Jeg har været i New York siden starten af september. Det er lidt over et år siden, jeg blev færdiguddannet som billedkunstner. Mens jeg studerede, var jeg altid fascineret af ældre kolleger, som kunne springe rundt i verden fra residency til residency og nyde flaneurlivet bekostet af fonde og mæcenagtige typer. Den transaktion er lige så gammel som kunsten selv, og her er jeg så endelig i New York på et residency med atelier i Brooklyn.
Jeg brugte den første måned på at hade byen. Hade hvor dyr, hurtig og overfladisk den er. «Easy babe you will get used to the hustle”, sagde en af mine newyorker-venner, når jeg brokkede mig. Hun havde selvfølgelig ret. Her et par måneder senere har jeg en følelse af at kunne navigere i byen. På en måde elsker jeg den. Alt er lige så generisk i sin udviklingsfortælling, som det plejer. Intet nyt under den sol.
Solen er skarp i disse dage, så det er på med solbrillerne. Bladene er blevet røde og alt dufter af Pumpkin Spice Latte og tis. Byen er gået fra Halloween direkte over i Thanksgiving alt imens tilstedeværelsen af julepynt og skøjtebaner bliver intensiveret langsomt. Alting sker så meget og på samme tid. Jeg forsøger at flyde igennem det hele. Jeg er begyndt at gå turen over Williamsburg Bridge hver morgen. Turen tager halvanden time med direkte sol i ansigtet og udsigt over Manhattan skyline. Det er endnu det bedste studio visit. Konfronterende, larmende og underholdende. Alle gader, udsigter og bygninger er symboler fra smykker og nøgleringe eller kulisser i film og serier, jeg har set hele mit liv, og det er helt perfekt for mit voksende main character syndrome.
Det har generelt været et tema for mig under mit ophold, det med hvordan billeder bliver skabt, brandet, eksponeret og distribueret. Forleden var jeg til middag på et af byens nye celebrity-steder, Sartiano’s, sammen med en gruppe kunstnere og musikere. Mellem retterne gik vi ud for at ryge, og imens vi stod der, gik paparazzi-fotograferne foran indgangen pludselig mere end almindeligt amok. Vi jokede med, at det måtte være den amerikanske kongefamilie, der var ankommet (altså Kardashian-familien), og vi havde helt ret.
Da vi kom ind, var Kim Kardashian ankommet og slog sig ned ved et bord sammen med Jeff Bezos. Hun var der i max 15 minutter, før hun forsvandt igen, men billederne fra aftenen figurerede som et ekko på sociale medier flere uger efter. Som et masseproduceret postkort af New Yorks skyline sendt hjem til Europa tilført et lille personligt narrativ. Genkendelsens magt og glæde er total.
Jeg troede den netop overståede Performa-festival ville være et af efterårets højdepunkter, men de performances, jeg så, virkede underligt uddaterede, så jeg besluttede mig ret tidligt for at hoppe ud af det ræs. Jeg har meget lidt tålmodighed til timelange oplæsninger af noget politisk teori med lidt fragmenteret underlægningsmusik. Måske jeg er for provinsiel til det langsomme tempo. Måske lange minimalistiske performances er beroligende terapi, hvis man har boet i denne by i mange år. Heldigvis er byen fyldt med en masse anden god kunst.
For nogle uger siden så jeg Arca performe på Park Avenue Armory, hvor hun optrådte fire aftener i træk. Arca er vel min generations store alternative popstjerne, hun er for millenials og Gen Z, hvad Björk er for mine forældre. Det gjorde indtryk i hvor høj grad hun improviserede. Flere gange var hun i direkte dialog med publikum, lys- og lydpersoner for i fællesskab at beslutte, hvordan koncerten skulle udvikle sig. Tre gange kom stylister, hår- og makeupartister op og skiftede hendes look midt på scenen, det hele blæst op på storskærme. Det var så dejligt brutalt og kaotisk blottende. Alt det arbejde, som normalt foregår bag scenen, kom på smukkeste vis helt frem i spotlyset. Sikke et overskud.
Et par dage senere stod jeg midt i en udstilling, hvis farver og materialer på mange måder lignede den middag, jeg havde været til på Sartiano’s. Pyramideformede tårne af champagneskåle og metalliske Paco Rabanne-kjoler. Alt sølv og hvidt som i en Celine-forretning. Kayode Ojos udstilling i David Zwirners 52 Walker Gallery var vidunderligt fyldt med referencer til Dali, Cady Noland og Sylvie Fleury. Poppet, voldeligt og surrealistisk. Spotlyset på de forskellige scenarier fremhævede elementet af scene eller gerningssted, hvor alt står og vakler. Smykker, våben, luksus, der kun lige præcist holdt balancen på høje champagneglas og spejlhylder. En af de bedste udstillinger, jeg har set i virkelig lang tid, endda af en ung, lokal kunstner.
De to sjoveste fester, jeg har været til, har begge været i toppen af den samme forladte skyskraber i Financial District arrangeret af henholdsvis Office Magazine og Swiss Institute. Sidst dansede jeg så meget, at jeg havde ondt i benene hele dagen efter. Der blev spillet Crimewave af Crystal Castles og Deceptacon af Le Tigre. Efter sigende har bygningen stået tom siden finanskrisen i 2008 og har nu fået nye ejere. Inden den bliver renoveret, bliver den brugt til fester og udstillinger.
Et af hjørnelokalerne er indrettet præcis som det luksuskontor, det var engang i start-80erne. Nu står der blot en pladespiller og luften er tyk af røg, for nu er det rygerrum. Før blev der taget billeder af mænd i jakkesæt, der handlede med aktier, nu er det fuld af unge mennesker, der bliver flashet i ansigtet af The Cobrasnake og delt online næste morgen. Det er så evigt smukt, hvordan steder kan ændre funktion, og hvordan transaktioner og interaktioner, som foregår i arkitekturen, forandres. Fra ægte kapital til social kapital. Kopimaskinen kører stadig på højtryk og gentager de samme motiver indtil motivet lige så stille begynder at forandre sig eller gå i opløsning.
New Yorks bedste udstillinger er tit på byens mange gallerier. Fx hos det forholdsvis nye Ulrik i Chinatown, hvis første udstilling på den nye adresse var med tyske Matthias Groebels malerier fra 90’erne. Groebel byggede dengang en slags airbrush-maskine og lavede værkerne på et grundet lærred på en måde, som minder lidt om, hvordan man printer. De tidlige motiver er billeder fra film, som blev sendt på den eneste fjernsynskanal i det Østtyskland, hvor han boede. Senere brugte han sine egne fotografier, som han blandede med tekst, så det ligner memes eller smukke nostalgiske pladecovers. De har så meget tidsånd, at man næsten skulle tro, at Groebel havde været synsk dengang og havde forudset, hvordan kunst og visuel kultur generelt ville se ud i dag.
Aktuelt viser Ulrik en udstilling med newyorker-kunstneren Bettina (Bettina Grossman, 1927-2021), der kun udstillede en enkelt gang i sit liv, men har efterladt sig en helt masse værker. Siden 70erne og frem til sin død boede hun på Chelsea Hotel og sad som en spion og holdt øje med byen fra sit vindue. Jeg elsker hendes fotografier af forbipasserende og amerikanske flag i deforme spejlinger i de glatte skyskrabere. Udstillingen er en seriøs introduktion til en kunstners værk, jeg er sikker på, vi kommer til at se mere til.
I Judy Chicago-udstillingen på New Museum elsker jeg især den etage, hvor kunstneren har iscenesat værker af kunstnere, der har formet hende. Det fungerer godt med den næsten burlesque-tunge scenografi med pelsede, blomstrede tæpper og værker af bl.a. Hilma af Klint, Djuna Barnes og Meret Oppenheim. Og det er skønt med et pusterum fra nogle af Chicagos hurtigt fordøjede og lidt tomme statements a la «Will there be violence in a society ruled by women?». For som min svenske kunstnerven svarede; «Øh ja, selvfølgelig!».
Selvom Vestens visuelle kollektivhukommelse stadig er formet af amerikansk populærkultur, føles alt ret vintage her. Nostalgien, som hænger i luften, bekræfter, at fremtidens kulturelle dominans kommer andre steder fra. Old Hollywood går stadig som et spøgelse gennem alle kunstens rum. Personligt elsker jeg at rode rundt i alt det gamle, men jeg glæder mig også til at få en fornemmelse af fremtiden. Jeg er med på, at glimt af fremtiden kun kan findes ved at genbesøge det gamle, men jeg har også en kraftig fornemmelse af, at jeg ikke finder fremtiden her. Måske fremtiden er sat på pause, fordi det er nødvendigt at færdiggøre det, der var. Alt det, vi kom alt for hurtigt væk fra. En popkunst, der aldrig blev afsluttet. Måske er det ikke bare nostalgi, men mere en erkendelse af, at vi har skyndt os for meget og været for opslugte af fremskridtet.
Stemningen i New York er meget anderledes end, da jeg var her sidst for otte år siden. Denne gang fandt jeg hurtigt ud af, at hvis jeg ikke passede på, ville jeg ende i et rum fyldt med europæiske kunstnere og kuratorer, der alle tonser rundt og prøver at få den samme karriere. På den måde eksisterer den amerikanske drøm stadig – i hvert tilfælde drømmen om eksponering og succes. Forleden tog jeg Upstate og besøgte min veninde, som bor i et lille hus tæt på PepsiCos skulpturpark. Det mindede meget om at gå en tur i museumsparken på Louisiana i Danmark. Samlingen af skulpturer var nærmest ens, bare større. Pepsi vil være Louisiana, og Europas unge drømmer stadig om amerikansk glamour.
