«Er internettet dødt?» spurgte Hito Steyerl på et tidspunkt i en artikel i E-flux journal, idet hun tilføjede, at spørgsmålet måske nok ved første øjekast virker malplaceret. For mere end nogensinde før reguleres og kontrolleres vores hverdag af avanceret teknologi, der forbinder os alle på tværs af kloden. Allestedsnærværende skærme, der i stadig stigende grad sniger sig ind i vores personlige liv og intimsfære, er ikke længere science fiction, men en helt almindelig del af dagligdagen. Vi går ikke kun rundt med vores smartphones hele dagen; vi sover også med dem. Kommunikations- og informationsstrømmen er blevet vores naturlige biotop, der gør os høje på de dopamin-kick, vi får gennem det evige løfte om produktivitet og kontakt.
Den store udstilling Co-Workers. The Network as Artist, som vises på Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris, ser på hvordan de nye netværk ikke blot har ændret verden omkring os, men også har ombygget vores neurale arkitektur – noget, som andre også har påpeget, heriblandt Nicholas Carr, Matteo Pasquinelli, Tiziana Terranova, Warren Neidich med flere. Det overordnede kuratoriske sigte med udstillingen forekommer dermed at være «økologisk» i den trefoldige forstand, som fremføres i Guattaris essay The Three Ecologies (2008); den undersøger, hvordan emnet står i forhold til vores psyke, til vores sociale relationer og til vores omgivelser. Dermed bliver vi i stand til at sætte os ud over det rent antropocentriske perspektiv og se, hvordan mennesket indgår i langt større konstellationer og systemer af så stor kompleksitet, at de fuldstændigt unddrager sig menneskelig rækkevidde og kontrol.
Tematikken i Co-Workers er naturligvis ikke helt ny; man kan trække tråde tilbage til forgængere såsom Cybernetic Serendipity (ICA London, 1968, kurateret af Jasia Reichardt), Software. Information Technology: Its New Meaning for Art (Jewish Museum New York, 1970, kurateret af Jack Burnham) eller Les Immatériaux (Centre Pompidou Paris, 1985, kurateret af Jean Francois Lyotard). Sidstnævnte udstilling, der blev skabt under ledelse af postmodernismens fader, havde held til at binde kunst og teknologi sammen i en tydeligt teatralsk dramaturgi.
Lyotards ånd svæver stadig over den aktuelle udstilling på Musée d´Art Moderne, i hvert fald i diskursen. Men tiderne har unægtelig ændret sig. Hvor Les Immatériaux pegede på den udvikling, der fandt sted uden for museets rammer – på de muligheder, som nye medier åbnede op – tager Co-Workers de nye medier med sig tilbage ind i institutionen igen. Den peger på, hvordan vi bevæger os fra kunstens dematerialisering frem mod internettets rematerialisering. Som kurator Toke Lykkeberg bemærker i kataloget: det første er en afsluttet proces, mens det sidste er en endeløs rejse.
De økologividenskabelige hensigter bag Co-Workers artikuleres primært på et æstetisk plan snarere end på et etisk eller politisk plan. Således kunne en mere tværfaglig og hybrid indfaldsvinkel også have fungeret fint i forhold til at tackle den komplekse problemstilling. I stedet ser alt her meget kunstnerisk og nutidigt ud: kunsten er her målet, ikke udgangspunktet.
Kuratorerne har valgt at lave en «essay-udstilling» inddelt i flere forskellige kapitler for at undgå at overlæsse beskueren med for mange fortællinger på én gang. Dermed bliver udstillingens ganske bredt anlagte perspektiv fragmenteret og omsat til en glat scenografi af DIS, tidens hippe kunstneriske platform for alt, hvad der er digitalt.
Med scenografiske miljøer, der rækker lige fra et showroom til en lounge har DIS omformet hele udstillingsområdet til en slags heterotopisk co-working-rum, som indoptager samtlige kunstværker. Grebet afspejler på umiskendelig vis deres typiske arbejdsform: de fungerer ofte som en slags katalysator, hvor de på eklektisk vis navigerer rundt mellem en række forskellige aktører, tanker, æstetikker, sprog eller kulturer. På denne udstilling samles de forskellige kunstneriske energier sig i en installation ved navn The Island (KEN), en sær, humoristisk og dragende blanding af køkken, badeværelse (med funktionsdygtig bruser) og scene til performances og foredrag.
I hvad der nok bedst kan beskrives som en institutionel tour de force besluttede organisatørerne sig for at udpege tre kuratorer til udstillingen i Musée d’Art Moderne, og yderligere to til en langt (langt!) mindre appendiks-udstilling i Béton Salon Centre for Art and Research. Den egentlige udstrækning af dette samarbejde fremstår dog lidt tåget. Og midt i al denne storladenhed virker det som om initialerne H.U.O. lurer lige rundt om hjørnet. Selv hvis Obrist ikke i egen høje person flyves ind fra Dubai, Los Angeles eller Hong Kong, så fremgår hans navn i det mindste på én eller anden liste. I dette tilfælde «deltager» (som det bekendtgøres) initiativet «89plus» – grundlagt af Obrist sammen med Simon Castets – med det, de selv kalder en «udstilling i udstillingen», og bringer dermed yderligere to kuratorer i spil. Uden at vide hvordan dette samarbejde er kommet i stand, så er der en vis fare for, at et sådant kurator-delirium underminerer udstillingens troværdighed, ligesom det også stiller spørgsmålstegn ved kuratorernes egentlige input.
Den omfattende kunstnerliste er interessant nok i sig selv, om end den måske også fremstår lidt forudsigelig med sine sikre kort. Med bidragydere såsom Ryan Trecartin, AIDS-3D, Ed Atkins, Bunny Rogers, Hito Steyerl og Timur Si-Qin står det hurtigt klart, at det er tale om en bestemt generation af kunstnere. Med lidt god vilje kan de fleste af dem beskrives som del af post-internet–generationen – hvor overfladisk den betegnelse end kan virke. For så vidt at udtrykket overhovedet betyder noget længere, kan man sige, at det handler om det aftryk, internettet har gjort på kunsten, både som tema/motiv og som formidlingsredskab. Forstavelsen «post-» henviser dermed, igen med Steyerls ord, til hvordan internettet «har bevæget sig offline».
Det scenografiske udgangspunkt er den overvældende billedstrøm, der findes i dag, hvor billeder ikke blot er uskyldige afbildninger. Det lader sig næppe gøre at adskille billedernes repræsentative rolle fra den måde, de udbredes, formidles eller tilegnes på. Her er der selvfølgelig ikke langt til Bourriauds forestilling om post-produktion. Billeder er blevet magtfulde våben (faktisk har de altid været det); de udbreder både sandheder og løgne, og deres krige udkæmpes lige her blandt os. De kampe, vi efterhånden ser tit mellem bevæbnede betjente og demonstranter udstyret med smartphones, siger en del om den meta-moderne tid, vi lever i. Vi producerer billeder i samme grad som vi forbruger dem, og det bringer os videre til tanken om en «prosumer», jævnfør den sammentrækning af «producer» og «consumer», der oprindeligt blev fremført af futuristen Alvin Toffler i 1980.
Dette ses tydeligt hos Parker Ito – i dette tilfælde hos hans alter ego Cheeto, som præsenterer en omfattende serie maleriske billeder, der synes at være komponeret i et slags feedback-loop. Denne gentagne, pastiche-agtige kommentar til amerikansk online-kultur – i kombination med et videoværk og en skulptur af seje Mark Leckey – åbner unægtelig udstillingen på en overbevisende måde.
Lidt længere inde i udstillingen støder vi på et installationsværk på flere skærme, skabt af Cécile B. Evans, den belgisk-amerikanske kunstner og performer, der sidste år skabte Hyperlinks or It Didn’t Happen: et fængslende projekt om afdøde skuespiller Philip Seymour Hoffmans digitale dobbeltgænger. Det nye værk, Working on What the Heart Wants (2015), er planlagt som del af en større installation på Berlinbiennalen i 2016 (kurateret af DIS) og beskæftiger sig overvejende med mange af de samme spørgsmål, som tidligere har optaget kunstneren. Her forestiller hun sig et transhumanistisk samfund, som hun kalder Hyper Media; et samfund, der har vokset sig fuldkommen almægtigt ved at indsamle og akkumulere information om alle dets beboere. Evans’ prototype-installation ligner en art science-fiction symfoni, der passer til vores digitale tidsalder med tilhørende melankolsk strejf.
Biopolitiske temaer, der angår liv, død og overlevelse hinsides menneskets verden, kan også ses i et fængslende og urovækkende videoværk af Rachel Rose med titlen Sitting Feeding Sleeping (2013). Det er en art filmisk collage, som fokuserer på «deathfulness» («død-lighed»), en zombie-lignende tilstand svævende mellem sovende og vågen tilstand, mellem død eller levende. Den såkaldte kryopræservering, nedfrysning, er i mange lande nu en lovlig måde at håndtere lig på, ganske på linje med kremering eller begravelse. Rose anskuer fænomenet fra en række forskellige kulturelle vinkler hvorigennem en uhyggelig og makaber gråzone afsøges.
Hito Steyerls nyligt udførte værk Liquidity Inc. (2014) har en ganske central placering i udstillingen. Videoinstallationens bølgeagtige struktur er selvfølgelig mere end blot en henvisning til Hokusai. På typisk satirisk vis sammensætter Steyerl lounge-agtige omgivelser med en naturkatastrofe (en tsunami), og stiller derved spørgsmålstegn ved vores træghed i alle krisesituationer, samtidig med at hun dekonstruerer de falske grænser, der er sat op mellem natur og kultur.
Et af de mest humoristiske værker i udstillingen ses ved udgangen, hvor Ed Atkins’ video Even Pricks (2013) er strategisk placeret. Atkins bruger mange af de typiske kendetræk, vi kender fra trailers for store filmproduktioner, men her indsætter han i stedet subversive budskaber såsom «This summer… destroy your life.» Videoværket beskæftiger sig med depression som tema, herunder med hvor umuligt det er for depressionen at finde udtryk i en digital verden, hvor det hele handler om hjerter og likes.
Internettet er i dag allestedsnærværende; det er umuligt at lokaliserer til ét sted. Måske afspejler det en zombie- eller vampyragtig tilstand, hvor internettet, ligesom i Marx’ beskrivelse af kapitalen, er noget, der «kun kan leve ved at suge den levende arbejdskraft til sig, og som får mere og mere liv jo mere arbejdskraft den suger i sig».
I dag nedbrydes traditionelle grænseforestilling med en hidtil uset hast, og vi er ikke i stand til at håndtere konsekvenserne på andet end klodset vis. Det offentlige og det private, det nære og det fjerne, det personlige og det professionelle, det lokale og globale: alle disse modsætningspar indgår nu i et komplekst dialektisk samspil. Ubøjelighed og disciplin erstattes af fleksibilitet, udsathed og konstant forandring. Datidens begrænsninger hvad angår både tid og rum er i opløsning. Men hvordan rider vi med på disse strømninger og oprørte vandes bølger?
Co-Workers er en højprofileret blockbuster-udstilling, der er fuld af store talenter, både hvad angår den kuratoriske og den kunstneriske side. Den giver os et glimt af fremtiden set fra et nutidigt perspektiv, mens den balancerer fint mellem det utopiske og det dystopiske, det materielle og det immaterielle, online og offline, posthumanisme og transhumanisme, økologi og teknologi. I dette felt mødes det spekulative og det realistiske; her mødes fiktion og virkelighed. Når alt kommer til alt forekommer det meget passende at arrangere en kunstudstilling om vores netværksorganiserede liv netop i dag, på dette tidspunkt i kunsthistorien; den står som endnu en milepæl på vores information superhighways.
