Billedkunstneren Jakob Kudsk Steensen har i en årrække bearbejdet naturfænomener digitalt. I 2019 vækkede han en uddød fugl til live på udstillingsstedet Tranen gennem virtual reality – og hans såkaldte digitale rewilding har i det hele taget ofte haft afsæt i eksotiske, fjerne situationer. Men en pandemi med tilhørende stavnsbinding gjorde kunstneren interesseret i den lokale fauna rundt om Berlin, hvor han er bosat. Her trawlede han nænsomt nogle af de sumpområder, industrialiseringen har ladt tilbage med en scanner for derefter at genskabe dem i en digital udgave (ved hjælp af computerspilsprogrammet Unreal Engine).
Værket blev oprindeligt vist i de store, industrielle sale på legendariske Berghain i Berlin, da natklubben var nedlukket under pandemien. Hele den digitale sump, udstillingen Berl-Berl, er nu udstillet på nederste niveau på ARoS.
Udstilling foregår næsten udelukkende til skærms. Allerede i indgangen til kælderen står to store af disse flotte, vertikale LED-skærme, der kan få selv dårlige feriefotos til at ligne relationel æstetik. I hver sine ende af museets rotunde pulser de flotte farver og velkendte former fra naturen, som en blød teaser på den virtuelle naturoplevelse, der venter. Den ene skærm har dog et par store mærker af svagt ødelagt LED. Selvom vi befinder os i den nyeste digitale verden, føles den allerede en smule mere skrøbelig end det ældste, vi har adgang til: naturen udenfor.
Inde i det store, mørke udstillingsrum kan man lægge sig på behagelige puder foran flere store skærme og betragte et ekspressivt, animeret billede, der panorerer langsomt rundt i sumpen. Fra skærm til skærm bevæger billedet sig i det farverige landskab, zoomer ind på rodnettet fra de sugende træer, på klipper og skovbund med små selvlysende svampe, og glider under vandet, hvor både underlig plantevækst og organiske livsformer lever og dør i en syntetisk cyklus. I takt med at kameraet bevæger sig rundt, bliver det sværere at holde styr på, hvad der er over og under vandet, hvad der er overflade og indre situation, anaerobisk eller landbaserede vækster. Det hele flyder lækkert sammen i et stress-nedsættende tempo. En brun, svampet gople med en glødende perle indeni svømmer forbi, som en dybhavsorganisme, der har forvildet sig til Berlin med en mystisk skat, patineret af pixler.
Det er et rimelig syret trip. En syret men også velkendt tur rundt i noget af det ukendte, vi efterhånden er så bekendte med. Man forstår, at dette er rent flow, en meditativ kanotur, hvor intet drama eller noget plot-twist kommer dig til undsætning. Selv den digitale natur, må du indrette dig efter og finde betydninger i. Det lækre lyddesign dramatiserer dette flow med filmiske lag af effektlyd ovenpå et ambient score. Jeg genkender lyden af en frø; en krage, der skriger lidt; nogen eller noget, der går på en knasende skovbund.
Hele situationen er lige så stilren og glat som det sorte, højglansede gulv, man sidder på, der reflekterer det digitale så perfekt, at man får lyst til at kaste lidt op på al det spejlblanke og sprøjte lidt au naturel ind i situationen, for at se om det overhovedet er virkeligt.
Kudsk Steensen bruger computerspilsgrafik – som er væsentligt mere grovkornet og mindre virkelig end filmisk CGI – til netop at understrege, at der ikke tale om et teknologisk forsøg på at genskabe noget ‘virkeligt’, men i stedet etablere en ny virkelighed, en ny oplevelse af digital ‘natur’. Et nyt landskab, der først skal skabes, sidenhen erobres af sanserne for at eksistere i et digitalt rige, der skal være for alle, men kun så længe teknologien er relevant eller folk har råd til at betale 160 kroner for entrebilletten.
Som passager i den virtuelle rewilding passiviseres man, bedøves af lækker lumen, mens sumpen gennemgår sæsonernes vejrskift, og de mange skalerede lag forvandler sig for vores øjne. Det er nok hensigten, sådan at man kan give sig hen til nogle tanker om verdenen. Men hvis ikke tankerne udfordres med konflikt, risiko, drama, en eller anden kunstnerisk spænding, føles dette mest af alt som at sidde ved siden af en ven, der spiller computer, mens du kun må se på. Tilfredsstillende men ikke specielt stimulerende eller udfordrende.
Måske er Kudsk Steensen faktisk mere interesseret i at lave noget, der minder om malerier, man kan gå ind i; hvor det kritiske indhold, der nu engang er til stede, er baseret på fx poetiske logikker, (u)synlige historiske referencer og komposition. Men med den massive research, der ligger bag værket, de adskillige videnskabelige og kunstneriske samarbejdspartnere, der er involverede, burde værket kunne ekspandere sin verden til mere end blot en meget levende illustration.
Godt nok kan man høre et par tunge åndedræt fra noget, der kunne være en drage, hvis skæl måske er dem, der changerer udsyret hen over nogle af sumpens geologiske overflader. Men man tænker mere på Gucci-tasker og fashion end de mytologier omkring sumpen, som titlen ‘Berl-Berl’ refererer til – som om renderingerne allerede er i gang med at fonde det næste projekt til et vilkårligt modehus’ fondazione.
Vejer man det svedige Berghain i grovstøbt beton mod det glatbarberede ARoS i light Lloyd Wright er spørgsmålet om autenticitet selvfølgelig ligegyldigt – så langt fra hinanden er de trods alt ikke. Men man forestiller sig, at værket har fået en ekstra syntetisk appel i den corona-lukkede klub i Berlin. På ARoS skriger udstillingen af tårnhøj production value og oplevelsesøkonomi uden fedtede fingeraftryk.
Berl-Berl er ekstremt gennemarbejdet og professionaliseret ned til mindste pixel, men når den opfylder samtlige institutionelle og fondsmæssige krav for et samfundsrelevant, bæredygtigt projekt – og bliver indenfor denne rammesætning – hvad er der så egentlig på spil? Hvad er der tilbage af kunstnerisk risiko? Hvis der er meget lidt æstetisk, formel eller indholdsmæssig konflikt til stede, hvordan skal man blive andet end en smule bedøvet af ren og skær bekræftelse i den flotte, digitale sump.
