Inspireret af den filosofiske trend, som har fået betegnelsen «spekulativ realisme» er det de seneste år blevet et populært greb for samtidskunstnere at skabe værker ud fra en forestilling om at ting, fra sten til spøgelser – og ikke kun mennesker – har handlekraft i verden. Det er et opgør med oplysningstidens antropocentriske verdenssyn, som også manifesterede sig i Carolyn Christov-Bakargievs Documenta 13 i 2012. I forhold hertil kan trioen Allan Nicolaisen, Steffen Jørgensen og Robert Kjær Clausens video SNIPER ON THE SUN (2014) ses som en slags parodisk mutation, hvor ting godt nok får liv, men det sker som mennesker uden nogen betydelig handlekraft.
Sammensat af stillbilleder af forskellige lerkrukker med menneskeansigter, som de tre kunstnere har set i vinduet på en souvenirshop på Sicilien, fortæller videoen historien om en yngre mand og hans omgangskreds, herunder et problematisk kærlighedsforhold til en kvindelig kollega og en påtrængende far. Historien fortælles ved at krukkerne, hver med sin skuespillerstemme, taler til hinanden på en stiliseret facon – som synes at tage sit clue fra krukkernes kitschede folkloreæstetik – i en række korte kapitelsekvenser med overskrifter som «A Wake Up Call», «Dracula», «Scraggler».
Det er en karikeret brug af sæbeopera-formens psykologiske og sociale klichéridt, som tilsat lidt simpel computeranimation, nok animerer det «døde» materiale, men understreger det kunstige ved situationen snarere end at skabe en spekulativ realisme-effekt. Og lerkrukkefigurerne er heller ikke ligefrem handlekraftige, snarere er de uformående, inkarnationer af en generel kulturel inerti.
Nu er den filosofiske kim i Nicolaisen, Jørgensen og Kjær Clausens videoværker, sådan som de har udviklet sig siden midten af 2000’erne, også mere interesseret i mytologiske spekulationer, end den er decideret erkendelsesorienteret. En syret bevidsthedsrejse mere end et oplysningsprojekt. Med hvad der synes at være en eklektisk inspiration fra det mørke psykologiske labyrintunivers hos David Lynch, Alejandro Jodorowskys overdådige surrealistiske iscenesættelser, pulpet sci-fi fra Star Trek og Crash til Pigs in Space og «rollespilsperformance» har de skabt en håndfuld voldsomt fabulerende, ja ofte direkte rablende fortællinger om menneskets besværligheder med at håndtere forskellige mærkværdige eksistentielle vilkår.
Stilen er den (bevidste) lave produktionsværdi – det vil sige rodet kameraføring, B-skuespil, billige rekvisitter og let fodformede special effects – og det giver videoerne en særlig idiosynkratisk hjemmestrikket karakter som på den ene side fascinerer ved sin både gakkede og ambitiøse hittepåsomhed, men på den anden side også kan have svært ved at forløse potentialet i overbevisende forførelser, fordi man simpelthen lægger for meget mærke til, distraheres af, måden de er lavet på. Undtagelsen er værkernes lydside som ofte har været eminent velproduceret og velfungerende i forhold til at skabe en distinkt stemning.
I den sammenhæng kan SNIPER ON THE SUN ses som udtryk for en udvikling i trioens arbejde i retning af en mere stram og velproduceret stil, som de også eksperimenterede med i deres forrige videoværk Suicide Monkeys (2012). SNIPER ON THE SUN forstyrres stadig af uskarpe indstillinger og ujævnt lys på nogen af lerkrukkerne, men den minimalistiske skabelonstruktur – og minimalistiske historie – skaber en velfungerende akavet rytme med en sjov timing, og det gør, at videoen virker mere gennemført end nogle af deres tidligere værker.
På Years bliver SNIPER ON THE SUN vist som projektion i underetagens kælderrum, men indgår i en samlet installation, som også involverer udstillingsstedets stueetage. Her står der midt på gulvet en landskabslignende lerskulptur med et stort antal fyrfadslys mast ned i. Når den er tændt og mørket sænker sig udenfor kaster den et flakkende lys på de forskellige «lerbilleder», som kunstnerne har malet direkte på gallerirummets vægge. Billederne er fra samme klassicistiske motivkreds som lerkrukkerne. Skulptur og billeder vil i bogstavelig forstand krakelere i løbet af udstillingen og skal vel sagtens fungere som et slags kontrapunkt til videoens mere «overfladiske» eller om man vil glaserede æstetik. Det er et forståelig greb, men også en lidt vag og fortænkt pointe, den visuelt dramatiske effekt til trods. Måske fordi der rent installatorisk set er for langt mellem elementerne og videoen i underetagen. Man har svært ved at helt se og erfare sammenhængen mellem installationens to dele, og det er helt klart videoen, som bærer udstillingen igennem. Den er til gengæld også ret vellykket som en lille kritisk-ironisk historie om en dekadent nutidig kultur hjemsøgt af anakronismer og stereotyper og lover samtidig godt for Nicolaisen, Jørgensen og Kjær Clausens videre særegne opdagelsesrejser ud i videokunsten.
