I en verden, der går amok på køns-, klima- og krigsfronten, føles det presserende at tage et samtidskunstnerisk kig på vores alle sammen grundproblem: Farmand. «Hvad har krig og klima med fædre at gøre,» kan mit ene øre høre nogen protestere. Mit andet kan ikke slippe af med ekkoet af NATOs generalsekretær, Mark Rutte der for ganske kort tid siden omtalte Donald Trump som «Daddy».
Daddy Issues dækker alle tre etager af Gammel Strand. Indledningsvis rammes jeg af den teatralske stemning i Mette Hammer Juhls kombinerede mandeværelse og pulterkammer, der skaber rum til en masse mindre værker af nogle af de 24 andre kunstnere på udstillingen. Det føles som at være på skattejagt, som at være barn igen. Paola Palearis lille vægplatte er skatten her. Både humoristisk og hjerteskærende i sin klodsethed viser den en kronraget Britney Spears i sit livs krise som ufrivillig verdensstjerne, lige op til at hun blev umyndiggjort af sin undertrykkende, udnyttende far. Sikke et jagttrofæ.
Jeg går i udstillingens mange sale og nyder de mange gode værker og den gode udstillingskoreografi. Men hvad er daddy issues, eller på dansk, faderkomplekser, overhovedet? Hvordan begrebet har guidet kurateringen står ikke rigtig nogen steder, så jeg prøver at dykke ned i værkerne og deres indbyrdes forhold.
Samspillet mellem Dennis Oppenheims videoværker fra 1971 og Torben Ribes hommage til den danske skulptør Robert Jacobsen er spændende. Oppenheim udfører en tegning på sin søns ryg, som sønnen derefter gengiver i en tegning på væggen. Bagefter bytter de plads. Ribes sorte metal-tv-ophængskulpturer mimer Jacobsens konkrete skulpturer. Med sin typiske sans for øm ufærdighed har Ribe tilføjet ydmyge klistermærker af sin egen far i klejnsmeduniform. De to kunstneres værker taler slående godt sammen, både tematisk og visuelt, om overførsler fra far til søn, om det så er kunstneriske eller personlige relationer.
I en anden sal er Niki de Saint Phalles film Daddy fra 1973 en kæmpe oplevelse. I den selvbiografiske, men fiktive fortælling, følger man en kvinde, kunstneren selv, i en rejse tilbage til barndomshjemmet. Kvindens far har lidt druknedøden og skal begraves. I en fantastisk stærk scene løfter hun låget af faderens kiste. Hvori en kæmpestor, hvid pik ligger. De Saint Phalle blev som barn udsat for overgreb af sin far. Erindringsscener i sort/hvid viser kvinden som pige. Hun leger blindebuk med sin far i en labyrint, bader nøgen i et svømmebassin, mens faren betragter hende fra kanten. Vanvittig smukt og dybt ubehageligt. Mens jeg sidder og ser Daddy kan jeg høre bruset fra Tracey Emins anderledes længselsfulde, korte videoværk, Emin & Emin (1996), der kører i en nabosal. Emin bader med sin far på en cypriotisk strand. «I love you daddy», siger hun.
Der er 12 kvindelige og 13 mandlige kunstnere med på Gammel Strand. Kunsthallen motiverer Daddy Issues med, at flere udstillinger «gennem de seneste år har […] sat spotlight på morens rolle, mens faren har stået udenfor rampelyset. Med Daddy Issues hives han kærligt og kritisk frem i lyset.» Det er sandt, at mange mødre bearbejder deres moderskabs personlige og politiske implikationer i deres kunst, og at der har været en bølge af interesse for deres arbejde. De kvindelige kunstnere på Daddy Issues kan i sagens natur ikke udtale sig om, hvordan det er at være en far. Men det er slående, at et stort flertal af de mandlige kunstnere også udtaler sig fra barnets per definition ansvarsfri perspektiv. Ikke fra deres egne konkrete eller potentielle faderskaber.
Den engelske psykoanalytiker Katherine Angel peger i sin bog, Daddy Issues (2019) på den patriarkalske dynamik, der placerer de relationelle dysfunktioner, eller issues, der ofte opstår i forhold til fædre, alle andre steder end hos fædrene selv. Når man taler om faderkomplekser, er det underforstået, at det er børnenes, pigernes, kvindernes ikke mindst, lod, at udrede og helbrede de dynamikker, der opstod mellem dem og deres fædre som børn – og som siver som en malstrøm under samfundet. Men er det egentlig ikke fædrene, der har daughter- eller kiddy-issues? spørger Angel.
Samme dynamik udspiller sig på Gammel Strand. I stedet for faktisk, som kunsthallen siger at de vil, at sætte spotlys på faren, sker der en forskydning, som ender med at kaste et bagudskuende lys ikke på fædre og mænd, men på børn og deres far-oplevelser. Selvfølgelig skal mænd også have plads til at tale om deres barndomserfaringer. Det hiver bare ikke far frem i lyset.
Ret skal være ret, enkelte af de mandlige kunstnere indtager farens synsvinkel. Asger Jorns dreng var engang syg og på hospitalet. Det var forståeligvis ikke sjovt, så han malede et maleri, hvorpå hans søn er en øgle omgivet af større øgler. Simon Dybbroe Møllers værk Retinal Rift (2025) består af to fotografier af kunstnerens datters øjne med knaldrøde pupiller. Værket handler om optiske fænomener i forhold til fotografi og om «den umulige forestilling om at kunne forstå et andet menneske med og igennem øjnene», som der står i værkformidlingen. Vi forbliver altså demonstrativt på overfladen af faderskabserfaringen. Førnævnte Oppenheim er den eneste mand på udstillingen, der gør sig reelle, kunstneriske relationsovervejelser som far.
Det store fravær af faderens perspektiv kan også forklares på en anden måde. Det er nemlig symptomatisk for den måde, patriarkatet med alle kneb forsøger at tilbageholde mænd fra at udforske deres følelsesliv. Samme patriarkat bor også i tendensen til at bære over med mænds manglende interesse for relationsmæssigt voksenansvar og uvilje til følelsesmæssig selvindsigt med et fremadrettet perspektiv.
Det private er jo som bekendt politisk: Mænd vil hellere gå i god gammeldags krig end i terapi. Det skal vi have gjort op med. Og Gammel Strand skal have klap på skulderen for at tage udfordringen op. Daddy Issues er seværdig for de rigtig, rigtig mange stærke kunstværker og vidnesbyrd om den smerte, sorg og kamp, det på forskellig vis kan være at have en far. Uanset køn. Uanset om han findes som et savn eller en figur, man forsøger at frigøre sig fra – eller måske en dag kan se sig selv i.
