Hvad er en udstilling egentlig? Det er den slags spørgsmål, som folk, der ikke går og tænker på kunst døgnet rundt, synes er alt for irriterende. Gætter jeg på. Og derfor noget, vi holder for selv og et forum som for eksempel Kunstkritikk.
At en udstilling også er en slags tænkning, som avler mere tænkning, er for eksempel tydelig i Henrik Olesens aktuelle udstilling på Den Frie, som jeg besøgte sidste søndag, mens min indre chat kørte i flere parallelle spor. Om forbindelserne til kunstnerens tidligere udstillinger og til andre nulevende kunstnere, der bor i den olesenske samtale; Isa Genzken, Michael Krebber, Jutta Koether og Josef Strau. Men også tråden til afdøde kunstnere som Hanne Darboven og Michael Asher, fordi jeg i generationssporet blev mindet om 90er-kunstnernes forkærlighed for 60er-konceptualisme – som sammen med en god dosis videnskabsarkæologisk tænkning a la Foucault vel nærmest var grundopskriften på den institutionskritiske 90er-kunst. Også selvom det hele endte med institutionskærlighed, hvilket denne udstilling også viser, men det er en anden historie.
I andre tankespor pingpongede jeg med de folk, jeg fører en evig samtale om kunst med. Også dem, som ikke er her mere. Jeg blev mindet om en afdød kunstner fra Olesens generation, som engang fortalte, at gode udstillinger gav ham lyst til at ræse hjem og gå i gang med et nyt maleri. Jeg får også selv lyst til at skrive, når noget pirrer på den gode måde. Falder dommen for hurtigt, føles det mere som lektier, når anmeldelsen skal forfattes.
Jeg vil ikke sige, at dommen faldt prompte på den måde i Olesens udstilling, men en ting er tydelig: krokodillerne har hovedrollen. Nu er det også en retrospektiv udstilling, og jeg kender mange af værkerne og grebene, men det handler ikke kun om, at papmaché-krokodillerne er nytilkommere. Snarere er det som om hele udstillingens diskursive væv hænger som lange, filtrede mælketråde fra disse krybdyr; som om denne suppe var de halvakvatiske dyrs naturlige habitat.
Det er på en mærkelig måde noget ved deres krokodille-hed, der gør det. I al deres åbenbare papmaché-væren ligger de brede haler faktisk tungt på bordet, som var de fuld af muskler, ikke af hønsenet. Ligesom de bemalede overflader er nubrede på en måde, som måske ikke ligner skæl, men alligevel giver indtryk af knortet, lidt frastødende hudoverflade.
Krokodiller i København er i sig selv et fedt billede og et effektivt greb, som de fleste kunstnere og børnebogsforfattere kender til. Det antænder en lang evolutionær fortælling om dyr, som levede på dinosaurernes tid, men også på de egyptiske faraoers tid. Det virker at placere et ikkehjemmehørende dyr i ’forkert’ klimazone, også selvom det bare er et billede eller en skulptur. Eller en mumie. For der er også andre krokodiller i byens udstillingsprogrammer dette forår.
Glyptoteket har fornyeligt anbragt to babykrokodillemumier i en montre i den egyptiske samling. De er ikke større end et par mellemstore torsk, sandsynligvis mere end 3.000 år gamle og stammer fra udgravninger i slutningen af 1800-tallet i Fayoum-oasen sydvest for Cairo og kom til Glyptotekets samling i 1911. Og som om to babykrokodillemumier ikke er fascinerende nok i sig selv, så har røntgenundersøgelser fornyeligt påvist, at der inde i den ene rigtig nok ligger en lille krokodille, mens indholdet i den anden blot består af en pind og lidt hø, som dog anslås at stamme fra et levested for datidens virkelige krokodiller, og derfor anses for at bære noget af biotopens hellighed med sig. Tal lige om hellige habitater og diskursive supper! Som endda udgår fra Nilen.
På røntgenbilledet i montren kan man se omridset af den balsamerede babykroko med et gammelt museumsskilt fæstnet med snor. Altså fra tidligere egyptologers undersøgelser? «Ja», svarer en af mine samtalepartnere: «Stor tradition at åbne mumier og se hvad der er inden i.»
Altid så spændende at se, hvad der er indeni! Ikke mindst når nogen har gjort sig umage og brugt måneder på at lukke det hele til efter alle mumificeringskunstens regler. Kun få kendte eftersigende til den rette håndtering af salver og til hvordan bandagen skulle omvikles liget.
Til sammenligning er Olesens limvædede avispapir over jute og hønsenet en noget mere rudimentær proces. Apropos institutionskritikken, for papmaché er netop noget, mange har stiftet bekendtskab med som børn i diverse pasningsordninger. Jeg har ofte tænkt, at den pæne repræsentation af danske kunstnere i 90ernes relationelle æstetik, har at gøre med, at de var første generation af genneminstitutionaliserede børn. Selvom Olesen tilhører en anden institutionskritisk bølge, er det åbenbart, at fritidshjemsattituden er lige så tilsigtet, som den er omhyggeligt frembragt.
Den sorte af Olesens krokodiller er ifølge værktitlen «Inspired by the crocodile mummies, found at Al-Shutb near the Kom Ombo Temple». Men titlerne tilhører også en matrice, typisk for kunstneren, hvor «inspireret af» både henviser til kunsthistoriske termer i stil med «udført efter model XX» og til mainstream-mediers (men også mange kunstinstitutioners) forståelse af inspiration, som er lige så gammel som ideen om kunstneren som geni.
Det sidste er noget de fleste samtidskunstnere vrider sig ved uden at vide, hvordan de skal forholde sig til det, alt imens de jo forholder sig til det. Så var det enklere i det gamle Egypten, hvor balsameringseksperter slet og ret blev anset for hellige. Det er klar tale, og understreger forskellen i positioner og habitater.
Henrik Olesens krokodiller er hjemmehørende i et særligt hjørne af kontinentaleuropæisk kunst. De skal helst ramme en perfekt nonchalant balance: mellem en faktisk fascination af de fabelagtige dyr (jævnfør troværdigheden i de muskelspændte bagben) og et distanceret, semi-ironisk blink i øjet (jævnfør teknikken, som enhver fummelfingret pædagog kan håndtere).
Her er kunstinstitutionen stadig et tempel, som garanterer et safe space for det særlige forestillingsrum, vi kalder en udstilling. Og som muliggør, at en sådan kan brede sig over flere lokaliteter, favne flere tider, og snurre i flere hoveder. Også i mit.
