En masse furore er opstået i dele af den danske dagspresse i kølvandet på en artikel af kunsthistoriker Mathias Danbolt og arkæolog Amalie Skovmøller forfattet til udstillingskataloget til Ikonoklasme – kunsten som kampplads, der blev vist på Glyptoteket tidligere på året.
I artiklen Billedet af den væltede statue – ikonoklasme og den kollektive erindring diskuterer Danbolt og Skovmøller ikonoklasmens efterbilleder som kreativ, nyskabende kraft. I den forbindelse sammenligner de Erik A. Frandsens offentlige skulptur Bar Roma opstillet i Randers i 2023 med den famøse busteaktion i 2020, hvor Anonyme Billedkunstnere anført af kunstner Katrine Dirckinck-Holmfeld skubbede en buste af Frederik 5 i Københavns Havn.
Frandsens otte meter lange skulptur forestiller en art autoritetsfigur i dommeragtige gevandter fra oplysningstiden. Figuren er «væltet» ned fra sin piedestal, men er i øvrigt fuldt intakt, hvilende med hovedet svævende lige over fliserne på Thors Trappe i Randers. Skulpturen tager sit navn fra en bar i den italienske by Tresigallo, som Frandsen besøgte på en rejse med det formål at besigtige fascistiske monumenter, der stadig står den dag i dag.
I sin tale ved afsløringen af Bar Roma den 27. oktober 2023 sagde Frandsen: «Det er en statue, som er lagt ned. Det er den som en følge af tidsånden, hvor nogle folk har travlt med at fjerne ting fra det offentlige rum, som de mener virker undertrykkende eller fremmedgørende eller direkte hånende overfor nogle befolkningsgrupper.»
Figuren fremtræder, som var den faldet fra sin dominerende, oprejste magtposition, men fungerer dog stadig, med sit enorme korpus, som en demonstrativ (magtfuld) blokade af en pæn stor del af Thors Trappe. «En trappe for demokratiet», som Frandsen kaldte den i åbningstalen.
Busteaktionen behøver nok ikke nogen nærmere præsentation, men en kort opsummering kunne lyde, at Anonyme Billedkunstnere, en gruppe af studerende på det Kgl. Danske Kunstakademi, sammen med deres underviser Katrine Dirckinck-Holmfeld, forsøgte at gøre op med koloniale efterdønninger i det danske samfund såvel som på Kunstakademiet selv, som blev grundlagt i 1754 af netop Kong Frederik 5. Opgøret fandt sted i form af en bortførelse af en gipskopi af en Frederik 5-buste, som blev iført en sort sæk og efterfølgende skubbet i vandet. Alt sammen videodokumenteret og distribueret via internettet.
I deres artikel redegør Danbolt og Skovmøller for medieringen og efterbillederne af ikonoklastiske begivenheder i et historisk perspektiv. Ifølge forfatterne er ikonoklasme ikke kun en dårlig ide, men et «billedskabende protestsprog», et samfundsopbyggeligt greb ofte foretaget af undertrykte befolkningsgrupper. Ved at fjerne magtens monumenter – og dokumentere og videredele det visuelle tomrum, der opstår – åbner ikonoklastiske handlinger for en, i Danbolt og Skovmøllers øjne, folkelig og dermed demokratisk forhandling om, hvilke fortællinger, det offentlige rum skal bære. Efter denne indledende perspektivering kommer de to forfattere så til deres analyser af først bustesagen og derefter Bar Roma.
Kender man lidt til Danbolt og Skovmøllers øvrige arbejde vil det ikke komme som nogen overraskelse, at de ser mere samfundsomvæltende og -opbyggeligt potentiale i Dirckinck-Holmfeld og Anonyme Billedkunstneres aktion, end de gør i Erik A. Frandsens skulptur, som de ud fra et dekolonialistisk og feministisk perspektiv er kritiske over for.
Det faktum, at statuen til hver en tid i teorien ville kunne rejses uskadt op igen, samt værkets titel, der henviser til rejsen til Trigallo, hvor Frandsen «undersøgte fascistiske monumenter, som har fået lov at blive stående og tjene nye formål, selv om fascismens politiske og ideologiske ståsteder længe har været fordømt» mener Danbolt og Skovmøller kan «ses som et udtryk for en position, der ønsker at forsvare og bevare selv de mest reaktionære ideologiske udtryksformer – så længe de har æstetisk værdi.» Desuden er processen, mener Danbolt og Skovmøller, hvorved Bar Roma er realiseret, vedtaget i samarbejde mellem byrådet og en gruppe lokale erhvervsdrivende, i sin essens udemokratisk, fordi skulpturen således «skriver sig ind i en lang tradition, hvor dem med økonomisk og politisk magt bestemmer udformningen af det offentlige, fælles rum.» Derudover aflæser forskerne også figuren som en uskadt hvid mand, og altså en figur, der alt i alt «hædrer den hvide mands symbolske standhaftighed».
Disse analyser faldt tilsammen Erik A. Frandsen så meget for brystet, at han i januar valgte at indgive en klage over artiklen til Praksisudvalget på Københavns Universitet. I et interview med Frandsen i Weekendavisen d. 25.7. spørger Poul Pilgaard Johnson ham, om han føler sig «udnævnt til fascist» hvortil Frandsen svarer «Ja, eller i hvert fald en med nogle meget mærkelige højreorienterede tilbøjeligheder…» I interviewet stiller han desuden spørgsmålstegn ved tingenes tilstand på hele Kunsthistoriefaget på Københavns Universitet, som han kalder for et «ekkokammer».
Alt dette til trods for, at det er svært ikke anskue Bar Roma – ide og udformning – som netop en invitation til at diskutere monumenters plads, funktion og eventuelle berettigelse i et moderne, demokratisk samfund. Læser man interviewet i Weekendavisen, er det dog tydeligt, at Frandsen mestendels ønsker let og luftig diskussion af Bar Romas mange konnotationer og samtidig har svært ved at skelne mellem en kritik af værket og en kritik af ham selv.
Sandt at sige fremstår heller ikke Danbolt og Skovmøller som neutrale analytikere i deres ikonoklasme-artikel. Det ved jeg heller ikke, om man nogensinde behøver eller kan være. Fortolkning af kunstværker baserer sig vel altid på et eller andet værdisæt. Det vigtige er at gøre sine præmisser for fortolkning helt klare. Og her kommer Danbolt og Skovmøllers artikel en smule til kort.
For hvor de ikke har en eneste imødekommende perspektivering på Bar Roma, og også i mine øjne tolker lige lovlig negativt på Bar Romas symbolisme og omstændigheder, tilgiver – hvis ikke endda overser – de symboler i busteaktionen, der i selve handlingen og den efterfølgende dokumentation også henviser til antidemokratiske, voldelige ideologier og deres billedæstetik. Nemlig det at iføre nogen eller noget en sæk over hovedet, bortføre og udføre en henrettelse, og filme det hele, så omverden kan se det og blive skræmt. Sådan som fx Islamisk Stat også gør det. Det er en lige belejlig nok undladelse for Danbolt og Skovmøllers komparative værk-, værdi- og ikke mindst medieringsanalyse. Når man agerer kritisk, og især når man trods alt har en vis magt som henholdsvis professor og lektor på Kunsthistoriefaget på Københavns Universitet, bør man turde se på det, man synes om, med samme kritiske blik som det, man ikke bryder sig om.
Efterspillet – Katrine Dirckinck-Holmfelds til lejligheden opfundne teori om «rematerialisering» og en gruppe studerende under navnet School of Rememberings reproduktioner af den ødelagte buste – bliver af Danbolt og Skovmøller præsenteret, som var det en planlagt strategi i forhold til produktionen af efterbilleder – der jo er artiklens egentlige interesse. Men opsamlingen af busten fra havnen – som førte til at busten kom op af vandet i sin nye ’rematerialiserede’ form – skete af politiet på baggrund af en anmeldelse af aktionen af blandt andre den konservative politiker Nikolaj Bøgh, hvilket Danbolt og Skovmøller ikke nævner. Jeg synes godt, at et værkbegreb kan udvides til at inkludere efterfølgende uplanlagte begivenheder, der sker i forlængelse af ens egentlige værk. Men at beskrive hele forløbet som på forhånd kontrolleret af Dirckinck-Holmfeld og ikke en efterrationaliseringsproces, er at tilkende hende og co. for stor kvalifikation.
Danbolt og Skovmøllers artikel kunne alt i alt godt have været skarpere. Især på hvordan deres egne sympatier også farver deres fortolkninger af ikonoklasmens og kritikken af ikonoklasmens billeder. For kritik er jo kun noget værd, hvis den også er præcis.
At Erik A. Frandsen «føler sig hængt ud som fascist», sådan som det fremgår af interviewet i Weekendavisen, er også baseret på overfølsom tolkning. For det, at Frandsen muligvis ønsker at «forsvare og bevare selv de mest reaktionære ideologiske udtryksformer», som forskerne formulerer det, er vel ikke det samme som at tillægge ham fascistiske hensigter? De taler jo netop om udtryksformer. Men Frandsen læser grundlæggende mod og ikke med teksten og føler sig voldsomt angrebet.
Hvis man var i det feministiske hjørne, kunne man endda sige, at der her var tale om et særdeles skrøbeligt mandligt, hvidt ego. Og det hos en kunstner, der har en særdeles succesfuld karriere i Danmark bag sig, pt arbejder på en stor soloudstilling til Horsens Kunstmuseum, ifølge Kunstindeks Danmark har tæt på 1000 (tusind!) værker placeret på danske museer, har leveret værker til det danske kongehus, er på Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse og altså laver værker til det offentlige rum i millionklassen. Bar Roma havde, ifølge Danbolt og Skovmøllers artikel, et budget på fem millioner. Et ego, med fri adgang til ukritisk spalteplads i Weekendavisen samt opbakning fra den del af den øvrige dagspresse, der nu er gået i moralsk panik og til angreb på især Mathias Danbolts arbejde.
I Berlingske kommer Danbolts samlede forskning i søgelyset, blandt andet af professor på CBS, Nicolaj J. Foss, som kalder Danbolts forskningsområde (queer, feministiske og dekoloniale perspektiver på kunst og kultur) for en «tematik, der må formodes at have meget begrænset relevans/interesse». Desuden sætter han spørgsmålstegn ved Danbolts professorat og kunsthistorieafdelingens forskningsemner, som han, efter et besøg på KU’s Institut for Kunst- og Kulturvidenskabs hjemmeside, vælger at diagnosticere som «et problem for Danmark og de danske skatteydere, der med rette kan spørge om hvad de får tilbage – andet end woke belæring.» Det fremgår ikke af Foss’ tekst, om han faktisk har læst Danbolt og Skovmøllers artikel, bare en smule af deres øvrige arbejde, eller blot stiller sig uvidende op i råbekoret i kølvandet på Erik A. Frandsens klage til praksisudvalget og udtalelser i Weekendavisen, der desuden tæller Berlingskes Kathrine Lilleør og Morten Nystrup i Jyllandsposten.
At det lykkes Frandsen at få råbt så voldsomt vagt i gevær på baggrund af en katalogartikel, der, selvom den da har sine mangler, på ingen måder angriber ham personligt eller forsøger at knægte hans ret til eller rige mulighed for at lave lige præcis de værker, han ønsker, er særdeles uskønt. Læg dertil, at artiklen endda tager hans ønske om diskussion af monumenters rolle i dag alvorligt. Man skulle tro, at en kunstner med hans CV havde opsparet lidt mere stamina til at stå stoltere i den blide brise af modstand.
Frandsen og dagbladsdebattørerne må selv stå til regnskab for deres udlægning af Danbolt og Skovmøllers pointer, som de mener tillægger Frandsen fascistiske tendenser. Det gør de i mine øjne slet ikke. Men Frandsen kan ikke løbe fra, at han nu stiller sig i geled med de konstant agtpågivende pennekrigere, der altid er parate til at angribe den humanistiske forskning på usaglig og ofte også personspecifik vis. Noget, der kan afskrække enhver fra at engagere sig i svære emner eller kontroversielle forskningsområder.
At inddrage hele kunsthistoriefaget på Københavns Universitet, baseret på utilfredshed med en værkanalyse, er ikke i overensstemmelse med den påståede intention for værket Bar Roma og da slet ikke med tanke på åndens, ytringens og kunstens frihed. Det er det allersørgeligste og måske også det egentlige «problem for Danmark og de danske skatteydere». Så hvem har bidt sig selv hårdest i halen?
