen, Marit K. Slotnæs, Morgenbladet, 23 februar, 2007

Lenken i Sissel Lillebostads innlegg er her. (På min maskin kommer noen av bokstavene litt merkelig ut, men det dreier seg om en profilside på det danske virksomhetsnettverket ”Kvinder i ledelse” sin hjemmeside.)

Den danske billedkunstneren Uwe Max Jensen har sendt oss dette leserbrevet i anledning ansettelsen av Allis Helleland som ny direktør for Nasjonalmuseet.

På aftægt i Oslo

Direktøren for Statens Museum for Kunst – Allis Helleland – tiltræder til august som ny direktør for Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Oslo.I den forbindelse har Allis Helleland udsendt en pressemeddelelse. Museumsdirektøren skriver:

«Med succeser som de seneste års markante bygningsmæssige udvidelser og renoveringer, indvielsen af det nye Statens Museum for Kunst i oktober, de internationale forskningsbaserede udstillinger såsom Rembrandt, Ring og Derain, den levende scene, besøgstal på 400.000 (Danmarks højeste for kunstmuseer) og Egmont Videncenter for unge, som åbner til april samt stor opbakning fra alle dele af det danske samfund, føler jeg på mange måder, at jeg har løst opgaven. Derfor kunne jeg ikke sige nej til tilbudet fra Oslo, da opgaven på mange måder ligner den, jeg har løst her i København; at skabe nye rammer og sammen med medarbejderstaben fylde disse ud til glæde for den norske befolkning.»

Sigende for Allis Hellelands pressemeddelelse er det, at museumsdirektøren nævner udvidelser, renoveringer og indvielser, inden hun omsider når frem til det, der burde være det egentlige. Nemlig kunsten.

Desuden scorer Allis Helleland pænt billige point ved at fremhæve, at Statens Museum for Kunst har Danmarks højeste besøgstal blandt kunstmuseer. Den placering er immervæk opstået på baggrund af unfair konkurrence, da der er fri entré på Statens Museum for Kunst, mens de besøgende på Danmarks øvrige kunstmuseer skal betale entré.

Kulturminister Brian Mikkelsen er omtrent ligeså glad for Allis Helleland, som hun selv er. I anledning af hendes nye job udtaler kulturministeren:

«Allis Helleland har gjort et fantastisk stykke arbejde for at formidle Statens Museum for Kunsts enestående samling til et nyt og bredt sammensat publikum. Norge får en særdeles kompetent og driftig museumsdirektør. Jeg håber, at hendes ansættelse vil styrke det kunstneriske samarbejde mellem Danmark og Norge. Og så er jeg stolt over, at nordmændene har valgt en dansk løsning.»

Jeg mener imidlertid, at der er grund til at slå koldt vand i blodet, når Allis Hellelands indsats skal gøres op. Selvom driften af store kulturinstitutioner i dag går hånd i hånd med kommercialismen, og udviklingen på dette område ikke lader sig skrue tilbage, er det tydeligt, at Allis Helleland har drevet den kommercielle tendens helt ud på overdrevet med sine alt for mange tiltag, der desværre absolut intet har med kunst at gøre.

Her kan nævnes udstillinger af sølvtøj og blomster mere eller mindre smagfuldt sat i scene af danske kendisser. Samtidig har Allis Helleland opereret med en række foredrag, hvor kendisser fortæller om deres forhold til kunst. Disse tiltag har været publikumssucceser, og i en (kultur)politisk periode, hvor bundlinje og besøgstal er det primære, er det naturligvis omsonst at argumentere mod disse tiltag ud fra et krav om noget så mentalt fjernt som øget kunstfaglighed.

Havde Allis Helleland så i det mindste udvist kærlighed til – eller i det mindste respekt for – kunsten, ville de dumsmart populistiske tiltag være til at leve med. Men det er ikke tilfældet.
Her tænker jeg i særdeleshed på Hellelands tankeløse omgang med konceptkunstneren Eric Andersens mesterværk «Det skjulte maleri» (værket er en hvidmalet væg på Statens Museum for Kunst, der skjuler et vægmaleri af billedkunstneren Lise Malinovsky), som museumsdirektøren gentagne gange udsatte for vanrøgt og direkte hærværk. At en museumsdirektør ikke er i stand til at tage vare på sin samlings mere obskure værker er en falliterklæring og et udtryk for hendes snævre kunstsyn.

Derfor hilser jeg det velkommen, at Allis Helleland bliver direktør for Nasjonalmuseet.
Allis Helleland har allerede længe haft sommerhus i Norge, og når man samtidig påtænker, at Nasjonalmuseet står foran en betydelig udvidelse og fornyelse gennem museets byggeplaner i Tullinløkka-området, er Oslo et sigende og passende sted at gå på kunstfaglig aftægt for Allis Helleland, hvis primære kvalifikationer hidtil har været kulturfunktionærens.

Her finnes det litt mer info om den nye direktøren:
http://www.lige.dk/Default.asp?Id=306&AjrNws=254&AjrNwsPg=1
Der står det slikt som:
æ…Allis Helleland har skabt udstillinger drevet af populisme, at hendes indkøbspolitik har været både dyr og kortsynet, samt at forskningen er blevet prioriteret ned under gulvtæppet på den ærværdige institution”.

Direktøren hevdes å være bærer av tildels tomme, populistiske ideer, og ledelsen av museet under hennes ledelse har skapt sterke friksjoner. Men som hun selv sier avslutningsvis: æJeg er den beste”. Drivkraft og vilje (masse vilje) er det hun hedres for. Og “ hun er kunsthistoriker “ for de som det betyr noe for.

Vi har igrunnen ingen annen mulighet enn å gi henne en sjanse, men det er interessant at styret har valgt en med hennes profil.

Hoi, var det ikke hun som fikk veldig godt skussmål av Danmarks lysebrune kulturminister Brian Mikkelsen?

Lover det godt?

Et lite intervju i magasinet Dansk Industri , kan fortelle om en direktør som ikke ser noen grenser for samarbeidet mellom kunst og næringsliv.

Hvorfor gjør det en kunstner som meg bekymret? Er det fordi jeg er i mot penger? I mot et næringsliv som vil tjene penger? I mot høye publikumstall? I mot at kunsten er del av samfunnet forøvrig?

Eller er det en erfaring med at kunstens langsomme og forankrede meningsproduksjon lett taper for de hurtige pengene? Kunst er både et middel og et mål. Den henger sammen med samfunnet og livet, OG den er meningsfylt i seg selv. Penger er bare et middel. De kan flyttes rundt, uten å tape sin funksjon som middel. Penger er ikke meningsfylte i seg selv. Men siden de kan brukes til å kjøpe tid, plass, kvalitet og mening er det lett å miste grensene.

La oss si du drikker et glass friskpresset appelsin- og jordbærjuice for 32 kroner. La oss si at råvarene er økologiske, så det smaker kun smaker sol og sommer. I så fall har det tatt lang tid for frukten å suge til seg sol og den har gjort det i ren jord. Kunne du likegodt ha slengt innpå tre gullmynter og et par sølvmynter med hull i? Selvfølgelig ikke. Men hvis smaksløkene dine er helt ødelagt, og hvis ingen presenterte deg for smaken av sol og sommer, ville du kanskje kjøpt en Cola i stedet. Det er billigere og gir et godt, men kortvarig rush.

Både politikere, næringslivsfolk og andre blander disse kortene. De tror at kunsten også er et middel. Jeg skjønner at det skjer, når selv de store museene ikke forstår å formidle kunstens kvalitet.

Symbiose gir ikke identitet. Jeg håper dette var en klønete uttalelse fra Helleland. Jeg håper hun vet hva kunsten er god for, så andre også kan få oppleve det.