Udenfor Godsbanen, et kreativt samlingspunkt i Aarhus med værksteder, scener og udstillingsrum, vajer et kulsort flag mod den blygrå himmel. Flaget markerer, at Eliyah Mesayers projekt Illiyeen (siden 2019) har slået sig ned her, midlertidigt, som dets nomadiske natur tilskriver. Illiyeen er Mesayers fiktive stat for de statsløse, en gruppe kunstneren selv tilhørte indtil hun i 2020 fik dansk statsborgerskab. Staten er, med afsæt i kunstnerens egen beduinske baggrund, en flygtig størrelse, som hver gang den opstår et nyt sted, føjer flere statslige symboler til sig. Således har Illiyeen i dag et postvæsen, en uniform, en nationalsang – og altså et flag.
I Godsbanens 1200 kvadratmeter store Rå Hal har Illiyeen for første gang slået rigtig lejr. Ned igennem hallen er en lang række telte dukket op, runde og sorte. Det er telte i sort satin med kvaster og border, smukt håndværk i Illiyeens umiskendelige mørke æstetik, der svæver ti centimeter over jorden som et fatamorgana.
På endevæggen træder Eliyah Mesayer selv frem i et videoværk, som en sortklædte rytter i tagelmust og uniformslignende frakke i overstørrelse. Hun ridder på en enorm sort hest i ved en strandbred, mens en voiceover uendeligt poetisk fortæller om, hvordan hun kom fra havet til den fremmede kyst, om det land, som ikke er, om støv og stjerner.
Videoen er sort-hvid, som resten af Illiyeen, der bygger på den beduinske kulturs farvesymbolik, hvor sort betyder mod og stolthed. Værket er båret frem af en dramatisk hymne med langsomme regelmæssige trommeslag, og den højstemte tone i fortællingen, der har et klart mellemværende med arabisk poesi. Der er en vidunderlig fremmedartethed over Mesayers patosfyldte æstetik, en udansk hengiven sig til et rørstrømsk, voldsomt poetisk billedsprog, der som altid rammer mig lige i mellemgulvet.
Noget andet, som altid rammer mig i mødet med Mesayers værker, er en længsel efter at se den fiktive stat folde sig helt ud. I udstillingen All Rise bevæger hun sig som altid på grænsen af det absolut minimale, det mindst tænkelige, der skal til, for at tegne konturerne af den verden, hun gradvist er ved at skabe. I Godsbanens enorme rum er det de tomme, lukkede telte, rytteren i videoen og hendes saddel, som er flyttet ud i rummet. Og det er smukt og dystert, afvisende som det land, Mesayers statsløse nomader er ankommet til.
Styrken i denne såvel som i Mesayers tidligere udstillinger er selve ideen om Illiyeen. Uanset hvornår og i hvilken kontekst den fiktive stat opstår, er nyhedsmedierne fyldt med aktuelle beviser på, at sådan en stat har noget for sig. Lige nu er det krigen i Gaza og Præsident Trumps valgløfte om at deporterer flere millioner mennesker, der opholder sig illegalt i USA, man tænker på. I morgen er det et andet sted på kloden, hvor mennesker lever uden papirer og basale rettigheder, man ville associere til. Alligevel – eller måske netop derfor – kan Mesayers overordnede projekt føles redundant, når man har mødt det på et par udstillinger. På den ene side drømmer man om en udvikling i projektet, men på den anden side mimer dets stilstand og lidt afvisende karakter den politiske realitet omkring den fiktive stat.
Således er Illiyeen en stat, vi ikke kan få adgang til. Måske for at beskytte det land, man som statsløs må bære inde i sig selv, måske for at fortælle alle os, der har et hjem, om den landflygtiges ensomhed og fremmedgjorthed. Det er svært ikke at drømme om, at teltene på Godsbanen eller de sorte pakker fra Mesayers afgangsværk med Illiyeens postvæsen åbnede sig, og viste os det liv, der ligger bag statens symboler. Og det er vel hele pointen: At Illiyeen kun findes som en fragmenteret symbolsk ramme om længslen. Et fatamorgana af ørkenstøv og poesi.
