Et tragisk døgn i Danmark

Lørdagens attentatforsøg i København var formodentlig rettet mod den svenske kunstner Lars Vilks. Tre personer har mistet livet.

Med en dansk overskrift på dagens forside af den franske avis Libération viser avisen sin sympati med danskerne.
Med en dansk overskrift på dagens forside af den franske avis Libération viser avisen sin sympati med danskerne.

Omkring klokken 15.50 lørdag den 14. februar angreb en bevæbnet mand kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. Her beskød han indgangspartiet til det kommunale kulturhus og ramte og dræbte den 55-årige danske filminstruktør Finn Nørgaard samt sårede to politibetjente. Nogle timer efter, omkring kl. 01.00, blev Synagogen i Krystalgade i det indre København beskudt og den 37-årige mand Dan Uzan, som stod vagt foran synagogen, blev dræbt. Angrebet på synagogen er ifølge politiets udtalelser udrettet af den samme gerningsmand. Klokken 05 natten til søndag bliver den formodede gerningsmand, den 22-årige mand Omar Abdel Hamid El-Hussein, dræbt i en skudveksling med en gruppe betjente på det ydre Nørrebro.

Den svenske tegner Lars Vilks, siger til AP, at han tror, at han var målet for attentatforsøget. Han tror også, at gerningsmanden var inspireret af terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris i januar.

Krudttønden husede lørdag eftermiddag et debatmøde under overskriften «Kunst, blasfemi og ytringsfrihed», hvor den svenske kunstner og kunstteoretiker Lars Vilks skulle debatere med ukrainskfødte Inna Shevchenko, leder af feministgruppen Femen og polskfødte kunstner og kurator Agnieszka Kolek.

Mødet var arrangeret af Lars Vilks Komiteen, hvis formål er, at arrangere offentlige møder med den svenske kunstner og andre gæster samt «at støtte op om hans ytringsfrihed, om retten til at tegne, tænke og tale frit,» som det hedder på komiteens hjemmeside.

I 2007 tegnede Lars Vilks profeten Muhammed som en hund, hvilket har ført til at han siden har levet med dødstrusler og konstant er under beskyttelse af det svenske politi. Vilks er født 1946 og er blandt andet kendt for kunstværket Nimis, en kæmpe skulptur af drivtømmer og brædder, som er opført på stranden ved Skånes vestkyst. Vilks var i mange år en del af den norske kunstscene. Han var bosat i Norge i 1990erne og 00erne og arbejdede som professor i kunstteori ved Kunsthøgskolen i Bergen og ved Kunstakademiet i Oslo. Han har desuden skrevet en række tekster for Kunstkritikk i perioden 2004-2008. Vilks var sidst i mediernes søgelys, da han besøgte Oslo i oktober 2014 for at holde foredrag om Dan Parks billeder, inviteret af det islam- og indvandrerkritiske netsted Document.no.

Det var mandag morgen ikke bekræftet af de danske myndigheder om Lars Vilks var målet for attentatet på Krudtønden. Politiet efterforsker stadig sagen.

Lars Vilks, Nimis, 1980. Vilks begyndte at opføre skulpturen i 1980 og har lige siden ligget i konflikt med myndigheder, som ønsker Nimis fjernet. Retssagerne har afløst hinanden, men Nimis står der endnu og er idag en af de store turistattraktioner på Kullen.
Lars Vilks, Nimis, 1980. Vilks begyndte at opføre skulpturen i 1980 og har lige siden ligget i konflikt med myndigheder, som ønsker Nimis fjernet. Retssagerne har afløst hinanden, men Nimis står der endnu og er idag en af de store turistattraktioner på Kullen.

Leserinnlegg