Gigantiske buketter af svævende heliumballoner i blankt guld byder mig indenfor i Banu Cennetoğlus udstilling på Kunsthal Charlottenborg. Som en forlængelse af den lyserøde lounge-bar-stemning, der pryder kunsthallen i anledning af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, sætter værket mig øjeblikkeligt i feststemning. Men der er ikke meget at fejre i Cennetoğlus right? (2022-), som er titlen på ballonværket, eller i udstillingen som helhed. For bag det overordnede tema, der handler om, hvordan informationer i form af tekst og billedmateriale former vores verdenssyn, er der menneskeliv på spil.
Der er en dyb alvor over den Istanbul-baserede kunstner, da hun til pressevisningen fortæller, at udstillingstitlen, Being Safe is Scary, er hentet fra en graffititekst sprayet på muren på det tekniske universitet i Athen. Under documenta 14 placerede Cennetoğlu samme sætning under Fridericianums klassicistiske trekantsgavl, hvor det indlejrede paradoks blev en kritisk kommentar til EU’s flygtningepolitik.
Dobbelttydigheden går igen i right?, der består af ballonbogstaver, arrangeret hulter til bulter i fire buketter, som hver især ville kunne danne ordene i henholdsvis artikel 21, 22, 23 og 24 i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder. Værket er en fortsættelse af tidligere udstillede artikler og viser, hvordan Cennetoğlu arbejder serielt, med historie og over tid. Sammenstødet mellem den festlige form og det alvorlige indhold, peger nærmest ironisk på vores umiddelbart historieløse tid.
For de fælles værdier, der blev formuleret som 30 artikler i kølvandet på Anden Verdenskrig for at beskytte individet mod overgreb fra staten, er aktuelt til diskussion. Også herhjemme, hvor flere politikere ønsker at udfordre Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Absurditetenpointeres yderligere ved, at artiklerne er ulæselige og at de, i takt med at luften siver ud, vil reduceres til en bunke glitterskrald, som sørgelige rester efter en overgearet børnefødselsdag.
I vægteksten kan man så læse de fire artikler, der omhandler ret til demokratisk deltagelse, social tryghed, arbejdsrettigheder og retten til fritid. Det er rettigheder, nogle tager for givet, men som hver dag ikke bliver overholdt og som heller ikke er forbeholdt alle. Nu svæver de her over Charlottenborgs bonede parketgulve som luftige idealer pustet op til bristepunktet, og fremstår netop så skrøbelige, at jeg med min spidse blyant, så let som ingenting kan punktere dem.
Centralt i Entschuldigung (2021) er et brev, hvori kunstneren udtrykker sit anspændte forhold til politiet baseret på dårlige erfaringer fra Istanbul. Anledningen er en forestående udstilling på en politistation i Zürich og i brevet inviterer hun mennesker med tilknytning til den schweiziske politistation til at sende en ubegrundet undskyldning uden modtager eller afsender. De håndskrevne undskyldninger, overført til 44 zinkplader, hænger nu på rad og række på Charlottenborg.
Værkets afsæt er altså Cennetoğlus egen konkrete og helt sikkert begrundede frygt. Samtidig udvander hun skyldsbegrebet ved at gøre det til noget generelt. Det provokerer mig konstruktivt, fordi det på en måde umuliggør undskyldningens transformative potentiale for alle parter og derfor ikke er meget værd. På den anden side er det fedt, at værkets åbenhed kaster et hav af associationer af sig til andre magtforhold, som eksempelvis situationen mellem Danmark og Grønland, hvor spørgsmålet om skyld er hyperaktuelt.
Mens jeg læser brevet, ser jeg Cennetoğlus dinglende ørering med ordet «anxiety» for mig. Angst æder sjæle op, er titlen på Rainer Werner Fassbinders filmklassiker fra 1974 om fordomme og intolerance. Men Cennetoğlu transformerer sin angst eller indignation til en kritik af, hvordan vi som samfund forholder os til menneskeliv, så den ligger som en understrøm i de fleste af værkerne.
Til installationen 29.01.2025 (2025) har Cennetoğlu indsamlet samtlige lokale, regionale og nationale aviser udgivet i Danmark den 21. januar, 2025. Sammen med tidligere avissamlinger fra Storbritannien, Østrig, Norge og Tyskland udgør de et arkiv, der fastfryser vores fælles historie på én tilfældigt udvalgt dag. Informationsstrømmen i de opslåede aviser, som man må bladre i, tydeliggør det absurde virvar af nyheder om folkemord side om side med reklamer for pensionistrejser til Azorerne.
Et opslået eksemplar fra Bergenavisen fra 2019 skiller sig dog ud. I debatsektionen har Cennetoğlu fået trykt en 48 siders lang liste over 36.570 mennesker, der er døde i forbindelse med deres flugt eller migration til Europa. Listen er udarbejdet af UNITED for Intercultural Action, som Cennetoğlu samarbejder med og eksponeringen i avisen er et eksempel på, hvordan hendes politiske engagement inkorporeres i kunsten.
Det gør indtryk at læse den tørre, faktuelle dokumentation, men kunstnerens intervention er ikke omtalt i vægteksten, fordi listen angiveligt ikke indgår som et værk, og derfor risikerer – også på grund af publikums bladren – at gå ubemærket hen. Ifølge Cennetoğlu selv gjorde listen tilsyneladende ikke det store indtryk på de norske avislæsere. Og det kunne i sig selv være en pointe, at vi er skræmmende hurtigt videre a la udtrykket «gårsdagens avis bliver brugt til at pakke fisk ind i». Men når Cennetoğlus lavmælte intervention så let kan overhøres, må der godt skrues op for formidlingen, så det ikke bliver en overfladisk affære for de uindviede.
Kunsthal Charlottenborg excellerer i udstillinger, der vækker selvrefleksion og historiebevidsthed. Udstillinger, der stiller spørgsmål ved vores forhold til EU, til rets- og nationalstaten, som eksempelvis Jeremy Dellers Welcome to the Shitshow! i 2023 eller gruppeudstillingen Europa Endlos fra 2019. Being Safe is Scary er en vellykket fortsættelse af den samtale. Jeg håber, at publikum giver sig tid og spidser ører, for Banu Cennetoğlu er ikke den, der råber højest, selvom hun har meget på hjerte.
