En afklædt mand er på dramatisk vis kollapset i en sortklædt kvindes skød. Han ligner et levende lig der lider… Hendes ansigt og hans slappe krop deler mætningsgrad med de svungne birkestammer, der står og spreder efterårets gule guld i maleriets øverste, yderste kant. De farvesultne omgivelser har på kølig blå og grå vis kun lige nøjagtigt formået at manifestere sig som en horisontlinie og en kantet, vinklet scene, hvor dette drama uden handling kan foregå.
Melankoli. En krybende tilstand af stilstand, der har tvunget den nøgne mand i knæ. Den siddende kvinde er her heldigvis. Hun rummer hans malaise og siger med et vidende, men fjernt blik, at det hele nok skal gå. At melankolien er som vinterens komme; en del af livet, der for en stund har farvet birkens blade gule. De skal nok blive grønne igen… Måske.
Jeg bliver altid så rørt, når jeg kigger på den finske kunstner Magnus Enckells (1870–1925) arbejder. Dette maleri tager mig humørmæssigt til Munchs Melankoli-værker (1891–1896) og kompositorisk til Zahrtmanns Den Fortabte Søn (1909), der er udført i præcis samme periode. Men hvor de førnævnte malere har fuld spade på paletten og hårdt pres på penslen, deler Enckell strøg- og streg-elegance med Helene Schjerfbeck og stemnings-sensibilitet med nerveadlens ærkehertug Vilhelm Hammershøi.
Døden, kroppen og følelserne er til stede i alt, hvad jeg har kunnet få fat på fra Magnus’ hånd – og jeg har været i de dybeste digitale croquisskuffer og kigget i indscannede notesbøger fra Ateneum-museet i Helsinki. Det skal de have så mange gange tak for at gøre tilgængeligt, forresten… Jeg endte med at downloade over 500 af dem i en tid, hvor de selvfølgelig til stadighed er tilgængelige på nettet – men jeg ville gerne have dem tættere på. Jeg har sågar printet en hel masse af dem ud, og selv tegnet og malet dem igen og igen for at forsøge at forstå dem… Nærme mig dem endnu mere… Have dem og ham inde i mig.
Om det er døden, der kjoleklædt går tur i den finske vinter; en lille dreng der som en mut Hamlet observerer et kranium; eller en ung mand med en god røv, der kvæler en svane, er det som om kødet og knoglerne er stablet op på hans lærreder eller lagt på hans papirer i en sådan formation, at de staver ord, jeg kan læse, men endnu ikke skrive.
– Rasmus Myrup (1991) er billedkunstner, bosat i København. Han har tidligere drevet udstillingsplatformen Weekends, og er en del af det kuratoriske projekt Cruising Pavilion.
Leserinnlegg