Rolf Nowotny har lavet en stram opstilling af potter, vaser og fade placeret direkte på gulvet mellem aflange plader af glas, som er lige så skinnende blanke, som det røde ler er mat. Og lige så indbydende som den fint rundede lerkrukke fremstår lige så lidt har man lyst til at lade sin hånd glide langs glassets skarpe kant.
Som mange andre fra 00-generationen (eksempelvis Lina Viste Grønli eller Nina Beier) flirter Nowotny med det tomme tegn på en sådan måde at man får lyst til at hive «semiotik» og andre 1980er-begreber op af skuffen. Det ensartede, serielle og renskurrede udtryk giver associationer til 80er-æstetik a la Allan McCollums opstillinger af et antal masseproducerede objekter, som fremstår identiske men er unikke objekter, hver og én. Nowotnys Full Frontal Nudity angår også repræsentationens natur, men med omvendt fortegn. Krukkerne, vaserne og fadene er alle drejet i hånden af en pottemager men deres udtryk og forarbejdelse er så homogene og perfekt udførte at man begynder at overveje om de egentlig er industrielt forarbejdede. Det er blandt andet i dette spil om identitet og repræsentation, at Nowotnys installation vibrerer og i øvrigt også leder tanken i retning af Joseph Kosuth, der ikke er 80er-kunstner, men som havde en «revival» i 1980erne. I stedet for en sproglig konstruktion som Kosuths i eksempelvis One and Three Chairs, 1965 (bestående af en stol; et foto af en stol; og en afbildning af et leksion under opslaget «chair») illustrerer Nowotny repræsentationsspørgsmålet i form af en spejling som er helt konkret: lerkrukken i sig selv; krukken set gennem glasset; og krukken som et refleksionsbillede i det blanke glas. Det er så glat at man næsten kan skære sig på det (som på en trekantet Grace Jones-ørenring). På de omkringstående vægge er små askebægre i rustfrit stål monteret i passende, funktionsvenlig højde. Som en slags faste koordinatpunkter eller perfekt selvhøjtidlige (ryge)pauser, spænder de rummet op omkring det skingre, tomme tegn; tomme runde krukker, der drejer rundt omkring sig selv, gennem glas og spejlblanke spejlinger.
Nowotny bevæger sig i et interessant terræn med mange muligheder og forsøger konstant at holde disse muligheder åbne. Foruden lertøj, glas og askebægre rummer Full Frontal Nudity også en håndfuld frimærker, der ligger henslængt i vindueskarmen samt en tekst, i Overgadens formidlingspjece, i form af et anonymt brev fra A til en ven, der blandt andet handler om de problemer A havde med at stamme, da han var barn. Disse dokumenter repræsenterer et brud med udstillingen i øvrigt og bidrager med noget narrativt og verbalsprogligt som går imod den ellers tilstræbte ordløse transparence. Her møder det stumme det fabulerende og det hele bliver måske lidt unødigt indviklet og resulterer i lidt for mange udgange og muligheder til at man rigtig kan høre den smældende blafren af det tomme tegn som hænger på tørresnoren i de stærke vindstød, der blæser fra konstant skiftende retninger. Dermed er det ikke «fuld frontal nøgenhed». Men «Partial Frontal Nudity» er altid en god start.
