Hvis du tager din smartphone frem på Charlottenborgs gårdsplads i løbet af weekendens kunstmesse i København, vil du måske opdage, at alt ikke er helt som det plejer. Her rejser en skulpturpark af AR-værker sig, nogle stationære, andre bevægelige, måske dansende, foran dig på skærmen. Skulpturparken er en del af MoNDA – Museum of Nordic Digital Arts første udstilling med navne som Mette Winckelmann, Nanna Debois Buhl, Sabrina Ratté og ORLAN, der også breder sig på skærme inde i kunsthallens foyer.
Bag MoNDA står billedkunstnerne Diana Velasco, direktør, og Ida Kvetny, advisory board, som sammen har drevet den digitale udstillingsplatform Radar Contemporary siden 2018. På baggrund af de erfaringer, de har gjort sig med at udstille digitale formater, lancerer de nu et decideret museum, der indsamler og udstiller digital kunst og udlåner værker til museer og andre kunstinstitutioner.
«Vi er særligt optagede af de nyere digitale teknologier og genrer, der endnu ikke bliver indkøbt af museerne i særlig stort omfang», siger Velasco til Kunstkritikk.
«Det kan være VR, AR eller NFT’er, men det kan også være 3D-prints eller hybridværker, der lægger sig et sted imellem det digitale og det fysiske rum. Vi synes, det er spændende at bygge bro imellem de to verdener, for jeg tror på længere sigt, at vi vil se at grænserne imellem det digitale og det fysiske udviskes mere og mere.»
Velasco og Kvetny har en særlig forkærlighed for de tidlige, ofte kvindelige, pionerer; kunstnere, der har arbejdet med digitale formater siden teknologierne opstod. Det handler om at skabe en samling, der repræsenterer feltets mangfoldighed, men især om at sikre at de tidligste digitale værker ikke bliver glemt, når der skal skrives kunsthistorie. En risiko, der forøges, hvis teknologierne forældes inden værkerne indkøbes til museernes samlinger.
«Vi oplever en stigende interesse fra museernes side, men også at de tøver med at indkøbe de her værker. Det handler blandt andet om, hvordan man bevarer en teknologi, der hele tiden udvikler sig. Det kan sammenlignes med videokunsten, som også lige skulle etableres som felt, før museerne tog den til sig. Lige nu befinder vi os i en etableringsfase for digital kunst, og ligesom med videokunsten, der skulle konverteres fra VHS til mere digitale formater, så tror jeg også, at der kommer konverteringsmuligheder for de værker, der bliver opkøbt. Så når museernes interesse er vagt, så står vi klar med en samling, som de kan låne fra, og en viden om feltet, som de kan trække på.»
Foreløbig er MoNDA et museum, der enten skaber udstillinger i og udlåner værker til andre institutioner eller kan besøges online – eller i Metaverset, når det er færdigudviklet. Samlingen opbygges organisk, primært ved at bytte digitale værker med andre kunstnere, men også gennem donationer og indkøb. Således har MoNDA netop købt Marina Abramovics først NFT, en gif med Abramovics til hest – «et drømmeværk,» som Velasco udtrykker det.
«Abramovic siger, at den samtale, vi i dag har om NFT’er, minder hende om de diskussioner, man havde om performance dengang hun var ung. Diskussioner om, hvordan man værdisætter ikke-fysiske værker, hvordan de kunne indgå i museumssamlinger, og hvorvidt det overhovedet var rigtig kunst. Jeg har selv en baggrund som fotograf og genkender diskussionerne: Hvad stiller vi op med værker, der findes i flere editioner, eksempelvis. Det er sjovt at se, at der er den cyklus, hver gang der opstår en ny teknologi eller platform.»
NFT’er eksisterer på en blockchain, hvor det er de andre brugere i det digitale fællesskab, der verificerer om indholdet er originalt og bestemmer, hvordan det værdisættes. På den måde åbner NFT’er, ifølge Velasco, også for en debat om, hvilke gatekeepers, der findes på kunstscenen – og i sidste ende også om, hvad der kan kaldes et museum.
«Når vi kalder MoNDA for et museum er det selvfølgelig for at hacke begrebet lidt, men det er også for at illustrere, at vi tænker i lange træk, indsamler værker og arbejder med vidensdeling, akkurat som et større museum gør. I en tid, hvor kunstnere er igang med at redefinere deres rolle og selv kan gøre mange ting via digitale medier, synes vi, det er på tide at gentænke relationerne mellem græsrødderne og den etablerede kunstscene. Vi vil gerne rejse en diskussion om, hvordan fremtidens museum for digital kunst ser ud».
