Den danske kunstner Uffe Isolottos seneste udstilling er ikke en udstilling. Det er tre på hinanden følgende udstillinger, hvor hans nye udspil, en digital tegneserie, Dana Plato’s Cave, iscenesættes på tre forskellige måder, tre forskellige dage og tre forskellige steder i verden, da projektets kurator Rasmus Myrups tidligere udstillingssted Weekends er blevet hjemløst, efter det har forladt hans lejlighed på Nørrebro i København.
Første «opsætning» fandt sted september 2014 på udstillingsstedet og baren Bar du Bois i Wien. Den anden i november sidste år foregik på udstillingsstedet Exo Exo i Belleville i Paris. Nu er det kommet til tredje og sidste iteration, som finder sted i morgen aften på det kunstnerdrevne TOVES på Amager i København, som Isolotto iøvrigt tidligere har været med til at drive.
Kernen i projektet er en række 3D-genererede tegneseriebilleder udført af en engelsk pornografisk grafiker, som lever af at visualisere folks fantasier på bestilling. Isolotto har fået lov at plukke fra hendes arkiv af farverige billeder, som i Dana Plato’s Cave fungerer som illustration til den sørgelige historie om den virkelige Dana Plato, en Hollywood-skuespiller, som medvirkede i 1980er TV-serien Diff’rent Strokes, hvor hun optræder som ordinær teenagepige i en familie med to adoptivbrødre. Dana Platos liv er den arketypiske Hollywood-fortælling om derouten fra barnestjerne til hendes tidlige død ved overdosis – i Isolottos udlægning af Platons hulelignelse påny.
Kunstkritikk har sat Uffe Isolotto stævne for at høre, hvad der har drevet kunstneren til at begå denne pirrende, skræmmende og perverse lille sag, hvor subgenren vore porn møder «naboens datter».
*
Dana Platos Cave er et måske lidt overraskende udspil fra din hånd. Nok har du tidligere flirtet med det frække, men historien er jo sådan set ret hardcore porno. Hvordan fik du ideen?
Det startede faktisk med en flirt. I forbindelse med min udstilling på Overgaden i september sidste år var jeg begyndt at samarbejde med Kristin Farrell, en engelsk pornografisk grafiker, om at producere et erotisk eller pornografisk billede som skulle illustrere nogle tanker om, hvordan filosofi og erotik kunne smelte sammen. Udgangspunktet var en forestilling om en seksualakt mellem Søren Kierkegaard og Julia Kristeva, hvor Forføreren møder Det Abjekte, og hvad der ville ske i det møde. Ud af de tanker kom blandt andet en lukket figur, som du og jeg faktisk i fællesskab døbte Selvsutteren.
Efter udstillingen følte jeg, at der stadigvæk var et potentiale i fortællingen om en erotiseret filosofi – nok mest fordi Selvsutteren kom til at handle om nogle andre ting – og derfor spurgte jeg Kristin Farrell om vi skulle samarbejde om et projekt i en større skala. Jeg havde et skelet af en historie og vores samarbejde startede med, at jeg fik adgang til hendes kæmpe arkiv af computergenereret pornografi. Der var et stort potentiale i det eksisterende billedmateriale alene, og så var projektet sådan set født.
Ja, Selvsutteren var jo også en allegori. Det var et billede på vort samtidige frisatte individ, der går i ét med sin egen selfie. Dana Plato’s Cave er jo sådan set også allegorisk. Hvad handler historien om?
Dana Plato’s Cave handler om Dana, der får efternavnet Plato af sine adoptivforældre. Og så om Platons huleteori. Så derfor har jeg valgt at fremstille hendes liv i lyset af den gamle græske fortælling. Dana Plato, som altså er en virkelig person, var først skøjtedanserinde og senere barneskuespillerinde i en amerikansk TV-serie fra 80’erne, Diff’rent Strokes, som vel er så banalt, at det ikke normalt er noget man bruger filosofisk krudt på. Men ikke desto mindre syntes det her meget oplagt.
Platos korte liv var fyldt med tragiske hændelser, præget af hendes opvækst i Hollywood, og den filmindustri, der laver de billeder vi får kastet op på lærredet – eller hulevæggen om man vil. Så navnesammenfaldet mellem Dana Plato og Platon gav mening.
Jeg valgte, at projektet skulle præsenteres som en graphic novel, da jeg på den måde kunne vægte ord og billeder lige meget. Billedsiden består af hardcore pornografiske computergenererede billeder fra Kristin Farrells arkiv, mens tekstsiden er den lidt mere uskyldige historie om Dana Platos liv fra fødsel til død. Sammensætningen skurrer måske i øjnene eller i ørerne, men jeg tror at det er den gensidige befrugtning mellem to temperamenter, Kristins og Danas, som skaber dynamikken i tegneserien. Det er når vore porn møder skøjteprinsessen, at sød musik opstår.
Hvad er «vore porn»?
«Vore» er kortformen af vorarephilia. Det er en fetish, en fantasi, hvori man fantaserer om at bliver spist levende af andre væsener. Fantasierne kan involvere størrelsesforskelle, så kæmper eller kæmpemonstre kan fortære små mennesker. Det vigtige at notere sig her er, at det ikke en fetish som kan føres ud i livet og blive kannibalistisk. Selv om nogle af fantasierne er blodige, så er en del af kicket, efter sigende, at vore porn holdes på et fantasiplan.
Ja, sexfantasierne i bogen er mere end heftige – de er mere end dyriske. Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvem der mon ville have sex med et decideret monster….?
Mange, sikkert. Jeg kan kun gisne om det. De her billeder er ikke mine fantasier, så jeg kan ikke tale på vegne af dem, men jeg ved at de fleste af billederne, som jeg bruger i tegneserien er lavet på bestilling hos Kristin Farrell efter detaljerede anvisninger fra mere eller mindre anonyme mennesker. Nu er der jo det ved fantasier, at de kun er fantasier. Og styrken i de her computergenererede sexfantasier er at de på én og samme tid er både uladsiggørlige fantasier og meget virkelige i deres stoflighed og kødelighed. Det gør dem virkeligt effektive, og jeg tror, at vi kun har set spidsen af isbjerget, når det kommer til computergenererede sexfantasier. Menneskeracens fantasier er kollektive, og derfor udvikler vi også vores fantasier sammen. Nogen startede med at fantasere om at lande på Månen eller en komet, andre starter med at fantasere om sex med rummonstre.
Dana Plato får tidligt en lille rolle i en efterfølger til Exorcisten. Efter en kort karriere som sitcom-skuespillerinde ender hun som Playboymodel og skuespillerinde i softcore-pornofilm. Umiddelbart kunne man tænke, at springet fra horror til porno er stort, men jeg ved, at historisk er de to genrer viklet ind i hinanden. Det har jeg længe spekuleret over. I din historie glider porno og horror også sammen. Hvad er forbindelsen, tror du?
«Lorem ipsum dolor sit amet» – for nu at citere Cicero i starten af tegneserien. Lorem ipsum-remsen som vi kender som fyldtekst og vrøvlelatin er hentet fra et stykke af De finibus bonorum et malorum (på dansk: Det gode og ondes ekstremer ) af Cicero.
Jeg har valgt at indlede tegneserien med en grafisk præsentation af bogstaverne «LOREM IPSUM DOLOR SIT AMET» og en engelsk oversættelse af teksten. Teksten er en samtale mellem to personer om begrebet hedonisme og her sættes pleasure over for pain, eller porno over for horror, om man vil. «Ingen afviser nydelsen fordi den er nydelse, men fordi de ikke ved hvordan man skal nyde. Og ingen elsker smerte fordi det er smerte, men livet sætter os i situationer hvor smerte kan give stor nydelse.» Det er i store træk, hvad der står. Jeg synes at det er en passende indledning til en historie som forsøger at koble nydelse og smerte, omend man nogle gange er i tvivl om, hvem som føler nydelsen og hvem som føler smerten. Og hvor man som læser er i forhold til dette register.
Imens kvinderne i fortællingen lever op til et rimeligt velkendt kvindeideal, er mændene derimod enten dyriske monstre eller cyborgs. Det er jo egentlig ganske sært, da kvindekroppen vel i højere grad end mandekroppen er genstand for kosmetiske operationer og altså kropsmanipulation. Det er Dana, der selv på et tidspunkt får en brystoperation, vel et eksempel på?
Det er rigtigt at Dana får en brystforstørrende operation for at gøre sig mere attraktiv for filmindustrien. Men det er ikke længere kun kvinder som får foretaget kosmetiske operationer. Man kan diskutere om det billede som kvinderne har af sig selv, post-operation, er et billede de som køn selv har skabt, men jeg er sikker på at hoben af slimpikkede rummonstre og maskinelle kneppemaskiner er fantaseret frem af både mænd og kvinder. Enten af kunder hos Kristin eller af hende selv. Og derfor ser jeg nok også mere billedsiden som en slags dokumentation over fælles virtuelle fantasier end som et udtryk for en misogyn diskurs i computergenereret pornografi.
Imens der er udbredt frygt for, hvorledes den tekno-videnskabelige udvikling forandrer vor kroppe og menneskelighed, synes frygten i Kristin Farrells fantasier forvandlet til fornøjelse. Det ser jo nærmest ud som om, at denne vore porn bearbejder vor fremtid i vort samtidige øjeblik. Kan du følge mig?
Jeg kan godt følge dig ind i gangsystemerne, ind i hulen, ja. Den fordøjelse som vore porn dyrker som en fornøjelse bliver i mit perspektiv en måde at tage kroppen tilbage på –rent fysisk ved at lyst-æde den. Bortset fra at det ikke er en fysisk handling, men en virtuel fantasi – hvilket lige præcis gør den både dyrisk og teknologisk tidssvarende. Frygten for fremtiden kommer først, når vore porn bliver autovore porn, handlingen hvor man sluger sig selv for ikke at findes, når fremtiden indtræder.
Imens Platon mente, at maleren holdt os fanget i en verden af illusioner, mens han betragtede filosoffen som den, der kan lede os ud af vor skyggeverden og op i lyset. Men når lyset rammer os, vil vi først blændes, inden vi kan se den sande verden klart. I din fortælling blændes Dana til sidst af et skarpt lys, idet hun dør, så hun vil aldrig opleve den sande verden i levende live. Og så er det jeg tænker: Nok gengiver du Danas historie som en tragedie. Du begræder nærmest hendes skæbne. Men samtidig synes du også at insistere på, at du som maler ikke skal søge en sandere verden men blot gengive vor skyggeverden. Eller hvad?
Helt klart. Der er masser af illusioner på denne palet. Alle tricks er i brug. En del af illusionen er også at undgå at blive afsløret i at jeg ikke kommer med nogle nye filosofiske penselstrøg til emnet. Danas liv er fortalt i triste vinkler, i bedste ugebladsstil, og historien slutter når hun dør. Hun transcenderer ikke, hun erkender ikke og hun ser ikke hendes søn tage livet af sig selv nogle år efter på hendes dødsdag – Mother’s Day. Jeg lukker den ligesom af og siger: Læste du starten? For det som står til slut forholder sig til det som stod i starten. Og så er der closure. Nej, der har ikke været nogle filosofiske anliggender med projektet. Dana er heller ikke min helt. Kristin Farrell er min helt. Jeg er stadigvæk blæst væk af konsekvensen i hendes liv, hvordan hun lever af at lave de her billeder på bestilling hver dag, og hendes evne til, i samme medie, at reflektere over hendes egen fortid som party girl i London i 80’erne, med erotiske eventyr og gruppesex på natklubber efter lukketid. Så den her tegneserie er nok i virkeligheden et camoufleret portræt af hende. Det er hendes netværk af kunder, der bestiller levendegjorte fantasier hos hende, som er den virkelige hule og det er de optiske fibre i internetforbindelsen som er det virkelige lys uden for hulen. Og ligesom Dana Plato kan jeg heller ikke se bagom dét lys. Som stadigvæk blænder.
Aha, damn, den havde jeg ikke fanget. Men jeg har tænkt over, at de her billeder, som nu cirkulerer i et udvidet netværk mellem Farrell, hendes kunder, dig og dit publikum, er sært hjemløse. Ligesom fantasierne er de alles og altså ingens. Den hjemløshed finder man også i dette projekt, der udspiller sig over tre såkaldte iterationer. Det betyder vel gentagelser, men gentagelsen er vel egentlig ikke en gentagelse eller hvad?
Jeg har produceret tegneserien i samarbejde med Rasmus Myrup, der kører udstillingsstedet Weekends. Vi valgte at tage Weekends på tur i Europa og perspektivere tegneserien igennem tre forskellige iterationer, eller gentagelser, i tre forskellige byer. Omdrejningspunktet for de tre iterationer har været pdf’en med tegneserien og vi har på forskellige måder præsenteret eller abstraheret over projektet. Den første visning på Bar du Bois i Wien var en event, der lignede noget man kunne finde på en stand på en tegneseriemesse. Vi præsenterede tegneserien på iPads og rundt om i rummet havde vi strøet research, props og special effects som forholdte sig til tegneseriens univers. Der var prints med billeder af hvordan Dana Plato kunne se ud i tegneserien – selv om hun selv ikke optræder i den – og effekter i form af et afhugget troldehoved og falsk sæd på vinduerne.
Anden iteration fandt sted på Exo Exo i Paris og var også en event. Vi var interesserede i at undersøge effekten af, hvordan læsningen af tegneserien på en touch screen ville påvirke læseoplevelsen og vi var interesserede i at se hvordan mulige sammensmeltninger af det fysiske kød med det digitale kød ville tage sig ud. Det kom der en film ud af og den screenede vi på flere måder og på samme tid – både som projektion, på en liggende skærm og på en henkastet iPhone. Filmens narrativ følger læsningen af tegneserien, både med hensyn til hastigheden af læsningen og den måde vi castede håndmodeller på. For at spejle de forskellige karakterer og stemninger i tegneserien brugte vi falske negle, cigaretter, tatoveringer og gotiske fingerringe.
Og for at svare på dit spørgsmål, så er det jo ikke en decideret gentagelse, men som det ligger i ordet iteration, så er det nærmere en søgen mod et mål ved at gentage en proces. For os betyder det, at vi har mulighed for at starte med et klart narrativ og over flere iterationer abstrahere os tættere til kernen i projektet. På den måde er det nærmest en omvendt skabelsesproces, hvor det du har mellem hænderne bliver mere og mere flygtigt. Og da alt har karakter af at være en event og hovedsageligt bestå af digitalt stof og lys, så er der heller ikke ét sted, hvor værket er.
Hvad byder sidste iteration på?
Vi har faktisk bevæget os ud i en rendyrket scenografisk installation, hvor tegneseriens narrativ er disintegreret og billeder og tekstbokse fra tegneserien flyder løsrevne rundt i et natklub-lignende undergrundsmiljø. Vi er tilbage i Platons hule, hvor vi kun ser og hører skyggerne fra den idéelle verden, og hvor objekterne både er til stede og ikke er til stede. Lige som vi før har gæstet kunstnerdrevne udstillingssteder, så bliver denne eventudstilling også beværtet af et udstillingssted, da vi har fået mulighed for at vise tredje og sidste iteration i forbindelse med TOVES på Amager.
Dana Plato’s Cave @ exo exo, Paris from Uffe Isolotto on Vimeo.
