Hvis der findes et hestehierarki befinder cirkushesten sig nok i den nedre del af pyramiden – lige over bryggerhesten, rideskolens trætte øg, arbejdshesten foran ploven og den tirrede rodeohest. Cirkushesten er folkelig til forskel fra den man bruger til ridesport og jagt, som forstår at begå sig på de bonede gulve. Hvis man overfører dette hierarki på kunstarterne kan det nogen gange synes som om performance-genren befinder sig i nogenlunde samme bastard-agtige position som cirkushesten, som et underholdende, uforpligtende indslag. Med Charlottenborgs præsentation af britiske Rose English er cirkushesten dog lukket ind på billedkunstens fine sildebensparket.
Udstillingen, der har fået titlen The Eros of Understanding, er den 64-årige kunstners første soloudstilling nogensinde. Den er ikke let at gå til i sin blandform af breve, dokumentationsfotografi, kostumer, rekvisitter, videodokumentation, manuskripter, plakater samt et par installationer forstået som egentlige skulpturelle kunstværker. Som det fremgår af udstillingens formidlingstekster – samt af de arkiviske tekstbidder i udstillingen – er der tale om en kunstner, der ikke lader sig begrænse til et enkelt medie eller en afgrænset kunstform. Det er performance, men så alligevel ikke performance; det er teater, men så alligevel ikke; scenekunst og cirkus, men også installation. Der er deciderede kunstværker i udstillingen, men i nyfortolkninger eller omformninger eller som delelementer af endnu ikke fuldt realiserede større projekter. Definitionerne siver gennem det samlede værk og lader sig ikke indfange og den flygtighed er, forstår man, tilsigtet som både kunstnerens metode og æstetik.
I en udstilling med en sådan myriade af udsigelser er det den 78 minutter lange videooptagelse af forestillingen My Mathematics, der havde premiere Off-Broadway på Lincoln Center i New York i 1992, der, for denne anmelder, udgør et egentligt fundament og en nøgle til at begribe kunstnerens værk. My Mathematics kombinerer stand-up, cabaret og teatermonolog. Her udfolder English sin delvist improviserede tekst om den fallerede vaudeville-stjerne, Rosita Clavel – Englishs alter ego.
Titlen, My Mathematics, refererer til navnet på den hingst som Rosita Clavel tænker tilbage på og som optræder i forestillingens anden akt. Mathematics var, som Rosita Clavel flere gange siger det, «hesten, der studerer sin egen form». English deler dette træk med hesten. Showgirl på Broadway den ene dag, konceptuel kunstner den anden. Monologen er selvreferentiel og peger flere steder på selve forestillingen i elegante Verfremdung og metalag. Men der peges, for mig at se, også videre ud på resten af det, som befinder sig i de tre rum på Charlottenborg og My Mathematics etablerer dermed en forbindelse til selve udstillingens raison d’être: flygtigheden, det at studere sin egen form, at elementer og temaer fra 1970ernes værker bæres videre over 1990erne og fremkommer igen i 2014: Otte-tals-figuren, forholdet mellem kvinde og hest, det på en gang masochistiske og sadistiske i det at performe, s/m-forholdet mellem menneske og hest.
Udstillingens kurator, danske Stine Hebert, har gestaltet udstillingen omkring netop hesten som gennemgående figur og der er udelukkende udvalgt projekter, hvori hesten spiller en central rolle. I de tidlige værker er det feministiske positioner, der undersøges. Senere fremstår hesten snarere som en performance-mytologisk og mindre konkret repræsentant for selve det at optræde og please sit publikum – det at drages mod rampelyset.
Netop det mytologiske lag omkring English som performancekunstneren, der ikke passer ind i kunstverdenen og hendes showgirl-alter ego Rosita Clavel virker som udstillingens egentlige drivkraft. Flere fortællinger rulles frem: English blev smidt ud af to kunstuddannelser, fordi hun insisterede på at lave performance (dette fremgår af et indrammet brev fra 1978, en besvarelse på en henvendelse fra den amerikanske performance-historiker og kurator Roselee Goldberg). En anden mytologisk skikkelse kan spores i Englishs forstudier til det endnu ikke fuldstændigt realiserede værk Rosita Clavel – a horse opera (præsenteret i udstillingen præcis som de har hængt i Englishs atelier). Her har hun indskrevet den danske cirkus-superstjerne Katja Schumann i en central rolle.
Det er til udstillingen lykkedes at etablere et samarbejde og engagere netop Schumann i udstillingen i det nyproducerede skulpturelle værk Arena om hvilket der i materiale-betegnelsen står: «Blandet sand og grus, træramme, hestespor af Ushastik redet af Katja Schumann.» Cirkusprinsessen var der, hesten var der og her i gruset præsenteres sporene; et otte-tal eller et uendelighedssymbol og fraværet af egentlig dokumentation af handlingen puster til den mytologiske ild. Og så er der lugten af mølkugler, der diskret hænger omkring det enkeltstående sorte, perlebesatte kostume i udstillingen og som også trækker den mytologiske tid med sig. Og måske er der endda – fra både kunstner og kurators side – lagt vel rigelig vægt på at understrege arkivmaterialets mytologiske dimension. Eller sagt på en anden måde: frem for at udfordre institutionens blik på hvad, der forstås som billedkunst, er det som om udstillingen tøjrer det samlede værk til en ensrettet kunstkontekst. De i grunden aparte og genrebrydende performances er blevet tilpasset Charlottenborgs parketgulve og højloftede stukbeklædte sale.
Arkivmaterialet er i glas og ramme, dokumentationsfotografier er blæst op i en værklignende skala og rekvisitter er i flere tilfælde kommet under plexiglas i museumsmontrer. Alt sammen er det genkendeligt displaydesign, som signalerer «kunstudstilling» – og på den måde kan man måske sige, at udstillingen performer sig selv som udstilling. Det er måske også et meget spidsfindigt greb, hvis ikke det var fordi disse greb imidlertid medvirker til at trække de ellers muntre, levende og ikke mindst fanden-i-voldske aspekter ud af Englishs værker, der derved kommer til at fremstå langt mere statiske, konserverede og afsluttede end flydende og undersøgende.
Udstillingens fundament – det cabaret-agtige studium af grænsen mellem teater, cirkus og performance er forrygende og forfriskende at se i en kunstkontekst. Men denne anmelder kunne på en og samme tid have ønsket sig mere fokus og mere af cirkushestens folkelige vildskab. Mest af alt kunne man ønske sig, at den punkede og sine steder queer-feministiske tilgang til det at producere igennem et langt liv, uagtet om det som produceres passer institutionelt ind i de etablerede rammer, havde stået som udstillingens egentlige pointe.
