Efter en del år med moderskabet som allestedsnærværende tema på en samtidskunstscene, der har svælget i gravide maver, omsorgsteori og forbundethed gennem mælk og moderkager, er baby endelig sluppet fri. Ud af maven, ud af forældrenes favntag og nu kravlende på gulvet, klar til at blive sit eget menneske, som i Gammel Strands Just Kids fra sidste sæson og i den figurative naivisme, der popper op med jævne mellemrum som en slags malerisk grundformel.
Det er dejligt nemt at trække paralleller mellem barnet og kunstneren, disse to outsiderfigurer, der ser verden gennem friske øjne, endnu ubesmittede af omverdenens snærende normer og forventninger. Det er barnet som modstandsfigur og sandhedssiger, det barn, vi kender fra Kejserens Nye Klæder og Christiania-bevægelsen Børnemagt, der stiller trodsige spørgsmål ved alt det bestående. Fra børn og fulde folk…, som man siger.
Hos Sofie Winther, der tog afgang fra kunstakademiet i København i 2023, på Nikolaj Kunsthals Platform er det socialiseringen af barndommen, der fylder mest, og hendes udstilling Play Pen Prodigy ligner først og fremmest en (børne-)institution i (kunst-)institutionen. Her er kravlegårde og legehuse og de der bløde skumunderlag, som man både kan kravle på og sætte sammen til mønstre og legeklodser. Readymades, altså, som alle stammer fra samme univers, men som er arrangeret og installeret til næsten ukendelighed.
På en væg hænger eksempelvis to sider af et lyserødt legehus i plastik, et Smoby Life Jolie Playhouse, ifølge materialelisten, som egentlig mest ligner en støbeform. Man forelsker sig umiddelbart i det sprog, legetøjsproducenterne bruger om deres produkter: Var det noget med en Happy Rabbit Baby Playpen?
Sidstnævnte betegner en serie plastikelementer, der kan sættes sammen til en kravlegård i variable dimensioner, og jeg ved ikke hvem, der har fundet på at sammenligne baby med en kanin, men det føles ret præcist. Winther har samlet elementerne til en række ekstremt små bokse, snærende indhegninger af barnets bevægelsesfrihed. Og sådan fortsætter det med eksempler på, hvordan barnets krop, kreativitet og hele væsen formes gennem pædagogik og leg, og hvordan de fysiske strukturer omkring barnet indeholder slet skjulte intentioner om at opdrage det til en god, produktiv samfundsborger. En kontrolleret proces med et klart defineret endemål, altså.
En anden gruppe værker handler forudsigeligt nok om det oprør, barnet (og kunstneren) på et tidspunkt gør imod alle de kasser og hylder, det hele tiden skal passe ind i. To svenske ungdomsfilm, Fucking Åmål fra 1998 og Vi är bäst! fra 2013, peger på vejen væk fra de voksnes kontrol og mod en berusende, punket frihed. Endnu en outsiderfigur, kunstneren Allan Lilholt fra en kunstskole for voksne med særlige behov, har tegnet et portræt af de to hovedpersoner fra Fucking Åmål som de måske ville have set ud i dag, og portrættet er blevet indgraveret i en glaslåge i en af den slags palisandermøbler, der nok stadig befinder sig hjemme hos forældregenerationen. Meget cool.
I videoværket Voksengæld (2025) fremfører den australske lydkunstner Joëlle McGovern et musiknummer fra Vi är bäst! på et svensk så vaklende og forvrænget, at det lyder som babysnak. Sproget opløses simpelthen, og det er vel i sig selv en slags modstand imod den voksne overmagt, der sammenligner børn med kaniner. I McGoverns version bliver det punkede blidt som en vuggevise, trygt og genkendeligt som den teenagetid, vi allesammen har til fælles og kan smile lidt overbærende af.
Sofie Winther, der også har en baggrund som tøjdesigner, har en stærk fornemmelse for masseproducerede genstandes indbyggede normer og for hvor lidt, der skal til for at få objekterne til at afsløre sig selv: Farvestrålende klodser, der umiddelbart skal stimulere til kreativitet, er i virkeligheden redskaber til at lære barnet det sprog, der vel mere end noget andet rammesætter de samfundsværdier, vi gerne vil installere i det.
Mens mange ligesindede kunstnere, som eksempelvis den klart beslægtede Tora Schultz, modstiller objekter fra forskellige sfærer, er alle Winthers objekter en del af det samme univers af industrielt produceret plastik i babyvenlige pastelfarver, og jeg er imponeret over, at det er muligt at iscenesætte så kraftfuld en modstand med så enkelte greb. Det er punket på den helt klassiske måde, hvor mainstreamkulturens symboler drejes en halv omgang og vendes mod den selv, og man får lyst til at knytte næven og stemme i: Børnemagt nu!
