Kunstværker baseret på spejle passer godt til kunstmarkedet. Sådan er det bare. Markedet og de reflekterende værker skaber sammen en illusion af dybde (doh!) og med den type værker kan gallerister og samlere vade lige ind i den slags tilsyneladende dybe, ontologiske samtaler om eksistensen og rummet og tiden, som man godt kan lide at forbinde kunsten med: Det store schwung i livet. Eller man kan tale om det forfængelige og glatte overfladiske interface, som spejlet er og dermed kan værket implicit indeholde en art «kritik» af kunstmarkedet – og spejle tilbage på samleren, galleristen, det forlorne og bourgeois system.
Begge disse udgaver af betydningen af spejlet på gallerivæggen rimer meget godt på Peter Bondes (f. 1958) lidt vrængende og kontrære kunstnerskab, som siden 1980erne har stillet sig lidt trodsigt an på sådan en lidt cool og nonchalant måde. I sin nye udstilling på Martin Asbæk Gallery er vi helt inde på markedspladsen med salgbare formater kun udfordret af de to gigantiske højformatsbilleder, man møder lige inden for døren. Det er maleri på spejlfolie hele vejen i gennem udstillingen men her også med tekst påført i et printet bånd langs kanten af fladen: «You play an artist, who play a critic, who play a director, who play a gallery owner, who play a collector, who play an artist» [sic]. Det er en slags drillende og ironisk udgave af en olafuristisk gestik sådan at henvende sig direkte til «beskueren» med et «You», der kigger i et spejl og «sanser sig selv sanse» etc. Og så er teksten et rent kunstverdenskritisk digt. Den eneste, der mangler på listen, er kuratoren – så er den verden skabt om og i sig selv.
Sidste gang jeg så Bondes spejlende malerier (var det mon første gang han lavede dem?) var i 2011 på et andet københavnergalleri, Andersen’s Contemporary, dengang galleriet lå i de overlækre og stylish amagerlokaler. Her var billederne hængt i et samlet forløb, helt tæt og side om side i det som fungerede som en god installation. Her i Bredgade er det ikke nær så samlet som udstilling, men de to høje billeder trækker væk fra den helt nemme markedsretning og giver fornemmelsen af en skala ud over privatsfæren. Men er det i grunden ikke lidt underligt at denne danske kunstner har to københavnergallerier til at repræsentere sig? Galleriassistenten, adspurgt om hvordan det hænger sammen, gjorde det klart, at Asbækfamilien har arbejdet med Bonde i mere end 20 år (måske sagde hun 30 år) og at Claus Andersen og Andersen’s Contemporary i sagens natur er kommet til senere. Mere forklaring får man ikke umiddelbart i den sag.
Bondes maleri er tjekket og køligt og sidder solidt fast i 1980erne og 90erne som et portræt af Donald Trump, som han så ud i Bret Easton Ellis’ «American Psycho»: Et tegn for rigdom og finansiel løssluppenhed. I Bondes billeder og i titlerne til dem er der bjerge af kokain («Cocaine for Dessert»), filmiske fragmenter («Fragments for a Movie») og en bøn om et svar («Please Respond»). Det er på den måde en mærkværdigt yuppie-agtig kunst, for de rige og smukke – eller om dem? (et værk hedder «Rich, Powerful and Beautiful»). Og på den måde er samtiden måske – med Trump-familien på vej i det Hvide Hus – igen ankommet til Peter Bondes æstetik; tilbage til 1980erne, spejle og illusionen af overflod.
I det perspektiv er Peter Bonde og kunstnerne fra den generation måske den sidste egentlige generation af kunstnere. Alle der kommer efter må tænke sig anderledes om og grave sig ud af kokainbjergene og vise en vej ud af kunstverdensloopet og ud af spejlet og tænke en ny vej for kunsten og kunstneren. Men jeg ville ikke undvære denne glatte, spejlende og hurtige yuppietilstand. Den er en god reminder om dengang kunst var kunst var kunst. Nu er det ikke til at sige, hvad der sker.
