Den kinesiske kunstner Cao Feis udstilling Asia One breder sig kun over en enkelt sal på det gamle Charlottenborg. Selvom salen er én, er udstillingen egentlig to-, hvis ikke tredelt: En scenografi, filmen Asia One, samt den mere dokumentaragtige film 11.11.
Titelfilmen begynder netop, som jeg ankommer. Jeg sætter mig til rette på tilskuerpladserne midt i salen og befinder mig med ét på en kæmpe fabrik i Kina: Fabrikken er varelager, pakkelager og distributionsorganisering og dronelevering alt-i-en. Totalautomatiseret og selvkørende. Kun to personer er ansat, en kvinde på kontoret og en mand på gulvet.
Kvinden keder sig. Hun har ikke noget reelt arbejde, hendes eneste selskab er en robot, der følger hende overalt. Hun falder hen, vågner, spiser kopnudler, drikker te. Sætter similisten på fingrene i en lang række fra negl til kno. Fra det store kontor med udsigt over produktionshallen holder hun øje med manden, der kører rundt på sin segway, skjult bag scannerbriller, termotøj, sikkerhedshjelm. Hans arbejde virker både specifikt (scan, fordel, organiser) og overflødigt – alle transportbånd kører som smurt, fabrikken ved selv, hvor alt skal hen. Alt er forventeligt og trivielt for de to fremmedgjorte ansatte. De er adskilt, men alligevel forbundne, næsten uskyldsrene i deres pacificerende arbejdsrutiner. Sådan kan det naturligvis ikke blive ved.
For at gøre en lang historie kort er Asia One, i mine øjne, en syndefaldsberetning. Med kapitalismen som gud, fabrikken som Edens have. En fejl i systemet får et kæmpe læs pomelo-citrusfrugter til at falde ud af systemet og lande på gulvet i stedet for i deres dedikerede transportkasse. Fejlen driver manden ud i en eksistentiel krise. Han bryder sammen, ligger savlende og grædende på det store lagerhalsgulv. Det hele fører til de to bevidstgjorte arbejderes fælles flugt fra fabrikken.
Asia One er lækker, smukt filmet og har en dramatisk lydside, alt sammen i bedste generiske samtidskunstfilmæstetik. Filmens tempo er ligeledes meget langsomt. Der dvæles ved mangt et næroptaget øje og plastikdims. Selvom det på sin vis er meget dragende, bliver det hele også langtrukkent koblet med det relativt forudsigelige narrativ.
Cao Fei inkorporerer også mere abstrakte elementer i filmen i form af et balletkorps, som dukker op hist og her i isolerede scener. De danser på stilladser, grand jetéer i lige linje igennem fabrikken. En kæmpestor oppustelig blæksprutte rejser sig i hallen, danserne svinger med tentaklerne. Måske er blæksprutten et metaforisk produktionsmonster, tilbedt som en stor grådig Gud, men der skal meget god vilje til for at drage den konklusion. Det føles mest som om Cao Fei med danseindslagene ikke rigtig har kunnet give slip på fabrikkens store legepladsagtige fangelegspotentiale, dog uden egentlig at få fat på noget i det abstrakte.
Efter en time i selskab med Asia One har jeg 11.11 til gode. Men ærlig talt kan jeg ikke holde ud at være et sekund længere i udstillingen. Scenografien består af spritnye, grønne industrivinylgulv; sorte, nymalede vægge; og kliniske metalstilladser med kolde, røde biografplastiksæder. Luften i salen er voldsomt pvc-tung. Er det en pointe? Er luften i salen en måde at få mig til at føle den globale forbrugskulturs vold på egen krop? Eller peger Feis giftige pil helt ufrivilligt indad mod udstillingsproduktionen? Uanset – hvem tjener denne kunstige luft? Ikke publikum i hvert fald. Tjener den kunsten? Klimakrisen? Arbejderne, Cao Fei beskæftiger sig med? Jeg går uden at have hørt eller set dem i 11.11.
To dage senere tvinger jeg mig alligevel tilbage til Charlottenborg. Det er jeg trods alt glad for. 11.11 er det filmiske modstykke til Asia One. Med håndholdt kamera sporer Cao Fei de egentlige omstændigheder for kinesiske fabriksarbejdere og pakkebude. På virkelighedens fabrik er arbejdet ikke fuldautomatisk, tværtimod er det primært manuelt. Jeg ved ikke, om jeg skal skrive ’gudskelov’ eller ’desværre’. Alt er brutalt og beskidt. Dagen begynder klokken fem, er stramt struktureret, voldsomt disciplineret og totalt trøstesløs. En syndflod af pakker sorteres, scannes, lastes og leveres.
Jeg mister helt pusten, mens en indsatsleder råber i diskant megafon «Hurtigere! Hurtigere!». Fyraften ringes efter ti til seksten timer. Arbejderne tjener så lidt, at de må bo på små skramlede værelser, sove i køjesenge, savne deres familier, som de aldrig ser, men kun tilsender penge hver måned. Virksomhedsdirektionen, som i filmen præsenteres gennem diverse optagelser fra absurde luksuspressebegivenheder, drømmer om de fuldautomatiske fabrikker. Det er svært at afgøre om arbejderne deler drømmen eller snarere gennemlever et vågent mareridt med udsigt til at blive det neoliberale samfunds ambivalente svar på Dommedag: overflødig.
I 11.11 bringer ingen bittersød frugt moralsk klarsyn. Men filmen er utrolig stærk i sin rå, præcise klipning. Både arbejdernes indre liv og ydre omstændigheder præsenteres åbent og nøgternt, ikke helt glædesløst, men kun med en sprække af diffust håb. En ældre, træt mand, sidder efter arbejde på et bittelille værelse. Hver aften tænker han på det, hver nat siger han det: Hvor kom jeg fra? Hvordan kom jeg hertil? Hvem der end førte mig, må også lede mig hjem.
