Jeg lurer på, hvilke ord man i fremtiden vil hæfte på nutidens kunst, hvor kriser, krige og kollaps overlapper hinanden i regimernes seneste perverse kraftudladninger. Det føles måske lidt «spurgt» at se mod et fremtidigt sprog, men nogle af os skal jo mønte ord for en ny verden. «Hybridkunst» findes, men det lugter lidt for meget af amerikansk universitet og VR-briller med svampeduft, men lur mig om ikke «hybridkrig» bliver årets ord. Det hybride er i hvert fald sigende om megen aktivitet, nationalstatsligt såvel som billedkunstnerisk. «Hybrida» er latinsk og betyder «bastard», altså køter. Køterkunst? Fint for mig.
Aleksandra Domanovićs udstilling Canopy Collapse på Charlottenborg er ikke en udpræget teknologisk hybrid, men den taler alligevel ind i ovenstående overskrifter. Domanović er født i Novi Sad i det tidligere Jugoslavien (i dag Serbien) og udstillingen, der tidligere har været vist på Kunsthalle Wien, samler bl.a. skulptur, video, fotografi og dokumentarfilm.
Midt i udstillingens første rum hænger det store værk Things To Come (2014), hvor teknologiske objekter fra historisk science fiction er printet på store transparente stykker plastik; den gennemsigtige jakke fra Blade Runner (1982), Ripleys exoskelet fra Aliens (1986) og den medpod, hvormed karakteren Shaw i Prometheus (2012) udfører en abort af et xenomorph-foster på sig selv. Man kan næsten se igennem det store tæppe; billederne lægger sig i lag på hinanden som en omgang Photoshop.
Hele tre af udstillingens seks rum er mørklagte og her vises længere videoarbejder, eksempelvis From yu to me (2023), der handler om .Yu-internetdomænets skæbne og nogle af de kvinder, der arbejdede med digitale teknologier i Jugoslavien. Det er et dokumentarisk format og indholdet er lidt for teknisk til, at jeg for alvor fanges ind.
Bas og trommer lyder fra et andet rum, så jeg skynder mig videre ind til 19.30 (2011) – en to-kanals videoinstallation, der sidestiller eksjugoslaviske nyheds-jingles med levende billeder af raves og fester. De statskontrollerede visuelle jingles, der spænder fra 1958-2011, fylder mest – og dette heldigvis, for det er som om alle samtidsværker om dansekultur altid vil lede tankerne mod Mark Leckeys Fiorucci Made Me Hardcore (1999), og så behøver vi jo ikke måle sokkeholdere.
Til gengæld er jinglerne virkelig spændende; tidlige grafiske animationer fra tiden under den jugoslaviske diktator Tito og op gennem 90’erne, hvor de mange etno-nationalistiske forgreninger forankres visuelt i en tid med krige og landets splittelse. Deres originale lyd mixes ind og ud af technomusik fra festerne, og der spreder sig en uncanny undertone, hvor bevidstheden om fravalget af selve nyhederne bliver til et festende spøgelse i værket.
Apropos uncanny. Flere af udstillingens vægge er monteret med udgaver af den såkaldte Beograd-hånd – en jugoslavisk robotprotese fra 1960’erne, og den første mekaniske hånd, der kunne føle. Protesen bliver hos Domanović et symbol på en teknologisk utopi, der altid var lidt forud for sin tid, og derfor dømt til at mislykkes. I et andet værk glider fortællingen over i landbrugssektoren, med kølige fotos af unge kalve, født uden horn, avlet med den avancerede CRISPR-teknologi til avlsoptimering og profit. En slags science fiction forklædt som reportage om et system, der forsøger at hele sig selv med de samme teknologier, der fik det til at kollapse. Der opstår en sær resonans mellem den mekaniske hånd og de hornløse dyr – begge forsøg på at kontrollere naturen, begge skabt i fremskridtets navn og begge på kanten af det groteske. Domanović lader dem spejle hinanden som to tragiske løfter: et om menneskelighed, et om effektivitet.
Der er mange interessante værker i Canopy Collapse, og sådan en survey-udstilling vil selvfølgelig favne bredt. Jeg vil mene, at en lille æstetisk druknedød er forventelig, så længe vi når at få lidt terminal klarhed og et par fortrolige øjeblikke med enkelte værker på vejen ned. Men behøver det egentlig altid være sådan? Jeg husker eksempelvis kun to geniale værker fra Charlottenborgs omfattende Jeremy Deller-udstilling fra 2023, der på mange planer har slægtskab med denne, og det føles mere end rigeligt. Hvor meget monumentalitet skal der til for at adressere selve det monumentale? Domanović viser hele 16 stakke printet A4 i skulpturserien Untitled (1.XI.2024), og jeg tænker mest på, hvad en enkelt kunne have gjort, hvis den fik plads.
Man behøver ikke fylde op for at snakke højt, og netop højt oppe, over en døråbning i samme rum, hænger et digitalt fusioneret portræt af Tito iblandet Domanovićs minde om sin egen skolelærer. To autoriteter af forskellig formativ art, formet i lithium og jadarit – kritiske råstoffer i den grønne omstilling, som udvindes i Sydserbien til stor frustration for lokalbefolkningen. Portrættet er ladet til langt ud over kanten med information, materiale og betydning. Men tilstedeværelsen af mindet om en skolelærer bringer en god sjat relaterbar, mørk humor med sig og spidder derfor den status quo-opretholdende nationalisme.
Som billede på den uoverskuelige nationalisme, så føles det sidste værk i udstillingen Turbo Sculpture (2009-nu) meget spot on. En 30 minutter lang dokumentar, der undersøger det spøjse fænomen, hvor monumenter af popkulturelle ikoner som Rocky Balboa og Bruce Lee er blevet rejst i post-jugoslaviske byer. Især mandlige, vestlige helte figurerer som symbolske erstatninger for den politiske figur. Titlen er afledt af genren turbo-folk, en musikalsk mutation, hvor EDM og traditionel folkesang samples. Det er både smukt og absurd, hvordan disse populærkulturelle skikkelser manifesterer en slags proxynationalistisk hyperkitsch, hvor vestlige billeder blandes med lokal stolthed, historie og melankoli. Det kan ses som en deterritorialiseret omgang åndelig oprustning eller – som Domanović selv mener – en måde at afværge et egentlig opgør med Balkans blodige historie på.
Canopy Collapse fylder rummene lige lovligt meget op og vil gerne følge alt til dørs med dokumentar, information og formidling. Men der er stadig noget ved udstillingen, der føles melankolsk som et rave, når de sidste stoffer er forbrændt; en insisteren på historisk mening midt i et stroboskoplys af arkivmateriale, drømme, TV-jingler og digital støj. De genetisk afhornede kvæg, de mange europæiske svigt og den underlige blanding af Tito og læreren, der står tilbage som en sorgfuld hallucination over samtidens ideologiske forvitring.
I en tid, hvor nationalistiske strømninger igen varmes op af folkevalgte manipulatorer, føles Aleksandra Domanovićs udstilling som et spejl, der vendes bagud mod et andet spejl – ét, der ser fremad. Ikke for at romantisere, men for at advare om en fremtid, vi kender alt for godt.
