8,1 millioner kroner udgør den pæne sum penge, som Brandts i Odense netop har modtaget af Nordea Fonden til at gøre museet til «et af Nordens førende på området for fotografi og film,» lyder det i den pressemeddelelse, som blev sendt ud i sidste uge. Det sker blot få år efter, at byens tre vægtige kunstinstitutioner, Kunsthallen Brandts, Fyns Kunstmuseum og netop Museet for Fotokunst i 2013 blev fusioneret under den samlede institutionelle identitet, Brandts – Museum for kunst & visuel kultur.
Sammenlægningen har betydet, at de omkring 30 årlige udstillinger, som de tre institutioner producerede tilsammen, er reduceret til 10. Det har også betydet, at store tematiske udstillinger i højere grad finder vej til programmet end de smallere, nicheagtige udstillinger, som måske især Museet for Fotokunst stod bag førhen.
At Brandts er et museum for den visuelle kultur i en bred fortolkning er blevet klart manifesteret igennem de første tre år af det nye museums levetid, hvor Mads Damsbo har siddet som direktør. Siden etableringen af det nye Brandts har man kunne opleve en udstillingsrække med nedslag i samtidskulturelle tematikker såsom: skæg, «drømmen om at flyve», Selfie og Tattoo. I slutningen af denne måned følger en stort anlagt udstilling om Disney.
Med bevillingen fra et af landets tungeste fonde skal kamerakunsten nu igen have institutionel særstatus i Odense – og i Danmark. Spørgsmålet er, i hvilken grad Brandts fremover vil udgøre et nationalt samlingspunkt for fotografi og film.
Kunstkritikk har talt med Mads Damsbo om, hvor museet bevæger sig hen og hvad den nye satsning helt konkret består i.
Hvad betyder det for udstillingsprofilen på Brandts, at I har fået en så stor bevilling fra Nordea Fonden?
Det betyder, at vi kan skærpe et fokusområde inden for det meget brede ansvarsområde, som Brandts har haft siden fusionen, hvor vi fik til opgave at videreføre tre institutioners tidligere opdrag. Det område bliver så fotografi og film. Det gør det blandt andet på grund af arven fra Museet for Fotokunst, men også fordi der ikke er andre kunstmuseer i Danmark med det særlige fokus. Der kan Brandts komme til at spille en vigtig rolle og producere kamerabaserede udstillinger med national gennemslagskraft. Vi ansætter i løbet af 2017 en Ph.D. stipendiat, der skal arbejde med Brandts samling i perioden omkring det moderne nybrud. Projektet vil også inddrage fotografi og visuel kultur og vi forventer i de kommende år at kunne bidrage med ny viden og debat om kamera-baserede medier.
Ved et debatarrangement på Fotografisk Center i København for to år siden talte daværende udstillingsinspektør fra Brandts Jens Friis om, at nichemuseernes tid er forbi og at det er gammeldags med et museum specifikt for fotografi. Trækker I lidt i land med den profilering inden for fotografi og film, som I nu lancerer?
Nej, det synes jeg ikke. Jeg plejer at sige, at vi ligger i en gråzone mellem klassisk billedkunst og ny billedkultur. Det beskriver meget fint, hvordan vi også vil gå til arbejdet med fotografi og film. Når jeg taler med mine udenlandske kollegaer, forklarer jeg, at vi har et fokus på linsebaserede medier. Det er så bredt et billedfelt, at det næppe kan kaldes for en niche.
Hvordan tænker I så at være et museum for fotografi og film? Hvilken slags udstillinger kan man for eksempel forvente at se i de kommende år på Brandts?
Publikum vil komme til at møde udstillinger med alt fra de tidligste fotografier fra 1840erne til instagrambilleder. Grænserne vil være flydende, og det er meget rammende for, hvor det fotografiske felt ligger idag. Jeg havde for nyligt et møde med direktøren for Foam Fotografiemuseum i Amsterdam, Marcel Feil. Han erklærede fotografiet for dødt, hvilket lyder absurd, når manden arbejder for et fotografisk museum. Han mener, at det vi i dag ser på som fotografiske billeder er noget andet end det, vi engang så på som værende fotografi. Sådan tænker jeg også. Det vil altså ikke give mening at tale om, hvorvidt vi eksempelvis lægger vægten på kunstfotografi eller reportagefotografi. Vi kommer til at lægge os et sted, hvor vi kigger på billeder med en optik, som hedder kamerabaseret kultur mere generelt.
Vi har en science fiction-udstilling i støbeskeen, og så har vi landet en aftale om et stort projekt med filmselskabet Zentropa og Lars von Trier i 2017. Desuden har vi har også netop lanceret et nyt biennaleformat sammen med Fotografisk Center i København og Galleri Image i Århus.
Umiddelbart lader det altså ikke til at være anerkendte skandinaviske institutioner som Hasselblad Foundation i Göteborg eller Fotografiska i Stockholm, I skeler til i formgivningen af den nye profil på Brandts. Er der nogle kunstinstitutioner herhjemme eller i udlandet, hvis måde at arbejde med fotokunsten på, som du ser op til?
Jeg har været en del i Los Angeles i de senere år og synes, at LACMA (Los Angeles County Museum of Art) gør det sindssygt godt. De er i mine øjne både eksperimenterende og publikumsorienterede. Tilsvarende er Barbican Centre i London et af mine forbilleder. Noget af det bedste, jeg har set hos dem, er fotoudstillingen Strange and Familiar kurateret af fotografen Martin Parr tidligere i år. Udstillingen præsenterede billeder fra England taget af internationale fotografer, dvs. det velkendte fotograferet af det udefrakommende blik. Det er der kommet en super vibrerende og vedkommende udstilling ud af med nogle sjældent smukke fotografier iblandt. Victoria and Albert Museum i London er i øvrigt også et godt sted – særligt deres arbejde med rumfotografiet er jeg meget inspireret af. Det er er et område, vi også kunne forestille os at arbejde med.
Hvad ville en drømmeudstilling i foto-regi være for Brandts?
Der er mange. Flere af dem har vi også allerede igangværende dialoger omkring. Science Fiction-udstillingen om to år er lidt af en drømmeudstilling faktisk. Blandt de mere klassiske fotoværker har vi en legende som den amerikanske fotograf og filminstruktør Stanley Kubrick med på udstillingen. Det bliver godt.
