Hvert forår stopper cirka 30 mennesker på kunstakademiet i København. Så lægger Charlottenborg høje vægge og sildebensparket til disse menneskers afgangsværker, og i sig selv er det selvfølgelig stort og vigtigt og overvældende at kigge på. Men i hælene på den årlige afgangsudstilling følger et sultent kunstbranchevokabular, hvor ord som ’nyudklækket generation’ og ’seneste tendenser’ klæber sig til begivenheden som en feber: ideen om at den gruppe tilfældigt sammensatte mennesker en årgang er, udgør en generation fra hvis uhomogene krop man kan udtrække årstalsspecifikke kunsttendenser – og at dette tendens-drop skulle finde sted med 11 måneders mellemrum i byen København – er mildest talt skør.
Hvert forår melder cirka de her tanker sig i mødet med afgangsspektaklet, og det er aldrig værkerne eller kunstnernes skyld, snarere er det sproget de svøbes i, der siver ind i Charlottenborgs velkendte afgangsarkitektur og tvinger blikket til lede efter dem, «tendenserne», selvom det føles meningsløst. Men i år afmonterer udstillingens kurator, amerikanske Post Brothers, til dels den her indstilling, når han i sin virkelig gode introduktion – med reference til Peter Sloterdijks skumteori – betragter afgængerne og afgangsværkerne, som adskilte bobler i en helhed, der bliver til skum.
Naturligvis er kunstnerne individer og værkerne derfor særegne, men indenfor rammerne af et kunstakademi flyder boblerne unægtelig også sammen i en skumsuppe, der desuden er det elastiske produkt af den enorme mængde bobler og skum som en verden og denne verdens billeder er. De dimitterende kunstnere beskæftiger sig, opridser Post Brothers, med spørgsmål om individ versus fællesskab, natur versus kultur, offentlige versus private rum, kontrol versus frihed, de synliggør temaer som arv, økologi, mytedannelse, vold – for bare at nævne nogle. Og hvor tidstypiske disse temaer end er, udgør de også et alment fundament for den virkelighed, vi alle deles om her i begyndelsen af et årtusinde, der på en gang kan føles som det sidste og det fjendtligste og det mest spektakulære.
Måske er noget af det mest iøjnefaldende og gennemgående smukke ved årets afgangsudstilling, at mange af afgangsværkerne har en relativt usentimental – men hverken indifferent eller uengageret – omgang med netop virkeligheden. I udstillingens første store rum findes aviser og nøglebokse, flyttekasser og London, fortov og varmelampe og politi og julesang og pigtråd og solnedgang.
Thor Kazuos skulptur midt i rummet (Chicken turf) ligner både en skitse til arkitektur og resterne af den, sådan et skraldet men stramt før og efter på samme tid: lægter, pap, mørtel, presenning, persienner, smadret parasol i et tableau af lowkey genkendelighed som nogle præcise øjne og nøjagtige hænder har samlet til en slags splintret boligenhed. Elegante kombinationer af funden og forarbejdet virkelighed præger hele rummet: Mellem Lukas Danys’ og Johan Bech Jespersens værker (A Nest for Pfeilstorch (Threshold) og Street Cast) etableres næsten et stykke by, men skulpturernes enkelhed er så tilpas konsekvent, at det ikke bliver teater.
Danys har lavet en overdimensioneret varmelampe med en fuglerede på toppen: denne skamløse skandinaviske cafékomforts fakkel vælter vel fem meter op i rummet og er tydelig som både materiale og symbol. På gulvet har Bech Jespersen placeret et stykke støbt gade og tre af gadens medarbejdere hænger som menneskestore fotos printet på glas – alle tre tilbagetrukne i motivet, så de ikke bliver overgjort uniformerede karikaturer. Værkets todelte helhed føles som et eksempel på hvad især billedkunst kan: zoome ind på virkeligheden og gøre den lidt mere appetitlig uden at romantisere eller lyve. Fortovet er et fortov, sikkerhedsvagten er en sikkerhedsvagt, men det bliver muligt at se begge dele lidt klarere, fordi de er blevet observeret og bearbejdet af et grundigt blik.
På hver sin måde kulminerer byrum og arkitektur som motiv i Ani Liv Kampes værk (Untitled (Right Under Your Nose)). Med et menneske ved sin side poserer Kampe i et klassisk turistskud foran Big Ben: det meterhøje fotografi klæbet direkte på væggen besidder den default-monumentalitet som er skalaens, men papirets krøllede tyndhed er samtidig skrøbelig. Den her dualismelæsning er måske lidt banal, men der er også bare noget skægt og rørende i, at en smuk kvinde og hendes snapshot-sidekick tårner sig op foran sådan en ultimativ europæisk imperalismefallos, som netop det klokketårn er.
I det tilstødende rum får virkeligheden mere formel karakter, og den ser mere stiliseret og metabevidst ud: Christine Dahlerup har perforeret en væg fra gulv til loft med et stramt grid af huller, og en IKEA-lignende reol agerer podie for den projekter, der skyder semikryptiske motiver op på et stykke af den slags grå normalitet som baggrundslærreder fra et fotostudie kan ligne (Death). Freja Sofie Kirks videoværk (Work Notes) er en enkel sekvens af tekst om kunstnerens eget arbejde med billedskabelse i forskellige film- og reklamejobs. Altså: en sort skærm med røde ord om en slags billeder man må formode er med til at finansiere Kirks mulighed for at lave andre billeder: dem der kunne blive vist på den her slags skærm i det her slags rum, og har veget pladsen til fordel for noter fra virkeligheden. «A colleague tells me that my camera should take up more space», står der på et tidspunkt, senere «I’ve hired an actor to die for six hours», og det er som om et ret stort stykke af verden findes i disse sætninger.
Nærbilleder af verden som arbejdsplads eller bare kontormættet kommunesamfund findes i Sofus Keiding-Aggers fotos (Armchairs & Outdoors), der næsten ligner normcore parodi – men åbenbart også rummer en tyngde af geoscience. Billederne hænger lavt, en skrivebordshøjde med lidt samme åndethed i sig som de fastnettelefoner, der stadig lever på hævesænkebordene, samme stille og rolige usexethed som en Dell-skærm. Og fra dette skærpede blik på rekvisitter fra intenst velkendt hverdag, kan man skimte en linje, hvis andet yderpunkt udgøres af intens dekadence, intens kunstighed om man vil.
Et hårdt optrukket modsætningsforhold mellem virkelighed og kunstighed, giver selvfølgelig ikke mening, men det er interessant at se, hvordan modvægten til post-its og aviser, plasticvandkande og mørtel illustreres af barok og dekadence og pseudokristen patos. Der er gylden ornamentik og Versailles og smukke kroppe i Davide Hjort Di Fabios tjekkede videokube (Perfect Tense), en overdreven hengivenhed til teater og luksus i Johanne Anastasia Stoffersens installation (FEAST) hvor pattegris og citroner og is af glinsende gips troner på akrylmalede træpodier, mens alting bare dufter løs af rosmarin.
Sophia Luna Portras usandsynligt utvetydige skulptur Madonna Without Child næsten smelter af myte, og lige så svært jeg har ved at forstå tendensen til at tage kristendom på, som var det et nemt smykke, lige så let har jeg ved at forstå symbolikken i en dramatisk draperet Maria, i hvis tomme favn Guds søn ikke ligger. Og ligeså svært har jeg igen ved at forstå, hvad denne skulptur gerne vil som skulptur i verden – blandt andet en verden fuld af ægte sakrale madonnaer.
Romantik og inderlighed kan sagtens være fedt, men det er som om begge dele har godt af at blive punkteret en anelse – som i Tea Eklund Berglöws elegant underspillede forløb af skulpturer. Når en lidt træt lilje er klemt fast på et kosteskaft (ARTSTAR), når Mona Lisas ansigt er klippet ud af den slags frisøragtige perlegardin, hvor det stadig med al tydelighed findes i sit fravær (Mona Lisa). Når et bæltespænde præsenteres deadpan-tørt på et tre centimeter højt pappodie, som er en kopholder på hovedet (JAWS).
Det smukkeste og sjoveste og klogeste ved kunst er i mine øjne, når den får øje på virkeligheden uden at afsløre alting. Betragter den, modificerer eller fremhæver visse hjørner, fremkalder den, støber den, sammensætter den, og så giver den videre som pakker af motiv, der insisterer på en vis tvetydighed eller mangel på svar. Det er Berglöws skulpturer rigtig gode til, det er mange af årets afgangsværker rigtig gode til, og derfor er det opløftende at kigge på dem, tage sig tid til dem. Rent faktisk få øje på dem. Det er min måske romantiske men faktisk reelle overbevisning, at kunst kan, om ikke ændre verden, så i hvert fald fremmane andre og bedre virkeligheder, og jeg tror det bedst kan lykkes, når de skabende blikke giver sig hen til den, vi allerede bebor.
