Bornholm kalder. For imorgen åbner Emil Westman Hertz udstillingen Under Bjerget på Bornholms Kunstmuseum i Gudhjem, kunstnerens hjemby. Hertz er født 1978 og opvokset på øen i Østersøen med en kunstner-moder, Inge Lise Westman og faderen, etnolog og bi-ekspert, Ole Hertz. En kort overgang studerede han eskimologi men skiftede til kunsten og tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademis billedkunstskoler i 2008 og både naturen og det etnografiske blik kan i den grad spores i hans kunst. Han er en af sin generations markante figurer på den hjemlige scene.
Forleden kunne man da også se hans afgangsværk, Kiste, blive dystet om i «Kunstquiz» på DRK. Det er købt af Arken og er en del af deres samling og altså nu også en del af public service-Danmarks fælles kunsthistorie. I tv-programmet kunne man høre, hvordan kisten, der var tænkt som et portræt af kunstneren selv, måske var et forvarsel. For kunstneren har i en årrække kæmpet med helbredet. Under Bjerget handler måske også om det. På museet hjemmeside står der at «de seneste års sygdom også mentalt har givet en fornemmelse af at ligge under bjergmassivet». Men at være under bjerget er måske lige så meget et spørgsmål om at være et sted mellem kunsten og naturen og at give kunsten liv igennem en tæt samtale med netop naturen.
Emil Westman Hertz fortæller her om øen, kunsten og relationerne imellem.
Hvad kommer din udstilling på Bornholms Kunstmuseum til at indeholde?
Udstillingen kan deles op i tre plateauer. I det første rum er der placeret tre vitriner med skulpturer og en række tegninger og akvareller. I det næste rum er der i den ene side en slags lejr plads og i det tredie ses rækker af objekter.
Hvad refererer udstillingens titel Under Bjerget til?
Udstillingens titel refererer på en måde til Ernest Hemingways melodramatiske novelle «Kilimanjaros sne» og tilegnes mit ateliers beliggenhed på en klippeskråning i Gudhjem. Kilimanjaros sne handler om en mand, der har pådraget sig et dødeligt sår og så ligger han i en lejrplads ved foden af Kilimanjaro. Man følger hans tanker, der driver frem og tilbage i tiden, imens han venter på sin redning og gribbene svæver over ham … Der har været visse paralleller mellem romanen og den meget mørke vinter her i Gudhjem. Nu er det ikke et bjerg jeg bor på, men mere en skråning, men den er placeret sådan at der kun kommer ganske lidt sol ned til huset i vintermånederne og der er en fornemmelse af at blive opslugt af klipperne.
Geografisk, geologisk, psykogeografisk og psykologisk anskuet – hvad er Bornhom for et sted i din optik?
Bornholm…jeg ved ikke rigtigt. Det er ligesom den svæver rundt alene langt væk. Jo længere tid man er her, jo længere bliver afstanden….også på øen. Jeg kommer sjældent ud til den største af byerne og om vinteren er det ligesom små rumrejser man skal på, iført dragter osv. Bornholm er nok en slags asteroide. I mange byer er de også begyndt at slukke gadelyset helt klokken halv tolv… så er der helt mørkt.
Hvad får du så tiden til at gå med i de mørke måneder bag bjerget? Læser du mange bøger eller ser du Game of Thrones for eksempel?
Jeg har brugt meget af vinteren i et forsøg på at få lavet nogle tegninger samtidig med at jeg har set en hel del serier, hørt lydbøger og så videre. Det er store mængder af billeder der er blevet fyldt på – tiden er fløjet afsted. Tegningerne er til gengæld blevet lidt skælvende og svage.
Du arbejder ofte med materialer og motiver hentet direkte fra det vi har valgt at kalde «naturen» – planter, svampe, bivoks, metaller etc. Naturen er ikke et interface jeg har et særligt «naturligt» forhold til og jeg føler mig ofte lidt akavet – skamfuld nærmest – når jeg bliver bevidst om, at jeg befinder mig i den. Hvad er det for en natur, du arbejder med i dine værker og hvordan er din relation til naturen?
Jeg har før i tiden, som assistent for min far, arbejdet med biavl i troperne og tangdyrkning på Grønland. På den måde har jeg nok oparbejdet en relation til planter og dyr. Jeg dyrker forskellige planter i haven til konstruktion af skulpturelle elementer, stængler og så videre og der er også et par bihuse.
Jeg læste i en tekst til din soloudstilling på Holstebro Kunstmuseum i 2013-14, De smukke drømmes lagune, hvordan man i dine installationer og din fremvisning af dine objekter unægtelig må tale om en etnografisk indflydelse – med museums-vitrinen som et fremtrædende element. Hvilken plads har etnografien i dit arbejde?
Jeg bruger vitrinerne ligesom en billedramme, til at lave et rum i rummet. Jeg arbejder ikke med en etnografisk metode som sådan – måske med en form for arkivsystem, hvor forskellige ideer bliver hevet frem og belyst lidt mere end andre. Mange af objekterne på udstillingen refererer til en form for overgang. Der er for eksempel en madras i en installation, som har titlen 9 stave. Ni stave kan ligesom tarotkort omhandle overgang.
Hvordan ser du relationen mellem tegningens flade og figurens rumlige tilstedeværelser i verden i dit arbejde?
Billeder og rumlige ting kan bekræfte hinanden og skabe et rum imellem sig. Jeg arbejder nok med de to ting på samme måde – lægger til og tager fra. Det er ikke helt til at sige, hvad der kommer først.
