1. december Uffe Isolotto

Hvilke udstillinger i Norden var årets bedste? Kunstner Uffe Isolotto giver sit bud.

Simon Starling, Houseboat for Ho, 2023. Foto: Simon Starling. Image courtesy Studio Simon Starling.

Simon Starling, A Houseboat for Ho, kommissioneret af Statens Kunstfond og Varde Kommune, Ho

Efter flere års tovtrækkeri blev et værk fornyeligt indviet ved den danske vestkyst i byen Ho. Simon Starlings projekt med at bygge en slags ark, en kombination af boliviansk bådebyggeri og dansk stråtag, ligger i forlængelse af de transformative bådeskulpturer, han igennem årene har arbejdet med. Som en profeti om klimaforandringer står dette hybride fartøj nu på den lavtliggende mark og venter på oversvømmelsen. Eller er det et håb om at vi kan overkomme udfordringerne ved at forene kræfter og viden?

Michael Boelt Fischer, Småt Brændbart, Møllegade Nærgenbrug, København, 2023.

Michael Boelt Fischer, Småt Brændbart, Møllegade Nærgenbrug, København

Vil du smide dit lager af ældre, usolgte værker ud, også selv om det var til genbrug? Mange vil nok krympe sig ved tanken, men virkeligheden er, at vi kunstnere hober ældre værker op i håb om, at nogen en dag vil udstille eller købe dem. Markedet, forfængelighed og ønsket om udødelighed er stærke kræfter. Michael Boelt Fischers udstilling tog livtag med de her spørgsmål. Værker fra lageret blev sorteret som skrald på genbrugspladsen, til afhentning af dem, der kunne trække dem hjem på ladcykler. Resten blev afhentet til forbrænding dagen efter.

Larissa Sansour & Søren Lind, As If No Misfortune Had Occurred in the Night, 2022, 3-channel video, 21’. Courtesy of the artists. Foto: Lenka Rayn H.

Larissa Sansour & Søren Lind, Tomorrow’s Ghosts, Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg

I museets kælder havde palæstinensiske Sansour og danske Lind iscenesat en formidabel udstilling med to filmværker og en serie bronzeammunitionsskulpturer. Filmværket As If No Misfortune Had Occurred in the Night (2022) gjorde et stort indtryk på mig, især set i lyset af den virkelighed, vi oplever i dag. Filmen er en krydsning mellem Gustav Mahlers Kindertotenlieder og en traditionel palæstinensk oprørssang, der igennem historien er blevet omskrevet ved hver ny konflikt. Sopranen Nour Darwish synger arien i en skarp stilistisk iscenesættelse, der væver tråde sammen på tværs af tid og som i den grad rev tæppet væk under mig.

– Uffe Isolotto er kunstner, bosat i København. Han repræsenterede Danmark ved biennalen i Venedig i 2022 og har siden arbejdet på at videreføre projektet fra den danske pavillon i installationer i København og Riga.

Se de øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her