Det er lidt med følelsen af at komme for sent til festen, at jeg sniger mig ned af trappen til underetagen på Kunsthal Aarhus. Det Jyske Kunstakademis afgangshold ferniserede deres udstilling, der har fået titlen Coming Out, mens jeg selv febrilsk forsøgte at pakke til Venedig i regnvejr, og nu ligger resterne af festen tilbage på gulvet, som tomme, forladte skaller. Her er brugte e-cigaretter, pink diskolys, efterladte vinglas og i hjørnet står en fortabt boom blaster, tavs og med sin ledning trukket op under sig. Pludselig flænses stilheden af høj popmusik fra en monitor på gulvet. Det er dokumentationsvideoen fra Matilde Mørks performance Løber dit spor i sølv?, der blev opført til ferniseringen, og som nu, som instagrams fra festlighederne dagen derpå, prikker til min følelse af, at have misset noget væsentligt.
I videoen ses seks performere, der danser koreograferet og energisk, løber eksalteret rundt i lokalet, for så pludselig at klippe til mere lavmælte og langsomme scener. Liggende på gulvet enkeltvis eller i små grupper bevæger performerne sig i en slags knudret slowmotion, der understreger de forskellige kroppes indbyrdes forbundethed. På gulvet med dem har de en slags glasbeholdere, som de fylder med røg fra de e-cigaretter, der nu ligger tilbage på gulvet og ligner tomme patronhylstre. Glasbeholderne står også tilbage på gulvet med åbningen nedad, og gemmer på de hemmeligheder, der gennem røgen blev hvisket til dem. De vidner om en intim, ordløs kommunikation, der måske nok kan fornemmes i den lidt grynede dokumentationsvideo, men alligevel ikke rigtig sættes på formel.
Også Maiken Stæhr præsenterede en performance ved ferniseringen, men efterlader sig noget mere markante spor: En stram scenografi i sterile, mørkeblå klinker står tilbage og ligner et surrealistisk baderum. På de klinkebeklædte forhøjninger står vinglas, halvt fyldt med en vand. Der ligger en afstøbning af et par hænder og på et tøjstativ i kanten af installationen hænger draperede porcelænsstykker og venter på, at nogen ifører sig dem.
Helt stillestående er scenen dog ikke: Dryppende vand fra loftet bryder vandspejlet i vinglasset og en ventilator, der kører på laveste frekvens, sætter den dovne luft i bevægelse. Man fornemmer en tung, lettere ubehagelig ladning i rummet, som tager mig tilbage til egne, akavede erfaringer med omklædningsrum, hvor kroppe klædes og afklædes, mens de i larmende stilhed med let skjulte blikke vurderer og forsøger at undgå hinanden. Der er noget lurende, latent farligt i scenen, og det er egentlig ret imponerende at kunne fremkalde så kraftig en fornemmelse i et værk, der måske først udfoldes helt, når det animeres af performere.
Mark Tholander, der, som en del af kunstnerkollektivet Piscine, allerede har en del udstillingserfaring, overbeviser med udstillingens nok mest helstøbte værk. Videoinstallationen They built the widened coral reef er optaget i et green room. Efterfølgende er hænder og ansigter redigeret ud af det færdige værk, hvorfor tøjet nu synes at danse rundt på egen hånd. Parret med computeranimerede baggrunde giver det en sjov effekt, der tilfører den ellers lidt glatte animation et taktilt, kropsligt element.
Vi befinder os i en restaurant, hvor flere forskellige scener udspiller sig i forlængelse af hinanden, uden nødvendigvis at knyttes sammen til et egentligt narrativ. Restaurantejeren viser huspianisten ind igennem et virkelig stort industrikøkken, hvor grøntsagerne bogstaveligt talt flyver igennem luften. Et par spiser middag og taler meget detaljeret om vejret, mens landskabet suser forbi restaurantens vindue, som sad de i en togkupe. Og midt i videoen afbrydes det hele af et karaokenummer: «The link is delayed along the road. Connection is late on the road. This is the way,» synges der med melankolsk stemmeføring. Kameraføringen knytter de forskellige scener sammen til en formel fortælling om at befinde sig på parallelle linjer, der aldrig mødes.
Mads Borre arbejder i sammenstødet mellem rumlige strukturer og digitale collager, der peger på deres eget organisationsprincip. Installationen tager udgangspunkt i kunsthallens ovenlysvinduer, som er dækket af to digitale collager, der oplyses bagfra. Fra vinduerne gridstruktur hænger brede, halvt transparente stofbaner, sporadisk påhæftede med tegninger og tekststykker og på gulv og vægge ligge og hænger flere collageelementer. Udtrykket er hipt på den postmoderne måde, hvor hverdagsagtige telefon-doodles sidestilles med lyrik uden smålig skelen til hierarkier. Det er internettets logik, der præsenterer en stor mængde digitale og analoge informationer med samme lethed, klipset, appliceret eller føjet sammen i photoshop, uden at de forskellige informationer nødvendigvis glider sammen til et samlet billede.
Ligeså uigennemtrængelig og informationsladet som Borres installation virker på mig, lige så umiddelbare forekommer Freja Støttrups fem digitalt manipulerede fotografier. Under den poetiske titel Smuldrende Lavendel har Støttrup skabt en serie af portrætter af sig selv og sine nærmeste holdt i bløde pastelfarvede nuancer. Ansigter er klippet væk eller dækket af blomster, ligesom kroppene optræder delvist fragmenterede, hvilket giver et let distanceret, sart udtryk. I den sparsomme værkbeskrivelse kan man læse, at projektet handler om relationer og selvbilleder, samt at Støttrup opfatter sin praksis som en art kunstterapi, uden at det helt tydeligt kan aflæses i de følsomme sidestillinger af planter og kvindekroppe.
Frem for at udgive et regulært katalog har man valgt at samle en række skitser, nærbilleder af værkerne, tegninger og digte, der føjer sig til udstillingen som et ekstra værklag. Sammen med den meget korte og derfor ret kompakte handout – der eksempelvis vier blot tre sætninger til formidlingen af Støttrups projekt – giver det udstillingen et mere indadvendt udtryk, end der måske egentlig er belæg for i de fem afgangsværker. Man fornemmer en årgang, der vægter kropslige og rumlige erfaringer og intim, ordløs kommunikation, som den, der kan skjule sig i glasbeholderne på kunsthallens gulv. «The link is delayed along the road,» nynner jeg, da jeg forlader Kunsthal Aarhus.
