Den gamle herregård Rønnebæksholm, der ligger malerisk omgivet af marker og natur lidt udenfor Næstved, er en af den slags bygninger, hvor historien føles mærkelig præsent. Hvor gulvbrædderne knirker under ens fødder og hvor gamle kakkelovne og høje paneler er tavse vidner til de familiære dramaer, der må have udspillet sig i de små stuer igennem årene. Og hvor personalet kan berette om underlige hændelser, hviskende stemmer og en klar fornemmelse af, at man ikke bør arbejde her alene efter mørkets frembrud.
Rønnebæksholm danner for tiden den passende ramme om gruppeudstillingen Fantasmer, kurateret af Mathias Kryger, der sidste år stod bag den store Ovartaci-udstilling på Kunsthal Charlottenborg. Fantasmer beskæftiger sig med det, man kan se og fornemme, men hvis egentlige tilstedeværelse måske godt kan betvivles, og som i de dage, hvor Rønnebæksholm var et privat hjem, hænger portrætterne tæt side om side og maner historier og fantasier frem, ikke mindst fra beskuerens egen fantasi.
Udstillingens hovedfigur er den danske outsiderkunstner Ingeborg Prehn (1895-1987), om hvem vi kun ved ganske lidt. Prehn var indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov i hele 54 år og producerede i denne periode en stor mængde tegninger og akvareller, der idag befinder sig i Ovartaci Museets arkiver. Men hvor den samtidige Ovartaci opfylder stort set alle stereotype forestillinger om outsiderkunstens ekspressive og altomsluttende fantastiske univers, er Prehns tegninger anderledes lavmælte.
Der er primært tale om portrætter, der formentlig har afsæt i hospitalets ugeblade såsom Familiejournalen og Billed-Bladet. Man synes at genkende en kongeprofil, en ung prinsesse Margrethe og i et enkelt tilfælde måske Sigmund Freud. Man kunne få den tanke, at tegningerne afspejler et ønske om at forstå eller tilnærme sig en form for idealiseret normalitet, som det må se ud for den, der selv befinder sig på kanten. Men der er hele tiden også noget andet på spil: En unheimlich fornemmelse, et forvredet perspektiv eller et karikeret og alt for stort smil. Eller er det mon noget, jeg fortolker frem af kunstnerens sparsomme biografi?
Den lidt grove biografiske tolkning understøttes af Julie Nords småuhyggelige og eventyrinspirerede værker, hvoraf flere er skabt til udstillingen og direkte inspireret af Prehns tegninger. Her finder vi blandt andet en serie papirværker, der viser en rød bjørn og en lille pige, som også optræder i en tegneseriefrekvens skabt af Prehn. Skalaforholdet imellem pige og bamse er forvredet, så det bliver usikkert, hvem der leger med hvem, hvilket hos Nord er forstærket yderligere i en række foruroligende scener mellem bjørn og pige. Nord har desuden skabt en række store papirværker, der hænger frit fra loft og til gulv og som spøgelser bevæger sig svagt i den luftstrøm, der opstår, når man går forbi dem. Papiret flosser i kanterne og lader tusch og farve bløde ud til rorscharch-agtige omrids af monstrøse kroppe, der som et andet Frankenstein-uhyre er syet sammen af mange lag papir.
Udstillingens vildeste værker er en serie af tegninger, malerier og en video af israelske Roee Rosen (f.1963), der alle beskæftiger sig med et fiktivt alter-ego, den jødiske kunstner Justine Frank. Nøglen til forståelse af projektet finder vi i videoværket Two Women and a Man (2005), hvori kulturkritikeren Joanna Führer-Ha’sfari læser uddrag fra Franks pornografiske roman Sweet Sweat og udfolder en sønderlemmende feministisk kritik af Rosens værker.
Videoen viser desuden en animeret montageforløb af Franks fantastiske, surreelle, aggressive og pornografiske akvareller, og fortæller en heftig historie om hendes kaotiske liv og selvdestruktive tendenser. I løbet af videoen går det langsomt op for mig, at Rosen, figuren Frank og videoens Führer-Ha’sfari er én og samme person og at såvel tegninger som malerier ganske vist er signeret af Frank og dateret i perioden 1920-40, men i virkeligheden produceret af Rosen igennem en sammensmeltning af de tre karakterers liv, produktion og virkelighedsplaner. Projektet er således en helt forrygende effektiv sløring og afsløring af fiktion, mytologisering og den totale fabrikation af identitet og identifikation.
Det er dette helt reelle overraskelsesmoment, at Justine Frank, hvis maleri Frankomas er det første man støder på i udstillingen, faktisk er en fiktion, der for mig synliggør styrken i kurateringen. Rosens egne tekster om Justine Franks virke indgår i udstillingen forklædt som informationsplancher, ligesom hendes navn figurerer på værkskiltene, og der går mere end bare et øjeblik, før jeg forstår, at hun – som ellers umiddelbart ligner en outsidekunstner som Ingeborg Prehn – er sammenfaldende med Rosen selv.
Det er udstillingens åbenlyse styrke, at den demonstrerer så stor en sensibilitet overfor materialet, at den tør lade de fiktionslag, der ligger i alle tre kunstneres værker, leve på deres egne præmisser, frem for at forklare sig selv. Derigennem opstår en nærmest musisk samklang imellem de tre praksisser, hvor kuratoren nok foreslår og leder os i retningen af forbindelser imellem værkerne i spørgsmål om identitet, normalitet og begær, men også lader så tilpas meget stå åbent, at man bliver opmærksom på sit eget begær.
