Det er til efteråret 25 år siden, at Berlinmuren faldt, og 25 år siden at Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler fik sin første kvindelige professor, Vibeke Mencke Nielsen (f. 1937). Denne sidste, væsentlige, men oversete begivenhed i dansk kunst blev i torsdags markeret af en af Mencke Nielsens første studerende, professor Ann Lislegaard, ved Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunsters såkaldte stiftelsesfest.
Festen afholdes hvert år omkring Kunstakademiets grundlægger Frederik d. V.’s fødselsdag. Lejligheden var velvalgt, for ud over at være Billedkunstskolernes første kvindelige professor, var Mencke Nielsen nemlig også en af Akademiets første kvindelige præsidenter. De to institutioners indbyrdes relation er forvirrende, men kort fortalt er Akademiet eller Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster en søsterinstitution til Billedkunstskolerne under Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hvor Billedkunstskolerne varetager den kunstneriske uddannelse, har Akademiet fungeret som statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål, stort set siden Det Kgl. Danske Kunstakademi blev grundlagt af Frederik V. i 1754.
Akademiraadet (Akademiets forretningsudvalg) har fra begyndelsen holdt til i en historisk smuk baroksal, Kuppelsalen. Her har portrætter af Akademiraadets tidligste medlemmer hængt til udødeliggørelse sammen med stifteren siden 1755. Rådets medlemmer bestod oprindeligt af Kunstakademiets professorer og en række af Majestæten udpegede adelsfolk, der må betragtes som datidens svar på de såkaldte «professionelle» bestyrelsesmedlemmer, som i dag rekrutteres fra erhvervslivet til bestyrelser i kunstlivet. Alle medlemmer var naturligvis mænd, på nær en enkelt kvinde, malerinden Magdalene Bärens (medlem fra 1780-1808).
Lislegaard havde passende valgt at markere jubilæet med en smuk gave til netop denne sal: Et nyslået fotografisk portræt af Mencke Nielsen i østersblå rokokofarver og forgyldt egetræsramme, upåfaldende ophængt blandt kammerherrer og billedhuggere i pudrede parykker, der ligesom Mencke Nielsen – afbilledet med raderenål og kobberplade – ses udstyret med forskellige attributter, som kendetegner deres erhverv.
Som man fornemmer, er Lislegaard en kunstner, der finder den kritisk meddelagtige gestus mere interessant end den forurettede konfrontation. Det handler om at tydeliggøre og pirke til strukturer, så de ender med at afsløre sig selv. Således blev gaven efter aftalt spil overrakt Akademiet med en tale af afgående rektor, Mikkel Bogh, og en kortere takketale af kunstneren selv. Alene denne iscenesættelse, hvor kunstneren trådte et par skridt i baggrunden for institutionen, fik dagspressen til at udlægge Lislegaards gestus som Mikkel Boghs og den mandlige fotograf, Anders Sune Bergs, dygtige og « frække happening». Misforståelsen var eklatant, men samtidig en strålende illustration af selve Ann Lislegaards pointe med gaven, nemlig at historien skrives ud fra en norm om, at det mest eksponerede også altid er det mest betydningsfulde.
Til sammenligning faldt Mencke Nielsens indsættelse i sin tid så mange kolleger for brystet, at hun trods sin indsats og høje placering aldrig fik den anerkendelse, der skulle til for at sikre hende en plads i historien. Men for Lislegaard var hun en både kønspolitisk og fagligt vigtig figur.
– Mencke Nielsen har fået en plads i salen sammen med en række mandlige forgængere, hvor hun kan betragtes som det symbol hun er. For mig repræsenterer hun selve Akademiets vilje til at befæste mulighederne for kvindelige kunstnere, og for at jeg selv en dag kunne blive professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi. Da jeg startede på Billedkunstskolerne var det småt med kvindelige forbilleder, for man mødte helt enkelt ingen kvindelige kunstnere i undervisningen, siger Lislegaard til Kunstkritikk.
Måske netop fordi Mencke Nielsen havde svært ved at vinde institutionel anerkendelse, kom hun til at spille en rolle for en hel generation af kunstnere, der ville en anden vej end Billedkunstskolernes daværende undervisere og ledelse. Ann Lislegaard uddyber:
– Ud over at tjene som forbillede for unge kvindelige studerende, tiltrak Mencke Nielsen også en stor generation af mandlige studerende. For begge køn gjaldt det, at man dels lagde distance til den patriarkalske mesterlæretradition, som stadig dominerede professorskolerne omkring 1990, dels at man var optaget af den teknologiske videreudvikling af de klassiske reproduktionsteknikker, som Mencke arbejdede for som professor på Grafisk Skole og som der ikke var særlig stor interesse for blandt de øvrige professorer, ser man bort fra Torben Christensen, der grundlagde Skolen for Mediekunst. Jeg gik på hendes skole samtidig med en stor flok studerende, der kom til at tegne første bølge af 90er-generationen – såsom Susan Hinnum, Marianne Grønnow, Anne Marie Ploug, Peter Holst Henckel, Lars Bent Petersen, Peter Land, Joachim Koester, Christian Schmidt-Rasmussen, Henrik Olesen, Peter Neuchs, Nikolaj Recke og Erik Steffensen blandt mange andre. Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste af dem den dag i dag lever som kunstnere. Reelt var det en virkelig stærk generation, hun hjalp på vej med sin understøttende og meget åbne indstilling til det nye. Mencke Nielsen er med andre ord del af en historie om 80erne og 90erne, som stadig mangler at blive skrevet.
Historiske fakta – om kvinderne og Kunstakademiet:
Vibeke Mencke Nielsens dobbelte udnævnelse som professor og præsident markerede et sensationelt opgør med 235 års ubrudt tradition for alene at lade mænd bestride både Billedkunstskolernes og Akademiets mest magtfulde poster. Selvom kvinder fik adgang til Kunstakademiets Billedskunstskoler i 1888 skulle der altså gå 100 år, før de blev betragtet som kompetente nok til også at lede undervisningen.
Planerne om en kunstskole for kvinder blev undfanget i 1874, hvor Folketinget vedtog at afsætte plads til en kvindeskole i den kommende udstillingsbygning på Charlottenborg, der skulle opføres efter Charlottenborgs tidligere botaniske have var blevet overflyttet til Østervold. Oprettelsen af skolen på Charlottenborg hang i årevis i en tynd tråd, da en del mente, at den tekniske uddannelse, som kvinder fra 1875 kunne modtage på Tegneskolen for Kvinder på Kunsthåndværkerskolen, rigeligt opfyldte kvinders behov for æstetisk udfoldelse. Uddannelsen var dog «så lidt som noget egnet til at uddanne Kunstnerinder», som der stod at læse i Kvindelig Fremskridtsforenings blad «Hvad vi vil» i 1888. Derudover var den umådelig dyr. Kvinder skulle betale 132 kr. for fire måneders undervisning, fire timer dagligt, mens mændene på Kunstakademiet kunne slippe med 40 kr. for hele syv måneders undervisning, ni timer dagligt. «At Kvinder har de samme Ævner som Mænd, vil næppe nogen paastaa,» sagde lederen af Tegneskolen for Kvinder, Vilhelm Klein. Og det var der indlysende forklaringer på.
Den særlige Kunstskole for Kvinder, karakteristisk nok kaldet Den til Akademiet forbundne Kvindeskole, åbnede i udstillingsbygningens nordfløj i 1888. På loftet i bygningen findes de gamle atelierer stadig. Skolen blev dog snart betragtet som utidssvarende og blev nedlagt i 1908. Først i 1924 kunne kvinder optages og modtage undervisning på reelt lige vilkår med mænd på Billedkunstskolerne.
