Det er den tid på året, hvor de tyske kunstskoler åbner dørene og bliver sociale samlingspunkter omkring den kunst, der er undervejs og nu skal prøves af. Jeg er i Hamborg til rundgang på byens kunstakademi. Fornyeligt var jeg censor på en lignende udstilling på et andet kunstakademi. En af de studerende havde lavet en slags selvportræt. En dukke i 1:1-størrelse, iklædt i hans eget tøj. Selvom ansigtet var en afstøbning af hans eget, var det tøjet, der bar alle fortællingerne. Vi talte om malerpletten på skoen. Om hullet i hætten, som kun gløden fra en cigaret kan lave. Hvordan halstørklædet var bundet tæt uden på hættetrøjens hætte. Vi talte om, at selvom alle disse stykker tøj var masseproducerede og ret basale, så gjorde stylingen det til et portræt af en arketypisk kunststuderende. Derfra gik samtalen selvfølgelig videre til autenticitet og klasse.
Sammlung Falkenberg i Phoenixhalle – en institution under Deichtorhallen, der ligger i en industriel bygning i udkanten af byen – viser for tiden en omfattende udstilling med afsæt i Cindy Shermans samarbejder med modehuse fra 1995-2019, foldet ud mere eller mindre kronologisk. I tillæg vises en række værker fra museets egen samling, som relaterer sig til temaet, af blandt andre Barbara Kruger, Christopher Williams og Paul McCarthy.
Udstillingen bærer den flotte titel «Anti-Fashion» og er ifølge museet den første med fokus på Shermans arbejde med mode, reklamer og magasiner. Det undrer mig, at en så stor og kanoniseret kunstner, hvis materiale i den grad er makeup, tøj og fotografi ikke har været kontekstualiseret i forhold til mode før. Det virker så oplagt. Måske er der noget i tiden, der først nu gør det muligt at lave en så stor udstilling, der tager modens kritiske potentiale alvorligt.
Jeg bliver faktisk ægte overrasket og imponeret over, hvor mange samarbejder med forskellige modehuse og magasiner Sherman har haft gennem de sidste 30 år. Der er mange forsider, fra især Vogue og Harper’s Bazaar. Og det føles ret overvældende, at disse kommercielle formater har vist Shermans meget camp og til tider ret bizarre fotografier. Det er nok fordi, fotografierne hele tiden balancerer præcist mellem at være absurde og æstetisk pleasende. Kun i få tilfælde har de kommercielle partnere i sidste øjeblik valgt ikke at bringe et værk.
Det ikoniske filmværk Doll Clothes fra 1975, som er skudt på 16mm-film i sort/hvid, viser et kort loop med små klassiske påklædningsdukker – Sherman selv – som påføres forskelligt tøj af store dominerende hænder. Et overtydeligt feministiske budskab, som danner grundlag for resten af udstillingens mere ambivalente værker.
Især samarbejdet med det japanske brand Underground spring/summer-kollektionen 2018 er interessant. Portrætter af Sherman er printet på modellernes skjorter, jakker og tasker. Alle disse smukke, tynde og seriøse mennesker bærer hendes billede. Og det er som om Shermans ansigt nærmest vrænger af hele dette performative spektakel, som et modeshow også er. Hendes ansigt bliver et popkulturelt brand. Hendes fotografier vakt til live. De mimer ikke bare billboards og reklamer her, men bliver en del af tøjets overflade, som bæres på modellernes kroppe. Det bliver umuligt at skille hendes kunst fra moden her, og det er vidunderligt.
Kampagnerne for Commes des Garçons fra 1994, hvor Sherman er sminket som forskellige klovne er så smukke, næsten fløjlsagtige i farver og lys, meget taktile. Helt i modsætning til fotografierne i samarbejdet med Chanel Couture fra 2010, som er hyper skarpe, digitalt flade og uden makeup, men manipulerede og retoucherede. I Chanel-billederne fremtræder Sherman-karaktererne desorienterede i øde og mennesketomme landskaber. Det er en flot kontrast mellem couture-tøjet og det næsten AI-agtige fotografi.
Robert Longo er en af de kunstnere, hvis værker i samlingen indgår i udstillingen. Et helt rum er dedikeret hans klassiske monokrome tegninger; motiver af Hollywood-skiltet, det amerikanske flag i brand, en landingsbane og en stor pistol, der sigter mod beskueren. Jeg kommer i tanke om det forord, som Cindy Sherman skrev til Longos bog Men in the Cities: Photographs 1976-1982 (2015) – de ikoniske fotografier af unge mennesker iført jakkesæt, der danser ukontrolleret, pogo-agtigt, på toppen af New York. Sherman var selv en del af castet dengang. Herom skriver hun:
It’s also really interesting looking at the clothes. This was before people called old clothes ‘vintage’, before designers had any hip appeal, and no one ‘went shopping’. We bought clothes at thrift stores because it was cheap, easy and we liked the way they looked. […] «What I do remember is that is was actually fun and challenging posing like this, throwing one’s body around, sometimes losing balance and literally falling (especially in heels!)
Det er som om, modeverdenen forstod denne leg så godt, at den endte med at indoptage hendes praksis i en sådan grad at en stor del af hendes oeuvre er endt med at være kommissioner skabt til dette kredsløb. Den intuitive, sjove energi – som Sherman beskriver i citatet – spejler en energi fra modeverdenen, som altid har fascineret mig og aldrig rigtig har fundet andre steder. Det handler i grunden meget lidt om tøjet, og i langt højere grad om hvordan tøjet får dig til at handle og føle.
Da jeg for ti år siden i Berlin for første gang trådte ind i en Cindy Sherman-udstilling, følte jeg mig meget set. Det handlede om alle de tanker jeg, som så mange andre, rodede rundt med i forhold til fx at performe et køn hver morgen, når vi tager tøj på. Hvordan hele verden er et teater bestående af en række arketyper, man kan til- eller fravælge. Hvordan man kan forsøge at narre omgivelserne til at tro, at man tilhører en anden klasse, eller prøve at signalere noget subtilt, som kun kan ses dem, man gerne vil kommunikere med. Denne skønne, unge erkendelse, at vi ikke bare er en endegyldig ting hele livet igennem, men at vi kan blive til alt, det vi har lyst til at være – eller i hvert fald få det til at se sådan ud. Selve queer-begrebets byggesten. Alt dette viste Cindy Sherman mig dengang i Berlin.
Modefotografiet er interessant, fordi det er mærkeligt. Det er mærkeligt, fordi det ikke dyrker det normale, men det umulige. Det dyrker det, du ikke selv er, men har begær efter at blive. Jeg tror, det er selve det kommercielle billedes natur, og når jeg går rundt i udstillingen, tænker jeg, at det også er det, Sherman er fascineret af. Det kommercielle billede er ikke entydigt overfladisk. Det giver utrolig god mening at dvæle ved overfladen, især i en tid, hvor et popfænomen som Taylor Swift måske er med til at afgøre et af de vigtigste præsidentvalg. Det lækre, smukke billede kan være den mest effektive trojanske hest.
På Instagram falder jeg over to nye portrætter af Cindy Sherman, skudt af Jürgen Teller for Marc Jacobs. På det ene har hun brunt fedtet hår, tynde øjenbryn og spredte ben. På det andet en småborgerlig, blond korthårsfrisure. I begge poserer hun foran indgangen til en Marc Jacobs-butik. Legen fortsætter, og modens og kunstens fangarme bliver ved med at række ind og ud af butikkerne og museerne.
